Søndergaard: Sæt høje mål

DEBAT: Vores samfunds fremtidige velstand og velfærd afgøres ikke på kvantiteten, men på kvaliteten og relevansen i de videregående uddannelser. Det skriver Jørgen Søndergaard, formand for Kvalitetsudvalget, der blandt andet opfordrer til at løfte ambitionsniveauet på uddannelserne.

Formand for Kvalitetsudvalget, Jørgen Søndergaard, starter ny debatrunde på Altinget : forskning om kvalitet på de videregående uddannelser.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen Søndergaard
Formand for Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser

De studerendes læring er altafgørende for værdien af videregående uddannelse. Der er i dag over en kvart million studerende, som har valgt at bruge flere år af deres liv på de videregående uddannelser. Det betyder, at videregående uddannelse er blevet en af samfundets største investeringer i fremtiden.

Både for deres egen skyld og for samfundets skyld skal de studerende blive så dygtige som overhovedet muligt. Ja, jeg er ikke i tvivl: Den internationale konkurrence om fremtidens velstand og velfærd, vi som samfund er en del af, afgøres ikke på kvantiteten, men på kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser. Derfor skal vi sætte høje mål for vores videregående uddannelser.

Det forhold, at de videregående uddannelser fremover vil komme til stå for uddannelsen af over halvdelen af en hel ungdomsårgang, forstærker behovet for at øge både kvaliteten og relevansen. Jamen ved I da, hvad de kommer til at skulle arbejde med, når de har gennemført deres uddannelse, lyder indvendingen. Svaret er selvfølgelig nej, men vi er sikre på, at de både skal være fagligt dygtige – fagligt på niveau med de bedste internationalt – og være dygtige til at bringe deres faglige viden i spil i mange forskellige erhvervsmæssige og andre sammenhænge.

Der er med andre ord på langt de fleste uddannelser ”plads til” at lære betydeligt mere end i dag, såfremt uddannelserne hæver ambitionsniveauet og udvikler undervisningsformer, der styrker studieintensiteten.
Jørgen Søndergaard
Formand for Kvalitetsudvalget

Kan de studerende blive dygtigere?
Mit svar er: Ja! Vi kan end ikke få øje på grænsen for, hvor dygtige de kan blive. Det handler om både omfang og indhold af de studerendes læring – om de lærer meget på et tilstrækkeligt højt fagligt niveau, og om karakteren af det, de lærer, skaber en kombination af viden og kompetencer med høj anvendelighed i det videre livsforløb. Kvalitetsudvalgets analyse viser, at der er et potentiale for betydelige forbedringer på begge områder.

For det første er der en betydelig variation i de studerendes studieaktivitet, men i gennemsnit anvender danske fuldtidsstuderende markant mindre end de 1.650 timer om året, der er inden for den internationale norm for at studere på fuld tid. Et forsigtigt skøn er, at danske studerendes tidsforbrug i gennemsnit skal øges med mindst 20 procent for at nå op på fuld tid.

Det forhold, at de videregående uddannelser fremover vil komme til stå for uddannelsen af over halvdelen af en hel ungdomsårgang, forstærker behovet for at øge både kvaliteten og relevansen.
Jørgen Søndergaard
Formand for Kvalitetsudvalget

Det dækker over, at studerende på nogle uddannelser er tæt på normen, nogle også over, men mange langt under. På universiteterne bruger de studerende på de sundhedsfaglige uddannelser i gennemsnit cirka ti timer mere om ugen på deres studier end studerende på de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser – og det gælder for den samlede studieaktivitet af undervisning og de studerendes egen forberedelse.

Hæv ambitionsniveauet og styrk studieintensiteten
Videregående uddannelse er i Danmark gratis, og de studerende får SU for at studere. Derfor kan samfundet med rimelighed forvente, at de studerende på årsbasis investerer tid i at studere mindst svarende til fuldtidsbeskæftigelse.

Men de studerende skal motiveres til at yde deres bedste. De skal møde engagerede undervisere, som i undervinsingen inspirerer og stiller krav til de studerende. I dag kommer en væsentlig del af de studerende efter eget udsagn ofte uforberedte til undervisningen.

