Innovationspenge skydes ind i dansk dronebekæmpelse
DRONER: Innovationsfonden støtter en dansk forsvarsvirksomhed med knap tre millioner kroner til udvikling af avanceret antidrone-teknologi.
Andreas Krog
RedaktørInnovationsfonden investerer nu 2,7 millioner kroner i, at den nordjyske forsvarsvirksomhed Mydefence kan udvikle næste generations antidrone-teknologi, som blandt andet omfatter tættere integration i soldaters eksisterende udstyr, så de mere effektivt kan imødegå truslen fra droner.
Selv om kommercielle droner har haft en positiv indflydelse på samfundet, kan selvsamme droner anvendes til både ulovlig overvågning, rekognoscering og andre militære formål, såsom platform til levering af sprængstoffer fra luften. Disse udfordringer er blevet tydeligere de seneste år, hvor særligt terrororganisationer og andre oprørsgrupper har demonstreret, hvordan de kan ombygge kommercielle droner til at tjene militære og terrorrelaterede formål.
Til at bekæmpe disse udfordringer har Mydefence siden 2015 udviklet antidrone-teknologi til beskyttelse af udsendte soldater, politikere, fængsler og lignende. Mydefence er internationalt anerkendt som en de førende producenter inden for antidrone-teknologi, og som Danmarks eneste producent på markedet er det væsentligt at sikre de fornødne rammer for, at teknologien bag kan fortsætte sin videreudvikling.