Dansk mobilforskning finder ingen sundhedsrisiko

FORSKNING: Et program fra Det Strategiske Forskningsråd har på seks områder i to år undersøgt farerne ved ikke-ioniserende stråling fra mobiltelefoni. Konklusionen lyder: umiddelbart ingen grund til alarm.
Uffe Laursen
Fakta
De står bag forskningsprogrammet

Det Strategiske Forskningsråd fik til opgave at administrere puljen på de 30 mio. kr. og nedsatte derfor Programkomiteen for Ikke-ioniserende Stråling, der har fire medlemmer: professorerne Philippe Grandjean (formand), Olav Breinbjerg, Kjell Hansson Mild og Jørn Olsen.

Programkomiteen udbød midlerne i åben konkurrence, og ansøgningerne blev vurderet af førende internationale eksperter på området.


Kilde: www.fi.dk

Et forskningsprogram under Det Strategiske Forskningsråd har i to år undersøgt forskellige aspekter af farerne ved at tale i mobiltelefon.

Forskningens resultater blev i går offentliggjort ved en stor konference, og den hurtige konklusion på to års mobilforskning lyder: Tal roligt videre i mobilen.

"Vi har ikke fundet noget, som gør, at vi skal ringe til Sundhedsstyrelsen. Eller som betyder, at folk skal holde op med at bruge deres mobiltelefon," forklarer formand for programkomiteen, Philippe Grandjean.

Dokumentation

Konklusioner på de seks forskningsområdet:

1.Effekter på hjernevæv og hjerneceller (ved Jens Zimmer Rasmussen, Syddansk Universitet)
Dyrkede skiver af hippocampus-delen af hjernen fra nyfødte rotter blev undersøgt for mulige virkninger af stråling fra 3. generations mobilfelter (2 GHz) og GSM (900 MHz). Hippocampus er ansvarlig for hukommelse og indlæring og ligger sådan placeret i hjernen, at den udsættes for en stor dosis ikke-ioniserende stråling ved mobiltelefoni.

Ved at sammenligne de hjerneskiver, som var blevet udsat for mobilstråling, med ikke-udsatte hjerneskiver fandt forskerne, at mobilstråling med en frekvens på 900 MHz og 2 GHz ikke havde nogen virkning - hverken på hjernens funktioner eller på hjernens nervecellers følsomhed. Forsøg med en stråling ved en frekvens på 1800 MHz forventes afsluttet sidst på året.

2. Effekter på hjernefunktioner hos forsøgspersoner (ved Søren Kjærgaard, Aarhus Universitet)
En gruppe forsøgspersoner i alderen 15-16 år og 25-40 år blev i et klimakammer udsat for stråling svarende til 3. generations mobiltelefoni. Forsøgspersonernes symptomer og deres svarresultater på tests af forskellige hjernefunktioner blev registreret. Med undtagelse af en tendens til hovedpine, som ikke kan med sikkerhed kan tilskrives mobilstrålingen, fandt man ingen tydelige tegn på negative virkninger. Forsøg, hvor forsøgspersonerne bliver udsat for en højere stråling - svarende til TETRA mobiltelefoni - er i gang og afsluttes senere på året.

3.Effekter på hjernens fysiologi ved scanning (ved Albert Gjedde, Aarhus Universitet)
I en scanner, som kan vise aktiviteten i de forskellige områder i hjernen, blev 14 forsøgspersoner udsat for påvirkning fra mobiltelefon ved en strålingsfrekvens på 900 MHz. Der blev lavet målinger af blodforsyningen til hjernen og hjernens iltforbrug ud fra en mistanke om, at varmen fra mobiltelefonstrålingen ville kunne føre til øget forbrug af ilt, uden at blodforsyningen til hjernen øgedes tilsvarende. Denne mistanke kunne dog ikke bekræftes.

4.Effekter på kræftforekomst hos brugere af mobiltelefon (ved Jørgen H. Olsen, Kræftens Bekæmpelse)
Blandt godt 400.000 personer, som i en periode mellem 1982 og 1995 har haft et mobiltelefonabonnement, fandt man i perioden frem til 2002 ingen tendens til øget kræftforekomst. I samarbejde med andre lande indhentes data om brug af mobiltelefoni. Oplysningerne er indhentet dels gennem spørgeskemaer, dels gennem mobiltelefonselskaberne. Sammenhængen mellem brug af mobiltelefon og symptomer og sygdomme vil herefter blive undersøgt. Kræftens Bekæmpelse leder dette samarbejde, som vil fortsætte i de kommende år. Et tredje projekt er også internationalt og belyser forekomsten af hjernekræft hos børn i relation til brugen af mobiltelefoni. Også her koordineres projektet fra Danmark; projektet ventes afsluttet i slutningen af næste år.

5.Effekter på atomer og molekyler (ved Jørgen Boiden Pedersen, Syddansk Universitet)
I samarbejde med fysikere fra Rusland er der gennemført teoretiske beregninger over de mulige effekter af de frekvenser, som benyttes til mobiltelefoni (900-1800 MHz). Fokus har især været på nedbrydning af fedtsyrer og den biokemiske energiproduktion. Beregningerne har vist, at der teoretisk er mulighed for påvirkninger af visse kemiske reaktioner, men at de må regnes for usandsynlige under biologiske omstændigheder.

6. Oplevelse af risici ved mobiltelefoni (ved Ivar Sønbø Kristiansen, Syddansk Universitet) Der blev gennemført detaljerede interviews af 20 familier og telefoninterview af en større befolkningsgruppe. Oplevelse af risici ved mobiltelefoni varierer meget, men der er en tendens til at opleve en større fare ved ukendte risici og ny teknologi, mens risikoen ved at tale i mobiltelefoni under bilkørsel ikke opleves som alvorlig.


Altinget logoForskning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forskning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Forskning

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024