Kvalitetsudvalgets analyser viser endvidere, at danske studerende sammenlignet med amerikanske studerende har betydeligt mindre faglig kontakt med deres undervisere og oplever meget begrænset feedback på deres afleveringer og deltagelse i undervisningen. Der er med andre ord på langt de fleste uddannelser ”plads til” at lære betydeligt mere end i dag, såfremt uddannelserne hæver ambitionsniveauet og udvikler undervisningsformer, der styrker studieintensiteten.

Uddannelse skal anvendes i praksis
For det andet er der behov for at se på indholdet af uddannelserne, hvis fremtidens dimittender fra videregående uddannelser skal kunne anvende deres uddannelse i praksis. Videregående uddannede vil i løbet af de kommende år komme til at udgøre hovedparten af den danske arbejdsstyrke, hvor de for blot få år siden kun udgjorde en minoritet.

Det betyder, at dimittenderne fremover skal kunne varetage en meget bred vifte af forskellige jobfunktioner. Det stiller krav til betydelige forandringer på mange uddannelser, herunder ikke mindst at de videregående uddannelser får en meget tættere føling med samfunds- og erhvervsudviklingen på de områder, hvor deres dimittender skal finde deres fremtidige erhvervskarriere.

Kvalitetsudvalgets undersøgelser peger på, at ”grundfaglighed” er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt. Både studerende og dimittender inden for forskellige områder og uddannelsestyper efterspørger generelle kompetencer til at anvende deres faglighed i praksis, eksempelvis evnen til at løse praktiske problemstillinger i samspil med andre fagligheder.

Stadig flere med en videregående uddannelse vil skulle finde beskæftigelse i de små og mellemstore virksomheder, og det skærper kravene til, at uddannelserne – ikke mindst universitetsuddannelserne – skaber en solid brobygning til denne del af arbejdsmarkedet. Undersøgelser fra såvel humanistiske som tekniske uddannelsesområder peger på, at dimittendernes tilegnelse af de generelle kompetencer ikke står mål med efterspørgslen på arbejdsmarkedet.

Hvordan kan de studerende blive endnu dygtigere?
Det korte svar er: Bedre undervisning. Det lidt længere svar er, at de studerendes læring skabes i et tæt samvirke mellem tre forhold: 1) fagligt indhold og læringsmål i uddannelsen, 2) undervisningens form og indhold samt 3) de studerendes egen indsats.

Det betyder, at alle tre aspekter skal ændres for at opnå øget læring. Det kan de studerende selv gøre noget for, men først og fremmest handler det om at udvikle indholdet og tilrettelæggelsen af uddannelserne og om at fremme konkrete undervisningsformer og metoder, som har positiv effekt på de studerendes indsats og læring.

Selvom der er en positiv udvikling i gang mange steder, er der et betydeligt potentiale for, at de studerende kan lære endnu mere. Potentialet varierer betydeligt mellem forskellige uddannelser, ligesom der er store forskelle i omfanget og karakteren af de nuværende indsatser for at udvikle uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse.

Kvalitet udspringer af engagement
Udgangspunktet for Kvalitetsudvalget er, at hver uddannelse må finde sin egen vej til at skabe mere – og mere relevant – læring for de studerende. Der eksisterer ikke en bestemt manual for videregående uddannelse. Forsøg på at skabe øget læring får kun reel effekt, hvis det udspringer af et engagement hos de ledere og undervisere, der har deres daglige virke på de forskellige uddannelser.

Det er med dette udgangspunkt, at Kvalitetsudvalget har udpeget en række indsatsområder, der kan bidrage til, at de studerende kommer til at lære endnu mere. Det kræver
· At fremragende undervisere anerkendes langt mere, end det sker i dag. I dag vurderer kun hver tiende underviser på universiteterne, at kvaliteten af deres undervisning har betydning for deres løn og forfremmelse.
· At undervisningskompetencer prioriteres langt højere ved ansættelser og i kompetenceudvikling undervejs i karrieren.
· At ledelsen på alle niveauer konstant sætter høje mål for undervisere, undervisning og de studerendes læring.

Skru ned for detailstyring
For at fremme dette anbefaler udvalget helt overordnet, at den statslige styring af området ændres: Der bør ske et stop for detailreguleringen og i stedet fokuseres på de store linjer. Ledelsesansvar på uddannelsesinstitutionerne kræver manøvrerum.

