Debat

Forsker: Putins ideologiske grundlag tegner ikke godt for krigen i Ukraine

Ruslands mål med krigen i Ukraine er i det store hele uforandret siden før krigens brød ud. Det ekstreme syn på Ukraine og Vesten, som i de senere år har bevæget sig fra fløjene til mainstream i Rusland, er blevet endnu mere skingert, og alt tyder på en langstrakt konflikt uden megen mulighed for kompromis, skriver Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet.

Vladimir Putin med tre af sine tætte regeringsstøtter, Nikolaj Patrusjev, Sergej Narisjkhin og Dmitrij Medvedev.
Vladimir Putin med tre af sine tætte regeringsstøtter, Nikolaj Patrusjev, Sergej Narisjkhin og Dmitrij Medvedev.Foto: Ritzau Scanpix
Jørgen Meedom Staun
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sine to ”krigstaler” – både i talen 21. februar, hvor Rusland officielt anerkender Donetsk og Luhansk som selvstændige lande, og i talen 24. februar, dagen for selve invasionen – lagde den russiske præsident Vladimir Putin tre hovedårsager frem til, hvorfor Rusland havde invaderet Ukraine.

Den første og væsentligste grund var, at Putin anser Ukraine for i virkeligheden at være russisk, hvorfor russerne blot tager det tilbage, som retteligt er deres.

Som Putin udtrykte det i sin tale 21. februar:

”Så lad mig starte med det faktum, at det moderne Ukraine ene og alene blev skabt af … det bolsjevikiske, kommunistiske Rusland … ved at separere, afskære det, der historisk set er russisk land”.

Stalin fuldendte siden værket, fortsatte Putin, ved at overføre ”nogle områder, der tidligere tilhørte Polen, Rumænien og Ungarn” til Ukraine. ”Og i 1954 tog Khrusjtjov Krim fra Rusland af en eller anden grund og gav også det til Ukraine”.

Dette ræsonnement så vi også Putin benytte sidste sommer i artiklen Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere, som blev offentliggjort på Kremls hjemmeside. Teksten er en lang gennemgang af selektivt udvalgte, historiske og kulturelle begivenheder, som understøtter ”et folk”-tesen. En tese om, at ukrainere, hviderussere og russere i virkeligheden er ét folk, der går helt tilbage til det oprindelige Kievske Rus i det niende århundrede.

Teorien er, at dette folk på grund af tidens udvikling er endt med at blive splittet op, først og fremmest på grund af udenlandsk rænkespil – først østrig-ungarsk og siden vesteuropæisk, godt suppleret af bolsjevikkernes manipulering med folk og grænser. Hvorved Rusland fik ”frarøvet” helt centrale dele af dets ”historiske territorium”.

På invasionsdagen 24. februar i år supplerede Putin med to andre hovedgrunde til, hvorfor det var nødvendigt at invadere Ukraine. For det første nævnte han ”den østlige ekspansion af NATO, som flytter sin militære infrastruktur stadig tættere på den russiske grænse”.

Rusland, sagde han, havde i 30 år ”tålmodigt” forsøgt at få en aftale i stand med NATO, som ville respektere Ruslands legitime sikkerhedsinteresser. Men de russiske forsøg er blevet mødt med ”kynisk bedrag og løgne”, alt imens man blot kunne se, ”den militære maskine” komme nærmere og nærmere.

Løfterne om ikke at udvide NATO ”en tomme østover” – som den amerikanske udenrigsminister James Baker mundtligt lovede Mikhail Gorbatjov i 1990, men som russerne aldrig fik rodfæstet i en traktat – blev også nævnt af Putin i talen, hvilket han har haft for vane de senere år.

Den sidste store anstødssten i talen var den fjendtlighed, som Rusland blev mødt med i dets nærområde, fremfor alt af Ukraine. Som Putin udtrykte det: ”Problemet er, at i de områder, der støder op til Rusland, som jeg har forklaret, er vores historiske land, er et fjendtligt ’anti-Rusland’ ved at tage form. Det er fuldt kontrolleret udefra og gør alt for at tiltrække NATO's væbnede styrker.”

”For USA og dets allierede er det en politik, der går ud på at holde Rusland i skak, hvilket giver åbenlyse geopolitiske fordele. For vores land er det et spørgsmål om liv og død, et spørgsmål om vores historiske fremtid som nation," konkluderer han.

Læs også

”Ukraine er jo ikke engang et land”

Putins ekstreme udtalelser om Ukraine som en kunstigt skabt og uægte nation har egentlig været kendt længe.

De første halvoffentlige udgydelser kunne høres på sidelinjen til NATO’s Bukarest topmøde i 2008, hvor NATO havde inviteret den russiske præsident for at forsøge at formilde ham til bedre at kunne sluge topmødets resultat: At NATO lovede Ukraine og Georgien medlemskab af NATO ”på et tidspunkt”.

