DM efterspørger elastik i uddannelserne: "Det kan kun gå for langsomt"

Af Camilla Gregersen
Formand for Dansk Magisterforening

Længden på vores universitetsuddannelser dukker op fra tid til anden.

Men der er ingen arbejdsgivere, der efterspørger et stort bachelorarbejdsmarked. For det afsluttende speciale er for akademikerne, hvad svendestykket er for de fagligt udlærte.

Det er den endelige opgave og specialisering, der giver de nyuddannede det kvalitetsstempel og den selvtillid, som sender dem godt på vej ud i en karriere. Det ved det private arbejdsmarked såvel som det offentlige, og derfor foretrækker arbejdsgiverne at ansætte en kandidat.

Skal der så slet ikke være andre muligheder? Skal alle tage alle fem år i træk uden svinkeærinder? Nej.

Det er tid til, at uddannelsessystemet bliver mere fleksibelt.

Et udvidet retskrav mellem bachelor og kandidat vil give de studerende en mulighed for at løfte deres faglige niveau ved at tage et år eller to i en relevant stilling på arbejdsmarkedet, få et internationalt perspektiv på deres faglighed ved at tage til udlandet, eller prøve kræfter med iværksætterlivet.

Camilla Gregersen
Formand for Dansk Magisterforening

Derfor er jeg svært tilfreds med, at der nu er bred opbakning til DM's mangeårige forslag om at udvide retskravet for de bachelorstuderende, så de ikke skal tage hele kandidatuddannelsen i ét stræk.

Mere elastik på midten
Der er gode grunde til, at det flyver om ørerne på mig med positive tilkendegivelser, når det kommer til at udvide elastikken i den femårige universitetsuddannelse.

Som det er nu, skal de studerende fortsætte direkte fra bachelor til kandidat for at være garanteret en plads. Forlænger politikerne retskravet på op til tre år, som Udvalget om bedre universitetsuddannelser anbefaler, vil det skabe en god fleksibilitet i systemet til gavn for både de studerende og arbejdsmarkedet.

Et udvidet retskrav mellem bachelor og kandidat vil give de studerende en mulighed for at løfte deres faglige niveau ved at tage et år eller to i en relevant stilling på arbejdsmarkedet, få et internationalt perspektiv på deres faglighed ved at tage til udlandet, eller prøve kræfter med iværksætterlivet.

Bliver elastikken en realitet, kan de studerende vælge at komme tættere på arbejdslivet allerede midtvejs i studiet. De kan efterfølgende vende tilbage til kandidaten med en solid fornemmelse for hvilke evner og specialiseringer, som de skal udvikle yderligere.

Så der er kun gode argumenter for, at de studerende skal udstyres med en elastik på midten. Kære politikere – det kan kun gå for langsomt med at få det vedtaget.

Det betaler sig at investere i de unge
Elastikken gør det dog ikke alene. De studerende skal også have faglig tyngde.

Og det kan alle jo hurtigt blive enige om at sige i skåltaler, men det kniber mere med at skaffe midlerne til, at den faglige tyngde kan blive en realitet.

Hvor kedeligt det end er, har det faktisk konsekvenser, at der skæres på uddannelsesområdet. Det har konsekvenser for kvaliteten, for de studerendes læring og for de ansattes arbejdsmiljø.

Lad os eksempelvis se på specialerne: Tiden til specialeudarbejdelsen er blevet mindre, vejledningen undervejs reduceret, antallet af sider, specialerne må fylde, er skåret, og de timer, som censorerne skal bruge til at bedømme dem, er også sendt i bund. Det gælder ikke kun specialeprocessen, for det er hele vejen rundt i uddannelsessystemet, at besparelserne udfordrer kvaliteten.

De videregående uddannelser danner grundlag for bundsolid viden og forståelse i vores samfund. Derfor må vi ikke spare på det.

Vi skal i stedet have store ambitioner, når det kommer til uddannelse af fremtidens unge, for investeringen tjener sig mange gange hjem, når vi får dygtige unge ud på arbejdsmarkedet.