2 A'er: Ny bog om Hamas overser fuldstændig Israels rolle i bevægelsens tilblivelse

I en kontekst hvor anklager om fake news og propaganda sidder løst, og kilders validitet nærmest per refleks mistænkeliggøres, så burde forfatteren have gjort en dyd ud af at deklarere sine kilder. Ikke nødvendigvis på støvet akademiker-facon i form af fodnoter, men i det mindste i prosaform for at tilpasse sig stilen i den lette fortællingsgenre.

Men udover et par referencer til New York Times-undersøgelser eller 25 år gamle samtaler, så sidder man som læser tilbage uden nogen som helst indsigt i, hvor forfatteren har fundet den information, der præsenteres som fakta.

Ensidig fortælling

Bogens helt store problem er dog sin ensidige fremstilling af Hamas, der efterlader læseren med en række endimensionelle svar på de spørgsmål, den indledningsvist stiller.

Ranstorp begynder sin fortælling med angrebet 7. oktober 2023. I makabre detaljer fortæller han om det forfærdelige angreb mod Nova-festivalen, som i sandhed var en massakre og et bestialsk terrorangreb. De billedlige scener efterlader en med afsky og foragt. Vel nærmest had.

Bogens helt store problem er sin ensidige fremstilling af Hamas.

Tore Refslund Hamming
Tidligere terrorforsker

Men det farver også hans fortælling fra start og forstyrrer delvist for at svare ordentligt på, hvad Hamas egentlig er.

Et udbredt problem er, at forsøg på at forklare terror sidestilles med legitimering. Der skal ikke meget til, før man anklages for at være apologet. Måske det er den frygt, som Ranstorp er ramt af igennem bogens godt og vel 200 sider.

Efter gennemgangen af angrebet 7. oktober spoler han tiden 30 år tilbage. Men den historiske fremstilling, som er så vigtig for at forstå den aktuelle krig og ikke mindst Hamas som organisation, er så ensidig, at en repræsentant fra det israelske politiske establishment sandsynligvis ville sidde tilbage med et tilfreds smil på læben.

Det eksemplificeres måske tydeligst ved, at information om civile palæstinensiske tab kun benævnes i bisætninger bogen igennem.

Ekstremister på begge sider

Det er særligt det nærmest totale fravær af kontekstualisering og Israels aktive rolle, der umuliggør forståelsen af de dynamikker og den udvikling, regionen og dens aktører, heriblandt Hamas, har gennemgået i løbet af de seneste tre årtier.

Som Mogens Lykketoft netop har skrevet i Altingets spalter, så drives konflikten i høj grad af ekstremister på begge sider. Men mens Ranstorp ihærdigt forklarer, hvordan Hamas' handlinger over årene kan forklare – og legitimere – det israelske statsapparats ageren, så er han helt stum, når det gælder, hvordan Israels politik og militære aktioner har været medvirkende til at skabe den politiske kontekst i Gaza, som Hamas også er et produkt af.

Og som erfaren terror- og radikaliseringsforsker, så burde Ranstorp vide, at han udelader et helt afgørende perspektiv med denne, måske bevidste, forglemmelse.

Et andet illustrativt eksempel er forfatterens brug af terrorbegrebet, der ikke kun figurerer i bogens titel, men også frit benyttes til at beskrive aktører uden på noget tidspunkt at blive forklaret eller kvalificeret.

Ranstorp bruger uden problemer terror, som deskriptivt begreb til at beskrive Hamas og gruppens handlinger, men fraholder sig konsekvent fra at bruge begrebet til at beskrive Israels handlinger. De forklares i stedet som præventive angreb eller gengældelsesangreb.

Terrorforskningen har historisk været for dårlig til at inkludere stater, som aktører, der udfører terror. Men ud fra en neutral begrebsdefinition kan der ikke herske tvivl om, at stater – og i særdeleshed Israel – også har benyttet sig af terror som taktik, som det er tilfældet i Gaza og på Vestbredden.

Som læser af 'Hamas – Terror indefra' får du en overflyvning af Hamas' terroraktioner gennem årene. Men oprigtigt klogere på Hamas, det bliver man nok ikke.