Debat

SF: Naturlov er en kæmpe sejr, men vi er slet ikke i mål endnu

Det er et afgørende skridt, at EU's naturgenopretningslov endelig er blevet vedtaget. Men den nye lov skal også bruges til at skubbe endnu mere på. Vi er nemlig langt fra mål, skriver medlem af Europa-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen (SF).

Det en kæmpe sejr, at loven nu er vedtaget. Den sejr skal vi fejre - særligt i lyset af, at EU-valget har skubbet Europa-Parlamentet mod højre, skriver Kira Marie Peter-Hansen.
Det en kæmpe sejr, at loven nu er vedtaget. Den sejr skal vi fejre - særligt i lyset af, at EU-valget har skubbet Europa-Parlamentet mod højre, skriver Kira Marie Peter-Hansen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kira Marie Peter-Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mandag gav et flertal i EU’s Ministerråd endelig grønt lys til hele Europas naturlov - den om naturgenopretning. Det er fantastisk nyt.

Europas natur er nemlig i frit fald; 81 procent af vores habitater er i dårlig stand. Derfor er det afgørende, at vi får genoprettet vores natur og biodiversitet.

Naturgenopretningsloven kræver, at medlemslandene indfører tiltag for at genskabe ødelagt natur på 20 procent af både landarealer og havområder inden 2030.

Det er et vigtigt skridt, men loven er desværre mindre ambitiøs end først foreslået.

Langt fra målet

Konservative og højrepopulistiske kræfter erklærede nemlig krig mod loven, og den endelige aftale bærer da også præg af at være blevet udvandet af hensyn til landbrugs-, fiskeri- og skovbrugslobbyen.

Faktisk forsøgte de helt at få den skrottet.

Det burde ikke være nødvendigt at sige, men der er desværre masser af eksempler på, at vores regering svigter sine EU-forpligtelser på naturområdet.

Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Derfor er det en kæmpe sejr, at loven nu er vedtaget. Den sejr skal vi fejre - særligt i lyset af, at EU-valget har skubbet Europa-Parlamentet mod højre.

Men sejren skal også bruges til at skubbe endnu mere på. Vi er nemlig langt fra mål.

Først og fremmest skal vi sørge for, at EU’s medlemsstater rent faktisk gør naturgenopretningsloven til konkret handling og lever op til de krav, som stilles.

Det burde ikke være nødvendigt at sige, men der er desværre masser af eksempler på, at vores regering svigter sine EU-forpligtelser på naturområdet.

Vi skal sørge for, at implementeringen følges tæt, og at der laves midtvejsevalueringer af landenes genopretningsplaner.

Vi er nødt til at holde dem i kort snor.  

Læs også

Landbruget skal betale noget af regningen

Naturgenopretning koster. Derfor vil vi hos SF afsætte mindst 10 procent af EU’s landbrugsstøtte til naturgenopretning på lands og til vands og gevaldigt skærpe reglerne for, hvor meget man må smadre naturen, hvis man vil have landbrugsstøtte.

Udover at lave om på landbrugsstøtten, burde naturhensyn blive tænkt ind i EU’s budget 

Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

EU’s landbrugsstøtte er en tredjedel af EU’s budget og er voldsomt skadelig for vores klima og natur.

Udover at lave om på landbrugsstøtten, burde naturhensyn blive tænkt ind i EU’s budget, så vi sikrer, at offentlige investeringer ikke smadrer naturen, men hjælper med at passe på den.

Vi skal have genoprettet livet i fjordene, i havet og på land.

Fiskene skal tilbage i vandet, og lyden af insekternes summen og fuglesang skal vende tilbage til markerne og skovene. Og sammen med ambitiøs naturbeskyttelse er naturgenopretningsloven et rigtig godt skridt på vejen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kira Marie Peter-Hansen

MEP (SF)
Bachelor i international relations (Vesalius College, Belgien)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024