Debat

Tidligere fondsdirektør og konsulent: Professors forslag om Naturhistorisk Museum virker usandsynligt

Det virker usandsynligt, at Københavns Universitet skulle få mulighed for at nedsætte en museumsbestyrelse for Naturhistorisk Museum. Derfor vil det fortsat være bedst at udskille det fra universitetet, men beholde samme formål og opgaver, skriver Bo Bøgeskov og Henrik Tvarnø.

Intet taler for, at Naturhistorisk Museums samarbejde med forskere fra Københavns Universitet skulle være anderledes ved museets placering som selvstændig institution, skriver Bo Bøgeskov og Henrik Tvarnø.
Intet taler for, at Naturhistorisk Museums samarbejde med forskere fra Københavns Universitet skulle være anderledes ved museets placering som selvstændig institution, skriver Bo Bøgeskov og Henrik Tvarnø.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Bo Bøgeskov
Henrik Tvarnø
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den 10. juni argumenterede vi i en kronik i Altinget Kultur for en udskillelse af Statens Naturhistoriske Museum fra Københavns Universitet. Professor Morten Meldgaard reagerede i Altinget Kultur 24. juni mod forslaget, og ser i stedet museet placeret under København Universitet, men styrket med en museumskyndig bestyrelse.

Morten Melgaard, der ellers er tidligere direktør for Naturhistorisk Museum (2007-14), mangler dog væsentlige aspekter i sin argumentation, så her en replik.

Lad os slå fast, at vi ikke argumenterede for ændringer i museets formål og opgaver. De skal fortsat være, som det fremgår af museumsloven.

Når vi i kronikken ikke gik dybere omkring forskning ved museet, forskning ved brug af samlingerne og den undervisning museet leverer, er det ikke fordi, vi anser det for uvæsentligt. Vi valgte bevidst, indenfor den begrænsede plads, en kronik giver, at koncentrere os om samlingerne henholdsvis formidlingen/udstillingerne, fordi det er disse to opgaver, der gør, at museet ikke ligner et institut, og derfor passer dårligt til de succeskriterier og performancemål man bruger i styringen.

Fortsat samarbejde med forskere

Intet taler for, at de incitamenter, der i dag virker for museets samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og med forskere ved øvrige danske og internationale forskningsinstitutioner, skulle være anderledes ved museets placering som selvstændig institution.

Læs også

Et nationalt museum, med forpligtelser som skrevet i museumsloven, vil altid have den slags samarbejde som prioritet. Dette også for at kunne tilbyde egne forskere en attraktiv arbejdsplads. At det forholder sig sådan, har de to andre statslige museer – Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst – demonstreret i mange årtier.

Man kan forstå Meldgaard således, at forskningen ved to sidstnævnte museer skulle være mindre akademisk end hos deres fagfæller på universitetet. Det forekommer ubegrundet. Vigtige forskningsbidrag fagfællebedømmes og publiceres i peer-reviewed tidsskrifter og på akademiske forlag. Ingen har i øvrigt observeret at de to institutioner har beskeden, eller har fået vigende gennemslagskraft, snarere tværtimod.

Meldgaard nævner at det norske naturhistoriske museum placeret som en del af Oslo Universitet har et frugtbart tværgående forskningssamarbejde. Det skal vi ikke betvivle, men hvorfor ikke skue lidt videre til de største og mest ambitiøse og gennemslagskraftige naturhistoriske museer i Europa for at få et solidt sammenligningsgrundlag. Vi nævner her de naturhistoriske museer i Berlin, London, Paris og Stockholm der alle er selvstændige institutioner.

Lad os slå fast, at vi ikke argumenterer for ændringer i museets formål og opgaver. De skal fortsat være, som det fremgår af museumsloven.  

Bo Bøgeskov og Henrik Tvarnø
Hhv. konsulent og tidligere rektor

Et museum i økonomisk ubalance

I kronikken redegjorde vi for, hvorfor et museum af størrelse og med opgaver som Statens Naturhistoriske Museum er en aparte størrelse i en organisation opbygget efter Universitetsloven med tilknyttede styringsinstrumenter.

