Pelle Dragsted om universitetsreform: Hver fjerde unge kan se frem til at blive cand.discount

Et kæmpe oversalg

Det mærkelige er, at universitetsaftalen blev fejret som en sejr af aftalepartierne. Man måtte forstå, at det endte lykkeligt, når 'kun' ti procent af pladserne på kandidatuddannelserne skulle forkortes, frem for regeringens noget højere udspil. Og så parkerede man ellers implementeringen af aftalen i et nyudnævnt kandidatudvalg.

Problemet både dengang og nu er, at det var et kæmpe oversalg. For der står sort på hvidt i aftalen, at det er hver tredje plads på kandidatuddannelserne, der skal omlægges, ikke kun hver tiende plads. Og konsekvenserne af aftalen er derfor også meget større, end aftalepartierne har villet stå ved. 

Konsekvenserne af aftalen er meget større, end aftalepartierne har villet stå ved.

Pelle Dragsted
Politisk ordfører, MF (EL)

Helt konkret skal 30 procent af kandidatpladserne, ifølge aftaleteksten, omlægges til enten etårige uddannelser eller såkaldte erhvervskandidater, og de to tal er forbundne – så 20 procent erhvervskandidater betyder ti procent etårige kandidater javist, men nul procent erhvervskandidater betyder 30 procent etårige kandidater og så videre.

I dag søger stort set ingen unge ind på en erhvervskandidat, og dermed var det fra starten en nem forudsigelse, at vi nok ender tæt på 30 procent etårige kandidatuddannelser. Derfor var det også flot spin, at aftalepartierne fik lov til at sælge historien om ti procent etårige kandidatuddannelser, da aftalen blev indgået.

Men nu ser fælden ud til at klappe. I sidste uge kunne man læse i Altinget, at kandidatudvalget har kigget den politiske aftale efter i sømmene, og ganske rigtigt konkluderer, at det formentlig ikke bliver ti procent, men derimod 25 procent af kandidatpladserne, der skal forkortes til etårige uddannelser. Kun fem procent af pladserne bliver erhvervskandidater.

De unge kan altså se frem til, at hver fjerde universitetsstuderende bliver cand.discount.

Oven i det skal man lægge, at aftalen slet og ret lukker ti procent af pladserne på universiteterne med en ny runde 'dimensionering.' Samlet set er det altså cirka 40 procent af pladserne, der enten nedlægges, forkortes eller omlægges med universitetsreformen.

A- og B-hold 

Det havde klædt regeringen og aftalepartierne at være ærlige om fra starten. For selvfølgelig koster det både de unge og samfundet dyrt, når regeringen ikke vil investere i uddannelse, medmindre pengene tages fra uddannelserne selv – det siger jo sig selv. Og det kommer hverken bag på regeringen eller aftalepartierne. Men jeg tror omfanget af det her eksperiment kommer bag på mange vælgere.

Derfor er det vigtigt, at vi får universitetsreformens konsekvenser frem i lyset.

Det er vigtigt, at vi får universitetsreformens konsekvenser frem i lyset.

Pelle Dragsted
Politisk ordfører, MF (EL)

Og derfor er det desværre fortsat relevant at pege på de problemer, som Enhedslisten fremhævede for mere end et år siden:

Nemlig at universitetsreformen kommer til at betyde lavere kvalitet og mindre tid til fordybelse på uddannelserne, A- og B-hold i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, øget præstationspres og stigende mistrivsel, og lavere social mobilitet i uddannelsessystemet, når flere af særligt arbejderklassens børn bliver udelukket fra at læse på universitetet på grund af øgede karakterkrav.

Samtidig rammes de humanistiske uddannelser endnu en gang hårdt, før vi har set de fulde effekter af tidligere reformer på området. Og endeligt har de økonomiske vismænd peget på, at reformen betyder lavere uddannelsesniveau og et årligt velstandstab på milliarder af kroner for det danske samfund.

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor? Hvorfor gambler regeringen og aftalepartierne med de unges trivsel og Danmarks velstand? Skyldes det jagten på teoretisk arbejdsudbud i et excelark, skyldes det et finansieringsbehov til uddannelsesinvesteringer, selvom vi endnu en gang har fundet ekstra milliarder i råderummet, eller noget tredje?

Det håber jeg, at vi kan få en seriøs diskussion af, når kandidatudvalget præsenterer deres delrapport 19. juni, og aftalepartierne ikke længere kan sparke bolden til hjørne og nægte at forholde sig til konsekvenserne af den aftale, de selv har indgået.