Regering og Folketing bør skrue ned for styringen af uddannelsernes konkrete indhold. Til gengæld skal regeringen skrue op for styringen af det samlede videregående uddannelsessystem på de områder, hvor institutionernes indbyrdes konkurrence kan have uhensigtsmæssige konsekvenser for samfundet. For eksempel skal der politisk tages hånd om de for mange og for små udbud og et for stort samlet optag på områder med dårlige beskæftigelsesudsigter.

Alle udvalgets anbefalinger handler om noget, der er uden om den ”kerne” i al uddannelse, som udgøres af samspillet mellem indhold, underviser og den studerende. For selve kernen har andre end de studerende og underviserne ikke adgang til. Men alle de aktører, der er udenfor kernen, kan bidrage til at skabe de bedst mulige betingelser for kernen – til gavn for de studerendes læring. Ja til gavn for os alle sammen. Det er kernen i Kvalitetsudvalgets anbefalinger.

Dokumentation

Kvalitetsudvalgets otte konkrete anbefalinger

1. Institutionerne skal have et klart ansvar for uddannelsernes kvalitet og relevans
Bestyrelsen har i dag det samlede og generelle ansvar for institutionen. Men netop uddannelsernes kvalitet og relevans er så vigtige for samfundet, at det bør udgøre en absolut hovedopgave for bestyrelserne. Bestyrelserne bør derfor i langt højere grad arbejde for at fremme en kultur, hvor fremragende undervisning har betydning for løn, forfremmelser og anerkendelser af underviserne. Bestyrelsen skal desuden sammen med rektor fastlægge institutionens organisation, så den leder – typisk studieleder, uddannelsesleder eller uddannelsesdekan – der er ansvarlig for en konkret uddannelse, får det fulde ansvar for uddannelsens indhold, tilrettelæggelse og gennemførelse og får de nødvendige beføjelser til at løfte opgaven, herunder retten til at disponere de ressourcer, der finansierer uddannelsen.

2. Institutionerne skal have større frihed til at tilrettelægge uddannelserne
Uddannelsernes indhold, undervisning, eksamen, censur mv. skal ikke detailregulereres fra centralt hold. De overordnede hensigter og hensyn skal fortsat fastsættes politisk, men således at ledelserne får et større ledelsesrum til at sikre og løbende udvikle uddannelsernes kvalitet og relevans.

3. Mere åbenhed og gennemsigtighed om kvalitet og relevans i uddannelserne
Ledelsesinformation om uddannelserne skal forbedres markant og være offentligt tilgængeligt og sammenligneligt. Informationen skal opgøres for hver enkelt uddannelse og bør omfatte nøgletal for både ressourceanvendelsen (input) og de opnåede resultater (output og effekt). Institutionernes bestyrelser skal have mulighed for at følge og sammenligne information om de forskellige uddannelser på institutionen og sammenligne med tilsvarende uddannelser på andre institutioner. De samme oplysninger bør desuden kunne udgøre grundlaget for et målrettet centralt tilsyn og for målsætninger i institutionernes udviklingskontrakt med ministeriet.

4. Økonomiske tilskyndelser til at styrke kvalitet og relevans i uddannelserne
Bevillingssystemet skaber ingen incitamenter til at fremme uddannelsernes kvalitet og relevans. Tværtimod kan der være et incitament til at sænke kravene, så flere består eksaminer og derved udløser flere penge til institutionen. Det bør stoppes ved at reducere taxametrene og til gengæld øge basisbevillingerne til institutionerne.

Derudover anbefaler udvalget, at der oprettes et nyt nationalt råd, der skal fremme kvalitet og relevans i videregående uddannelser: På nationalt plan bør der afsættes midler svarende til Det Frie Forskningsråd – cirka en milliard kroner årligt – til gennem konkurrenceudsatte bevillinger at skabe incitamenter til og muligheder for at udvikle kvalitet og relevans i undervisningen på landets videregående uddannelsesinstitutioner. Rådet skal have til opgave at støtte konkrete projekter, der udvikler, afprøver og dokumenterer nye undervisningsformer og pædagogiske tilgange. Desuden skal rådet have til opgave at formidle viden og resultater om undervisning med høj kvalitet og relevans samt rådgive uddannelses- og forskningsministeren om disse forhold.

