Talent, viljestyrke og benhårdt arbejde

Af Mette Fjord Sørensen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef for Dansk Erhverv

Tilstået – jeg er stor Zlatan-fan og sad derfor klistret til TV’et onsdag aften, da dokumentaren om Zlaten Ibrahimovic rullede over skærmen. Nu er det nok ikke ofte, at man siger Zlatan og forskning i samme sætning – måske er dette faktisk første gang, at de to ting kædes sammen. Men selvom én af fodboldens konger og dansk forskning ikke ved første tanke hænger sammen, så er der ligheder.

I dokumentarprogrammet fortæller Zlatan på sin egen arrogante facon om, at han ofte bliver provokeret, når journalister spørger ind til hans talent, og det arrogante svar er også til at føle på, når han svarer ”jeg er jo ikke født med den teknik i fødderne”. Det har krævet timer og atter timers træning for at forfine teknikken og talentet.

Det samme gør sig gældende inden for forskningsverdenen. At opnå resultater og blive en af de bedste inden for sit felt kræver timers arbejder. Grundlæggende handler det både i sportens verden og i forskningsverdenen om talent, viljestyrke og benhårdt arbejde. De ingredienser er vejen mod succes.

Behov for eliteprogrammer
Derfor er jeg også enig med Flemming Besenbacher i, at vi har behov for, at der etableres eliteprogrammer og talentprogrammer for de dygtigste på en årgang på vores videregående uddannelser. Det er jo netop almindeligt i sportsverdenen, at man dyrker dem, der har et talent, og lader dem udvikle sig. Det er der også behov for, at vi tør gøre inden for forskning og inden for uddannelse.

Der er skridt i den rigtige retning. Regeringens talentstrategi gør det blandt andet muligt, at de studerende kan tage flere fag over deres ECTS grænse, og at uddannelsesinstitutionerne kan lave talentforløb for de dygtigste.

Vi får ikke topforskere, hvis vi ikke tør lave A- og B-hold, for faktum er, at der er nogle, der er dygtigere end andre

Mette Fjord Sørensen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef for Dansk Erhverv

Nogle er bare dygtigere end andre
Men er det nok? Desværre nej, for der hersker fortsat en kultur, der bunder i ligemageri og jantelov. Bare tanken om at lave elitehold bliver ofte mødt med modstand og argumenter om A- og B-hold. Vi skal helst ikke stritte for meget ud, og de måske vanvittige ambitioner og drømme, vi har, skal vi nok heller ikke tale for højt om. Gør vi det, er vi ”for meget” og arrogante, lidt lige som Zlatan. Men han har noget at have sin arrogance i. Man bliver ikke det svenske landsholds mest scorende spiller ved ikke at turde råbe højt om sine ambitioner og stille krav til sig selv. Og vi får ikke topforskere, hvis vi ikke tør lave A- og B-hold, for faktum er, at der er nogle, der er dygtigere end andre.

Det er accepteret i sportens verden, men det halter i uddannelses- og forskningsverdenen. Og hvis vi vil have flere topforskere, flere entreprenante kandidater, så er elite- og talentprogrammer afgørende. Vi skal hylde dem, der stræber efter at nå mere, og dem, der arbejder benhårdt og tør stritte ud fra normalen.

Uddannelsesinstitutionerne er i gang, og der er allerede mange steder, hvor der er talentforløb. De talentprogrammer skal udvikles og understøttes. For sidder der et talent i auditoriet, skal hun udfordres og udvikles, så ambitionerne bliver endnu større. Det behøver ikke ende med, at hun omtaler sig selv i tredjeperson, som Zlatan ofte gør – men lidt fandenivoldskhed har aldrig skadet nogen.