Overblik over forskning og innovation på finansloven

DOKUMENTATION: Regeringen har fremlagt de endelige aftaler om finansloven for 2013. Få et overblik over aftalerne om forskning og videregående uddannelser.
Mads Bang

Regeringen præsenterede søndag de endelige aftaler om finanslov for 2013. På en stribe områder er der indgået aftaler, som beskæftiger sig med forskning, innovation og videregående uddannelser.

 

 

Dokumentation

Hovedelementer indenfor forskning, innovation og videregående uddannelser i "Aftale om Finansloven for 2013" 

Markant satsning på uddannelse
Med finanslovsaftalen har regeringen og Enhedslisten sikret de økonomiske rammer for et historisk løft af uddannelsesniveauet i Danmark. Samlet er der på finansloven for 2013 afsat næsten 3 mia. kr. mere til ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og SU-stipendier i 2013 end i 2012, jf. tabel 1. Hermed sikres, at flere end nogensinde før kan få en uddannelse.

Forskningsreserven
Regeringen har indgået aftale med Enhedslisten og Liberal Alliance om udmøntning af forskningsreserven på 770 mio. kr. i 2013. Med aftalen satses på strategisk forskning, som kan bidrage til løsninger på de store samfundsudfordringer inden for fødevarer, miljø, sundhed, produktion og det grønne område. Gennem innovation og entreprenørskab skal forskningsresultaterne hurtigt omsættes til fremgang og beskæftigelse. Dansk deltagelse skal styrkes i både det europæiske og det internationale forskningssamarbejde. Og endelig styrkes vækstlaget og kapaciteten i dansk forskning gennem bevillinger til den frie forskning og forskningsinfrastruktur.

Derudover er der i forhold til finanslovforslaget omprioriteret 45 mio. kr. til energiforskning under Højteknologifonden og 20 mio. kr. til fødevareforskning fra Det Strategiske Forskningsråds bevilling til fremtidens energisystemer.

Læs mere om fordelingen af forskningsreserven

Styrkelse af videnpilotordningen
Der afsættes yderligere i alt 88 mio. kr. i 2012-2014 til videnpilotordningen, som samtidig udvides.


Mere og bedre grøn teknologi
Regeringen og Enhedslisten er enige om at styrke forskning og udvikling af teknologier, der
kan medvirke til at skabe danske teknologivirksomheder på det grønne område. De nye teknologier kan samtidig bidrage til fx lavere miljøbelastning, reduceret energiforbrug og bedre
ressourceudnyttelse samt fremme omstilling til vedvarende energi og grønne arbejdspladser.
Samlet afsættes 145 mio. kr. i 2013:
Der afsættes yderligere 65 mio. kr. i 2013 til styrkelse af miljøteknologier i regi af Miljøministeriets teknologiindsatser, herunder 20 mio. kr. til økologisk byggeri.
Der afsættes 50 mio. kr. i 2013 til en særlig målrettet forsknings- og teknologi indsats for bæredygtig fødevareproduktion.
Der afsættes 30 mio. kr. i 2013 til fremme af nye energiteknologier i regi af Klima-, Energi- og Bygningsministeriets teknologiindsatser, herunder 25 mio. kr. til solceller og brint.

Herudover afsættes 25 mio. kr. til forskning, udvikling og demonstration inden for energieffekiv transport. Midlerne udmøntes i et samarbejde mellem Det Strategiske Forskningråd og Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram. Indsatsen finansieres med 15 mio. kr. fra bevillingen på forslaget til finanslov for 2013 til Det Strategiske Forskningsråds program vedrørende fremtidens energisystemer og 10 mio. kr. fra bevillingen på forslaget til finanslov for 2013 til Det Energiteknologiske Udviklings- og demonstrationsprogram.

Afskaffelse af deltagerbetaling på suppleringskurser 
Studerende med en bachelorgrad skal i nogle tilfælde følge et suppleringskursus, hvis de vil videreuddanne sig på en kandidatuddannelse. Indtil 2012 skulle de studerende selv betale for suppleringskurset. Regeringen besluttede derfor på finansloven for 2012 at etablere en midlertidig overgangsordning, der fjerner deltagerbetalingen på suppleringskurserne i 2012.

Regeringen og Enhedslisten er enige om at afsætte 9 mio. kr. til at videreføre den midlertidige overgangsordning, der fjerner deltagerbetalingen på suppleringskurserne i 2013.

Forsøg med ny cirkusuddannelse
Der afsættes midler til et 4-årigt forsøg med en ny cirkusuddannelse. Ny cirkus kombinerer klassiske cirkusdiscipliner med moderne scenisk arbejde og inddragelse af lys-, lyd- og multimedieeffekter.


Altinget logoForskning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forskning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Forskning

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024