Radikale angriber baggrund for SU-omlægning
SU: Ida Auken kalder det pinligt, at udenlandske studerende bruges som grundlag for en omlægning af SU'en.
Mads Bang
JournalistDanmark har siden en afgørelse ved EU-Domstolen i 2012 været forpligtet til at give SU til vandrende arbejdstagere, der arbejder ti-tolv timer om ugen ved siden af studierne.
I 2015 var der 7.653 personer, der fik tildelt SU på baggrund af status som vandrende arbejdstager.
Regeringen har foreslået en omlægning af SU'en og blandt andet peget på, at en voldsom stigning i antallet af studerende fra andre EU-lande gør det nødvendigt at omlægge den danske studiestøtte.
Nu angriber Radikales uddannelsesordfører regeringen for at bruge de udenlandske studerende som undskyldning for omfattende besparelser.
”Det er pinligt, fordi det er så tydeligt, at man giver nogle andre skylden for en besparelse, man gerne vil gennemføre,” siger Ida Auken og tilføjer, at det samtidig er helt forkert at gå efter en lille gruppe udlændinge, som kommer til at bidrage med en minimal del af besparelsen, som lander på 3,3 milliarder om året.