Meldgaard skriver undervejs om museer – altså i flertal - ved Københavns Universitet. Det er rigtigt at der er andre museer, eller museumslignede enheder, ved universitetet, men ingen af dem har størrelse eller lovbundne opgaver som Naturhistorisk Museum.

Vi valgte i kronikken at gennemgå den uhensigtsmæssige struktur. Til gennemgangen, fokuseret på konsekvenserne af indplacering af museet som universitetsinstitut, kunne vi, hvis pladsen have været til det, have føjet en analyse af instituttets/museets eget ledelseslag siden etableringen af museet ved sammenlægningen for cirka 20 år siden.

Der er heller ikke her plads til at gå dybere i dette, herunder hvilke ændringer i personalesammensætningen der skyldtes konkurrenceudsættelse, som Meldgaard skriver, og hvilke der er en følge af ledelsesbeslutninger på museet.

Det, der blev almindelig kendt i 2017-18, hvor en ny ledelse var kommet til og havde fået gennemført en dybdegående gennemgang af økonomien, var dels, at museets drift ikke var i økonomisk balance, og at der var indgået flere forpligtelser, der ikke var budgetteret med (forpligtelser overfor forskningsprojekter). Samlet betød det et betydeligt underskud.

Læs også

Konsekvenserne blev mange: en sammenlægning med Biologisk Institut (det vil sige under administration af), mindskning af udgifterne ved betydelig personalereduktion, plan for afvikling af gæld med videre.

Efter et år besluttede Københavns Universitets ledelse igen at udskille museet som selvstændigt institut, dog med den meget store forskel, at en række forskere forblev og siden samledes i Globe Institute på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Historisk set nylige beslutninger i Københavns Universitets ledelse.

Når Globe Institute nu står til at flytte til lokaler i et af Botanisk Haves hjørner, er det da heller ikke en følge af en masterplan for museets vel, men initieret af en ledelsesbeslutning om en fortætning af universitetet – det vil sige at nedbringe udgifterne til drift og vedligehold. Dermed ikke sagt, at nærhed ikke er fordel når der skal samarbejdes.

Som vi læser universitetsloven, har universitetets ledelse ikke hjemmel til at delegere alle disse kompetencer til en bestyrelse.

Bo Bøgeskov og Henrik Tvarnø
Hhv. konsulent og tidligere rektor

Selvstændig bestyrelse virker usandsynlig

Meldgaard er enig i, at museet organisatorisk skal styrkes, og mener, at det bedst sker ved, at det forbliver en del af Københavns Universitet, og at der udpeges en museumsbestyrelse. En bestyrelse har vanligvis til opgave at godkende ressourceanvendelse, både den faktiske – regnskabet, og den påtænkte – budgettet, handlingsplaner, strategi, større dispositioner samt at ansætte øverste leder.

Hertil er det altid væsentligt, hvordan en bestyrelse udpeges. Det er denne række beføjelser, der gør det muligt at få de relevante og kompetente personer til at indtræde i en bestyrelse.

Som vi læser universitetsloven, har universitetets ledelse ikke hjemmel til at delegere alle disse kompetencer til en bestyrelse. Det er derfor, man i alle sammenhænge arbejder med Advisory Boards, altså rådgivende udvalg til støtte for ledelsen. Hvis det er et Advisory Board, Meldgaard har i tankerne, må vi sige, at det er for svag en størrelse til at opnå den nødvendige styrkelse.

I princippet kan man forestille sig en tilføjelse til universitetsloven, der giver hjemmel til noget a la ovenstående. Vi anser det for meget lidt sandsynligt, at det vil ske, og udover grundene til selvstændiggørelse af museet, har det også en logik for sig, at det sker i forbindelse med efterårets museumslovgivning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Tvarnø

Fhv. rektor, SDU, medlem, Aalborg Universitets bestyrelse, formand, Designmuseet, formand, De kulturhistoriske Museer i Holstebro, leder, Statens Kunstfonds repræsentantskab
cand.phil. i historie (Københavns Uni. 1980)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024