Få vil møde Videnskabsudvalget

BAGGRUND: Der er færre deputationer i Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi end andre udvalg. Intet problem i det, siger Marianne Jelved (R).
Det er ikke ofte - ud over, når der er forhandlinger om en universitetsreform - at aktører uden for Folketinget er i deputation i Udvalget for Videnskab og Teknologi.
Det er ikke ofte - ud over, når der er forhandlinger om en universitetsreform - at aktører uden for Folketinget er i deputation i Udvalget for Videnskab og Teknologi. Foto: Altinget.dk
Kasper Frandsen
* 2008 er udgjort pr. 28/4-08.
* 2008 er udgjort pr. 28/4-08. Foto:

Fri mig fra den idé om, at jo flere deputationer, der er i et udvalg, jo bedre er det - hellere kvalitet frem for kvalitet.

Marianne Jelved
Formand, Udvalget for Teknologi og Videnskab
Fakta
Det arbejder Udvalget for Teknologi og Forskning med:
Forskningspolitik, herunder som kontaktorgan mellem Folketingets medlemmer og repræsentanter for den videnskabelige forskning, universitetslovsinstitutioner, forskeruddannelser, herunder erhvervs-ph.d.-ordningen, informationsteknologi, herunder telesektoren samt teknologisk udvikling og innovation m.v.

Hvad er en deputation:
Borgere og foreninger kan møde op i et folketingsudvalg og har 15 minutter til at komme med deres mening om f.eks. et lovforslag, som udvalget behandler. Et sådant fremmøde kaldes en deputation. En deputation svarer også på spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne, men udvalgsmedlemmerne svarer ikke på spørgsmål fra deputationen.

Kilde: www.ft.dk

Når en deputation træder ind i lokalet til udvalgsmøde i Folketinget, rejser alle tilstedeværende sig op for at byde "de nye" velkommen. Herefter har deputationen 15 minutter til at fremlægge deres sag og svare på spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne.

Denne traditionsbundne gestus og demokratiske grundpille er forekommet 30 gange siden 2003 i Udvalget for Videnskab og Teknologi - til sammenligning har Socialudvalget i samme periode haft 121 deputationer.

Grunden til, at antallet af deputationer overhovedet når op på 30 i perioden, skyldes de mange deputationer fra universitetsverdenen i 2003, der henvendte sig til udvalget på grund af daværende forhandlinger om universitetsreformen.

Deputationerne i perioden har hovedsageligt været it- eller forskningsvirksomheder af forskellig størrelse eller universitetsrelaterede organisationer. Eneste private aktør i deputation for udvalget er Niels E. Skakkebæk (i bunden af siden ses alle deputationer siden 2003).

Adskiller sig fra andre udvalg
Formanden for Udvalget for Videnskab og Teknologi, Marianne Jelved (R), og udvalgssekretær Finn Frandsen påpeger, at alle i princippet kan komme i deputation ved henvendelse. Det anbefales, at deputationen sender skriftligt materiale inden udvalgsmødet, så udvalgsmedlemmerne har mulighed for at være forberedte.

Marianne Jelved påpeger, at Udvalget for Videnskab og Teknologi adskiller sig fra mange andre udvalg i Folketinget:

"Udvalget (for Videnskab og Teknologi, red.) er et meget specielt udvalg og adskiller sig på mange måder fra de andre udvalg, jeg er medlem af - f.eks. Socialudvalget, fordi de beslutninger, der træffes i udvalget, ikke direkte berører den enkelte borger. Derimod er det oftest forskningsorganisationer og virksomheder, der berøres af udvalgets arbejde, og dermed får udvalget en helt speciel karakter," siger Marianne Jelved til Altinget | Forskning & Innovation.

Samtidig pointerer hun, at deputationer oftest forekommer i forbindelse med lovgivning, men at der i udvalget ikke er særligt meget lovgivningsarbejde.

Hellere kvalitet frem for kvantitet
"Fri mig fra den idé om, at jo flere deputationer, der er i et udvalg, jo bedre er det - hellere kvalitet frem for kvantitet," slår Marianne Jelved hurtigt fast.

"Jeg vil næsten sige, at få deputationer kan være et udtryk for, at det går godt. Udvalgene har forskellig rækkevidde, og Udvalget for Videnskab og Teknologi arbejder inden for en kort rækkevidde. Jeg synes ikke på nogen måde, at forskningsverdenen eller andre universiteterne bruger muligheden for deputation for lidt," siger Marianne Jelved.

Samtidig påpeger hun, at de aktører, udvalgets arbejde påvirker, arbejder efter lovgivning, og derfor har de selvfølgelig en gang imellem brug for at vende deres overvejelser med udvalget. F.eks. som da Grundforskningsfonden i år var i deputation for at fortælle, at hvis de ikke fik nye midler, ville de løbe tør inden for en kort tidshorisont.

Flere kommunikationskanaler
Der findes andre og mere uformelle måder at få kontakt til politikerne. F.eks. er det muligt at tage direkte kontakt til udvalgsmedlemmerne og give sin mening tilkende.

"Der er mange forskellige måder at komme igennem til politikerne på. Ud over deputationer er det jo muligt at ringe eller sende en mail til politikerne og f.eks. forsøge at aftale et møde, hvor sagen kan diskuteres videre - så er det op til den enkelte politiker at afgøre, hvad der skal gøres. Som regel er det sådan, at virksomheder, organisationer og privatpersoner arrangerer møder med alle partierne," siger hun.

Ingen af de to kommunikationskanaler er ifølge Marianne Jelved at foretrække. I stedet foreslår hun, at både den formelle og den uformelle kontaktform bruges:

"Jeg ville anbefale folk at bruge begge kommunikationskanaler, for ved deputation er der faktisk den fordel, at alle partierne er samlet - det giver mulighed for at komme bredere ud," pointerer hun til Altinget.dk.

Hun afviser endvidere, at deputationer kun er for dem, der ikke selv formår at skabe uformel kontakt til politikerne.

Dokumentation

De følgende virksomheder/organisationer/personer har siden 2003 været i deputation i Udvalget for Videnskab og Teknologi:

2008 (foreløbig)
Grundforskningsfonden.
2007
OpenOffice.org, Forskningsrådet for Samfund og Erhverv og Danske Studenters Fællesråd.
2006
Microsoft Danmark, IBM Danmark A/S, Teleabonnentforeningen, Koordinationsudvalget for forskning, Lægemiddelsindustrien og IT-Politisk Forening.
2005
Niels E. Skakkebæk
2004
Novozymes, Teleabonnentforeningen, IT-universitetet og Cybercity.
2003
Staten Humanistiske Forskningsråd, Tele2 A/S, René Fléron (DTU, vedr. rumforskning), IT-brancheforeningen m.fl., Danmarks Humanistiske Forskningscenter, Københavns Universitetshospital, Business Institute Aalborg, HK/stat, Aahus Universitet (Institut for Romansk og Oldtids- og Middelalderforskning), Rektorkollegiet, ITEK m.fl., Københavns Universitet, Dansk Lithosfærecenter m.fl., Dansk Magisterforening ("ForskerAlliancen"), Dansk Magisterforening (Universitetslærerafdelingen), Danske Studenters Fællesråd, CVU-Rektorkollgiet, Forenede Studenterråd v/ København Universitet og Teleabonnetforeningen. 

Kilde: www.ft.dk


Altinget logoForskning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forskning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Forskning

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024