De to lande fik altså ingen medlemskabsproces og ingen optagelsesdato, blot et tomt, fjernt lovord. Alligevel var det en rød klud i ansigtet på Putin, der ifølge øjenvidner, spruttende kvitterede til George W. Bush: ”Du er nødt til at forstå, George. Ukraine er jo ikke engang et land”.

Men i lang tid var den slags udtalelser ikke en del af normalbilledet.

I Putins første tid som præsident søgte han at fremstille sig selv som en reformkraft, der med en liberal økonomisk politik og et ønske om at forene landet, ville gøre op med de oligarker, der havde fået en uforholdsmæssig stor vægt i Jeltsins regeringstid og tilranet sig store rigdomme på almindelige menneskers bekostning.

Forholdet til Vesten var også godt. Han var den første internationale statsleder, der dagen efter al-Qaedas angreb på USA 11. september 2001 ringede til George W. Bushs og bakkede op om USA’s krig mod terror.

Rusland lod i en årrække ovenikøbet USA og NATO understøtte operationen i Afghanistan via baser i Usbekistan og Kirgisistan, ligesom de lod amerikanerne forsyne deres tropper i Afghanistan logistisk via russisk jord.

Putin har længe givet udtryk for sympati med Eurasianismen – en geopolitisk og halvfascistisk ideologi, som mener, at Rusland har ret til at regere store dele af den eurasiske landmasse

Jørgen Staun
Lektor, Forsvarsakademiet

Den yderste højrefløj

De ny-imperialistiske stemmer hørte i 1990’erne og 2000-tallet først og fremmest hjemme på den yderste højrefløj.

En af de mest toneangivne tænkere her var Alexander Dugin, politisk debattør, geograf, stifter af det højreorienterede tidsskrift Elementi og forfatter til en række bøger om geopolitik og eurasianisme, blandt andet Osnovy Geopolitiki (Geopolitikkens grundprincipper).

Bogen advokerer for, at Ruslands rolle er at forene den eurasiske landmasse under russisk lederskab og var i en årrække standardlæsning på det russiske generalstabskursus.

Selvom det er et omstridt emne, er der meget, der tyder på, at Dugin i et vist omfang har eller har haft adgang til og fundet lydhørhed hos Putin eller i hvert fald hos andre i Kremls inderkreds, ikke mindst Nikolaj Patrusjev, chefen for det nationale sikkerhedsråd, samt Sergej Narisjkhin, chefen for udenrigsefterretningstjenesten SVR. Begge er tæt på Putin.

Det er muligvis sigende for Dugins indflydelse, at da hans datter Daria blev offer for et attentat her i august, som efter alt at dømme var rettet mod faderen, sendte Putin et offentligt kondolencebrev til Aleksander Dugin og hans kone Natalja.

Putin har længe givet udtryk for sympati med Eurasianismen – en geopolitisk og halvfascistisk ideologi, som mener, at Rusland har ret til at regere store dele af den eurasiske landmasse – og citerer af og til en af Eurasianismens mest populære tænkere, Lev Gumilev (1902-1992).

I december 2013 sendte han tre bøger til alle guvernører og højtstående politikere. Vladimir Solovjovs Det godes retfærdiggørelse, Nikolaj Berdjajevs Ulighedens Filosofi og Ivan Iljins Vore opgaver. Alle tre er centrale eurasianistiske tænkere, der dyrkede Ruslands før-revolutionære, imperiale fortid.

En enig elite

Også andre i eliten bakker op om de ekstreme synspunkter.

Nikolaj Patrusjev, førnævnte chef for det nationale sikkerhedsråd, gav i slutningen af april i år et stort interview i den regeringskontrollerede Rossijskaja Gazeta, hvori han gentog ”et folk”-tesen, samt Putins frase om USA som et ”imperium af løgne”.

”I et forsøg på at undertrykke Rusland besluttede amerikanerne ved hjælp af deres stedfortrædere i Kiev at skabe en antipode til vores land og valgte kynisk nok Ukraine til dette formål og forsøgte at splitte det, der i bund og grund er en enkelt nation”, sagde han til avisen.

Rusland har aldrig trukket sig tilbage og vil aldrig trække sig tilbage i sådanne sager, for ellers vil det ophøre med at være Rusland

Sergej Narisjkhin
Chef for Ruslands efterretningstjeneste SVR

En anden højrefløjs-figur, som i de senere år synes at have fået øget ideologisk indflydelse, er den nyligt afdøde Vladimir Sjirinovskij. Denne brovtende politiker på den ekstreme højrefløj, formanden for partiet LDPR, som man af og til kunne se i fysisk håndgemæng i den russiske Duma, har længe ment, at Ukraine ikke var et rigtigt land.