På universitetsområdet bør regering og Folketing sikre, at det enkelte universitet tildeles et minimum af basisforskningsmidler i forhold til institutionens uddannelsesaktivitet, så alle universitetsuddannelserne reelt kan siges at være forskningsbaserede, det vil sige, hvor hovedparten af underviserne er aktive forskere inden for uddannelsens fagområde. Professionshøjskoler og erhvervsakademier bør fortsat have en basisbevilling til praksisrelevant forskning for at understøtte uddannelsernes inddragelse af forskningsmæssig viden og for at sikre, at der på disse institutioner foregår et vist omfang af forsknings- og udviklingsaktivitet, især på områder, hvor universitetsforskningen er beskeden.

5. Uddannelserne skal målrettet understøtte fuld studieaktivitet
Institutionerne skal kunne dokumentere gennem hvilken kombination af forskellige aktiviteter, de studerende på den enkelte uddannelse opnår et gennemsnitlig studietidsforbrug svarende til ECTS-normen på 1.650 timer. Institutionerne skal løbende følge op på, hvorvidt den forudsatte studieintensitet opnås og iværksætte initiativer, hvis det ikke er tilfældet.

6. Gode og alsidige undervisningskompetencer skal i højsædet
Ledelsen på institutionerne skal tage et klarere ansvar for den samlede disponering af ressourcer til undervisning og de forsknings- og udviklingsaktiviteter, der er forbundet med undervisning. Der bør desuden i højere grad sammensættes en alsidig underviserstab, der tilsammen har de nødvendige faglige, pædagogiske og praksisrettede kompetencer. Nogle vil måske stille spørgsmålstegn ved praksisrettede kompetencer i universitetsuddannelser. Men det findes allerede på en række uddannelser, fx medicin, revision og jura, og bør være til stede på alle uddannelser, men ikke nødvendigvis i lige stor udstrækning. Kompetencerne kan være til stede på flere forskellige måder – fx via undervisere, der har eller har haft ansættelse udenfor uddannelsessektoren eller undervisere, der har et løbende forsknings- og udviklingssamarbejde med virksomheder eller institutioner eller via inddragelse af dimittender med nogle års erfaring i forskellige uddannelsesaktiviteter og så videre.

De overordnede regler for stillinger i videregående uddannelse skal understøtte, at de forskellige kompetencer, der kræves for at bestride en stilling med undervisningsopgaver, kan have forskellig vægt for forskellige personer. På universitetsområdet skal det tydeliggøres, at der bør være ligevægt i krav til kompetencer og dokumentation af henholdsvis forsknings- og undervisningskompetencer.

7. Omlæggelse af censorinstitutionen
Den nuværende form for obligatorisk medvirken af eksterne censorer ved 1/3 af eksamener skal ophæves, fordi den er dyr og har en beskeden betydning for uddannelsernes kvalitet og relevans. Den ½ milliard kr. om året kan bruges bedre på andre måder. Uddannelserne skal naturligvis selv kunne vælge at anvende ekstern censur, hvis de ønsker det. Men censorinstitutionen bør omlægges, så der i tilknytning til akkrediteringsprocessen gennemføres en form for ’helhedscensur’, der skal gennemgå det samlede uddannelsesforløb med henblik på en samlet vurdering af uddannelsens kvalitet og relevans. Afskaffelsen af den obligatoriske brug af ekstern censur skal ikke forringe de studerendes retssikkerhed. Institutionerne skal derfor have pligt til at sikre de studerendes retssikkerhed i forbindelse med eksamener gennem egne regler, procedurer og klageadgang.

8. Nyt optagelsessystem
Optagelsessystemet bør ændres for at sikre et bedre match, hvor flere studerende optages på den rette uddannelse i første forsøg. Derfor bør institutionerne i mere systematisk grad udnytte deres muligheder for at fastætte fagligt begrundende uddannelsesspecifikke adgangskrav (fag, niveau og karakter). Samtidig bør karaktergennemsnit som rationeringsmetode på uddannelser med flere ansøgere end studiepladser udfases over en årrække. I stedet for bør institutionerne indføre en mere individuel bedømmelse baseret på motiverede ansøgninger, optagelsesprøver, interviews mv. På sigt bør der aldrig kunne kræves en karakter højere end 7 – uanset om det er et karaktergennemsnit eller karakterkrav i enkeltfag.

Kilde: Formand for Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser, Jørgen Søndergaard

Politik har aldrig været vigtigere