Anders Puck Nielsen: Rusland tabte søkrigen til Ukraine, som ikke har en flåde

Den maritime krig har ikke fyldt så meget i mediernes dækning af Ukraine. Der har været glimtvise nedslag som eksempelvis slaget om Slangeøen og problematikken omkring korneksport, men derudover er den maritime krig mest foregået uden for rampelyset.

Ikke desto mindre kan man udlede en række interessante pointer, både om moderne søkrig generelt og om Ruslands status som maritim stormagt.

Det mest iøjefaldende godt seks måneder inde i krigen er at Rusland i store træk har mistet søherredømmet i Sortehavet. Det er bemærkelsesværdigt, fordi de er oppe mod en modstander som i store træk ikke har nogen flåde.

Ved krigens start havde Ukraine enkelte krigs- og kystvagtskibe, men dem fik russerne hurtigt sat ud af spillet. Nogle af dem sænkede ukrainerne selv for at undgå at de skulle falde i fjendens hænder, og Ukraines flåde blev således meget hurtigt reduceret til bare at bestå af enkelt mindre skibe, som ikke kan gøre en forskel i kamp.

Derefter fulgte en periode hvor Rusland dominerede havet og kunne gennemføre maritime operationer, og vi så flere gange russiske krigsskibe meget tæt på Odesa.

I løbet af krigens første måneder lykkedes det imidlertid ukrainerne at tvinge de russiske skibe væk, og i dag er vi i store træk i en situation hvor den russiske Sortehavsflåde gemmer sig på den modsatte side af Krim for at være i sikkerhed.

Ukraine har bevist nyt militært koncept

Det har ukrainerne opnået ved dygtig anvendelse af det, som i militærslang kaldes Anti-Access / Area Denial (A2/AD). Det går ud på, at man lukker et område for modstanderen, ved at have en så solid våbendækning at det nærmer sig selvmord at sejle derind.

Inden krigsudbruddet lagde Ukraine store minefelter for at beskytte deres kyst, og fra midten af april har de også haft langtrækkende landbaserede sømålsmissiler.

Vi bør overveje om landbaserede sømålsmissiler kan være en interessant kapacitet i fremtidens danske forsvar

Anders Puck Nielsen
Orlogskaptajn og militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Det opdagede hele verden, da Sortehavsflådens flagskib 13. april blev sænket, og en stor del af de næsten 500 besætningsmedlemmer omkom. Det skete angiveligt med nyudviklede Neptun-missiler, som Ukraine havde formået at færdigproducere efter krigsudbruddet.

I yderligere et par måneder forsøgte russerne ihærdigt at fastholde noget af deres maritime fodaftryk ved Ukraines kyst. Det drejede sig om Slangeøen, som ligger strategisk ud for den ukrainske kyst.

At have Slangeøen gav Rusland en række militære fordele med overvågning af både skibs- og lufttrafikken i området, og på den anden side af en fredsaftale kunne det også have betydet noget for territorialfarvandsgrænserne.

I praksis var det dog en konstant hovedpine for Rusland. De mistede adskillige mindre fartøjer til droneangreb, som formentlig blev udført med den berømte, tyrkiske Bayraktar-drone. Og i slutningen af juni mistede russerne så et større forsyningsskib, som blev ramt af Harpoon-missiler.

Danmark har doneret Harpoon-missiler til Ukraine, og det kan være dem, som blev brugt til det angreb. Resultatet var at Rusland trak sig fra Slangeøen, og siden har flåden holdt sig på sikker afstand.

Samlet vidner dette om potentialet ved A2/AD. Det er ikke som sådan nyt, at man kan beskyde skibe fra land, men rækkevidden på moderne missiler har ændret søkrigens grundvilkår.

I kombination med overvågning fra satellitter og droner som Bayraktar gør landbaserede missiler det i dag muligt at lukke havområder flere hundrede kilometer ud fra kysten. Og Ukrainekrigen er nok det første praktiske eksempel, vi har set på vellykket udførelse af A2/AD til i store træk at gøre en stormagts flåde irrelevant for kampene på land.

Læringspunkter for Danmark

Deri ligger naturligvis en række væsentlige pointer, som vi også i Danmark bør notere os. For det første bør vi nok overveje om landbaserede sømålsmissiler kan være en interessant kapacitet i fremtidens danske forsvar.

Danmark ligger ved indsejlingen til Østersøen og skal således forholde sig til russiske krigsskibe som ankommer både fra øst og vest. Hvis vi gerne vil have en robust kapacitet til at holde russiske overfladeskibe på afstand, kan landbaserede missiler være et billigere supplement til nye skibe.

Men lige så vigtigt, så er vi også nødt til at erkende den trussel som de landbaserede missiler udgør over for os selv. Nato’s afskrækkelse i Østersøområdet hviler på en forudsætning om at vi kan komme de baltiske lande – og snart Finland – til undsætning i tilfælde af en krig. Rusland har gode sømålsmissiler, som vil udgøre en trussel over for de danske skibe.

I den danske forsvarsdebat har det udviklet sig til en form for mantra, at det er nemmere at ramme fjendens missiler på jorden end i luften. Flere har argumenteret for at det danske modsvar til langtrækkende russiske missiler skal være såkaldte strike-missiler, der kan ramme mål på landjorden. 

Den maritime krig i Ukraine har imidlertid blotlagt svaghederne ved den tilgang. Rusland har netop de langtrækkende strike-missiler, som kunne have ramt de ukrainske missilbatterier, men i praksis har det ikke fungeret for dem.