Lektorer: Styrk pædagoguddannelsen gennem formål, fag og frihed

DEBAT: Pædagoguddannelsens reform i 2014 har prioriteret professionsrelevante kompentencer fremfor dannelses- og myndiggørelsesprocesser. Det er tid til at genfinde den danske pædagogiske tradition, mener ti pædagogundervisere.

Pædagoguddannelsens prioritering af professionsrelevante kompentencer bør revurderes. Traditionen bør huskes, hvor dannelsen er i fokus, mener undervisere Niels Jakob Pasgaard, Naia Wienmann Hawes med flere.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Jakob Pasgaard, Naia Wienmann Hawes med flere
Se dokumentationsboksen

I 2014 udtalte én af hovedkræfterne bag den nuværende pædagoguddannelse, at det er en tilfældighed, at man i dansk pædagogik, skole og uddannelse traditionelt har været stærkt inspireret af den kontinentale dannelsestradition.

Kompetencer fremfor dannelse
Derfor ville man nu prøve noget andet; man ville lade sig inspirere af en angelsaksisk uddannelsestradition, hvor dannelse, kundskaber, myndighed, fag og indhold er udskiftet med kompetencer, målstyring og feedback.

Man ville erstatte én tilfældighed med en anden, og den daværende uddannelsesminister, Morten Østergaard, hvis parti også var med til at indføre målstyringen i folkeskolen i 2014, eksekverede dommen over dansk pædagogisk tradition.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Uddannelsens formål blev i den forbindelse reduceret til et spørgsmål om den studerendes erhvervelse af ”professionsrelevante kompetencer”.

Opgøret med traditionen blev en realitet
Allerede dengang var vi nogle, der protesterede, for selvfølgelig er traditionen ikke kun en tilfældighed.

Man må sætte tillid i stedet for mistillid, diversitet i stedet for standardisering og faglighed i stedet for kontrol.
Niels Jakob Pasgaard, Naia Wienmann Hawes med flere
Lektorer

At tro dét, er udtryk for en ikke bare ærgerlig, men også ødelæggende, historieløshed. Dansk pædagogisk tradition er blandt andet inspireret af den tyske dannelsestænkning, af reformpædagogikken og ikke mindst af højskolebevægelsens oplysningsprojekt.

Dén mange-facetterede arv bør man naturligvis tage alvorligt, og ikke blot dømme ude som en tilfældighed.

Men vi protesterede forgæves; opgøret med traditionen og det deraf følgende instrumentelle fokus på målbart outcome blev en realitet for landets pædagoguddannelser.

Reduceret til "professionsrelevante kompetencer"
Nu skal pædagoguddannelsen evalueres, og vore udtalte bekymringer er ved at blive virkelighed:

Man accepterer 2014-idéen om, at traditionen var en tilfældighed, og man fastholder, uden yderligere overvejelse, den instrumentelle forståelse af uddannelsen, der afløste traditionen.

Man vil alene evaluere på det faglige niveau, praktikdelen og studiemiljøet, og undersøge hvilke kompetencer, der er brug for i aftagerfeltet.

Formålet med uddannelsen vil således også efter evalueringen være reduceret til, at de studerende erhverver sig ”professionsrelevante kompetencer”. Der er ingen åbninger i forhold til dannelse, myndighed, kundskaber eller lignende tematikker.

Jovist, der er elementer på uddannelsen, som behandler eksempelvis temaet om pædagogen som myndighedsperson, men det sander meget let til i en rent instrumentel forståelse af, hvad myndighed vil sige.

Måske netop fordi der i formålsbeskrivelsen ingen spor er af andet end de ”professionsrelevante kompetencer” – alt bliver et instrument for erhvervelsen af dem.

Dannelsen bør være højeste formål
Vi ved, at man lokalt gør mange forsøg på at kompensere for ensidigheden. Det er prisværdigt, men det ændrer ikke ved, at bekendtgørelsens oplæg peger i den forkerte retning.

Man bør generindre, at enhver uddannelses højeste formål er dannelsen. Det vil sige den studerendes levende vekselvirkning med den verden, hun skal være en del af.

Den studerende må fordybe sig, dvæle ved tingene, eksperimentere, forsøge, lege – alt sammen i et rum hvor angsten, for ikke at leve op til omverdenens krav og forventninger, er fraværende.

Dannelsen har brug for et frirum, og det er det frirum, uddannelsen skal udgøre. Kun her kan den studerende frit udvikle sin myndighed i arbejdet med fagene og indholdet.

Døren til det rum blev muret til i 2014. Vi har siden måttet lede efter sprækkerne i murværket.

Målstyringen gennemsyrer uddannelsen
For desværre står kompetencemålstyringen, som gennemsyrer pædagoguddannelsen helt fra formålsbeskrivelsen og ud i de enkelte lektioner, i vejen for at pædagoguddannelsen kan tjene dannelsen.

Målstyringen blokerer for dannelsens levende og frie vekselvirkning; den får de studerende til i alt for høj grad at fokusere på prøvekravene (og ja, nogle af dem læser vitterligt studieordningens krav grundigere, end de læser teksterne til undervisningen).

Den får underviserne til at skøjte henover indholdet i et forsøg på så effektivt som muligt at give de studerende lige netop dét, kompetencemålene kræver. Helst ikke mindre, og slet ikke mere.

Derfor bør man, når nu man vil evaluere pædagoguddannelsen, starte med at evaluere den påståede tilfældighed fra 2014.

Nye formål skal formuleres
Man må overveje, om vi virkelig har råd til at smide dannelsen og vores pædagogiske tradition på porten på lige netop pædagoguddannelsen, hvor vi uddanner pædagoger, der skal udvikle og føre traditionen videre.

Svaret burde være indlysende.

Hvis man vil give plads til vores pædagogiske tradition og til dannelsen, må man ændre følgende på pædagoguddannelsen:

Man må formulere et formål, der giver plads til og værdsætter dannelse, myndiggørelse, kundskabstilegnelse, fortrolighed med faglige traditioner og fordybelsen i et indhold.

Formålet må være så bredt og åbnende, at det kan danne afsæt for, at undervisere og studerende kan gå i mange retninger, så vi kan få en mangfoldighed af forskellige perspektiver på pædagogikkens teori og praksis.

Genindfør fagene
Man må genindføre fagene. Først og fremmest pædagogik- og psykologi-fagene, men også de praktiske og æstetiske fag må igen leve og prioriteres i uddannelsen, med alle deres traditioner og greb om og ind i den pædagogiske praksis og virkelighed.

Rækken af fag må besluttes politisk, men naturligvis i tæt dialog med praksisfeltet og uddannelsen.

Man må sætte uddannelsen fri af kortsigtede relevanskrav og kompetencemål, og lade det være op til uddannelsen - det vil sige undervisere, praktikvejledere og studerende - at udvælge og fastsætte uddannelsens indhold og mål indenfor uddannelsens fagrække.

Man må sætte tillid i stedet for mistillid, diversitet i stedet for standardisering og faglighed i stedet for kontrol.

Formål, fag og frihed. De tre ord bør sætte den overordnede retning for udviklingen af landets pædagoguddannelse, så den igen kan tjene sit højeste formål: Dannelsen.

Dokumentation