Helt tilbage i 1998 hævdede han eksempelvis, at Ukraine ikke eksisterede. Og i marts 2014 efter den første invasion offentliggjorde han planer for Ukraines opdeling. I december 2021 sagde han lige ud, at ”der bør ikke være noget Ukraine”.

Leonid Slutskij, der har overtaget posten som formand for LDPR efter Sjirinovskij, følger linjen og har kaldt krigen i Ukraine for et resultat af ”den kollektive vestlige neokoloniale politik”. Slutskij er i øvrigt et højtstående medlem af Ruslands gruppe af forhandlere, som indtil flere gange har søgt at mødes og forhandle med Ukraine, indtil videre uden held.

Også Dmitrij Medvedev, der i 2008-2012 var stand-in for Putin i rollen som præsident, mens han var premierminister, har meldt sig under de ekstreme faner. For selvom han i midten af 2000-tallet blev set som en mere liberal kraft, har han i de senere år bakket fuldt ud op om højredrejningen af den russiske udenrigspolitik.

I november 2021 hævdede han således, at ”Ukraines ledere af den nuværende generation er absolut ikke-selvstyrende mennesker … Landet er under direkte udenlandsk kontrol”. Afhængigheden af USA og EU er fuldstændig, ”lige fra pengeindsprøjtninger … til direkte ledelse af de ukrainske specialstyrker (af deres amerikanske protektorer)”.

I april i år skrev han om Ukraine, at ”dette fænomen har aldrig eksisteret i historien". Nogle iagttagere har fremført den tese, at Medvedev søger at køre sig selv i stilling som hardliner, så han kan tage over, hvis Putin ikke længere sidder så sikkert i embedet.

Der er heller ikke lagt op til forsoning hos Sergej Narisjkhin, chefen for udenrigsefterretningstjenesten SVR. Faktisk er en sejr i Ukraine for ham et eksistentielt spørgsmål.

”Rusland har aldrig trukket sig tilbage og vil aldrig trække sig tilbage i sådanne sager, for ellers vil det ophøre med at være Rusland”, sagde han under en tale på Moskvas Lomonosov Universitet.

Narisjkhin blev få dage inden invasionen offentligt udstillet af Putin, da han for rullende kameraer stammende forsøgte at foreslå, at man måske skulle give ukrainerne og Vesten en ekstra mulighed for forhandling. Så måske har han også personligt brug for at vise opbakning til krigen.

Også udenrigsminister Sergej Lavrov taler i apokalyptiske vendinger.

”Vesten har erklæret os, erklæret en total krig mod hele den russiske verden, ingen skjuler det nu”, sagde han i et interview i slutningen af maj.

En lukket kreds

Kredsen omkring Putin er i de senere år blevet mindre og mindre og op til og efter krigsudbruddet, er den blevet mere og mere ensrettet, så man kun giver udtryk for ’parti-linjen’.

En linje, der lægges af konspirationstænkning, ekstrem nationalisme og fuldgyldig imperialisme.

Så selvom man endnu holder fast i de officielle krigsmål – at sikre udbryderrepublikkerne Donetsk’ og Luhansk’ suverænitet – og derved har en bagdør, hvis krigen fortsætter i en for russerne uheldig retning, så er der, hvis man skal tolke ud fra talerne fra Putin og medlemmerne af inderkredsen omkring ham, ikke megen mulighed for kompromis.

Jørgen Staun er ph.d. i statskundskab og lektor i international politik ved Forsvarsakademiet. Han redigerede og udgav i 2021 bogen 'Rusland som militær stormagt' sammen med Niels Bo Poulsen.

Miniserie: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?

Store dele af de vestlige tænketanke og militære eksperter, som over årene har holdt øje med Ruslands modernisering af deres militære styrker, blev, hvis ikke taget på sengen, så i al fald efterladt stærkt undrende over Ruslands ringe militære formåen i Ukraine, alt som krigens gang foldede sig ud.

Den russiske hær har vist sig at være langt mindre reformeret og professionaliseret, end de store, flot gennemførte øvelser og parader lod ane. Det samme gælder også, men måske i mindre grad, for det russiske flyvevåben og flåde.

I Ukraine så vi allerede efter få dage svaghederne myldre frem. Planlægningen var mangelfuld og baseret på et fuldstændig fejlagtigt grundlag – hvor man i den politiske og militære top øjensynligt forestillede sig, at Zelenskyj-regeringen ville falde fra hinanden i løbet af få dage, den ukrainske hær opgive ævred og befolkningen ville enten stikke af eller byde russerne velkomne med blomster –  et skønmaleri, som især sikkerhedstjenesten FSB’s udlandsafdeling nu får skylden for, men som de ikke er alene om.

Den russiske logistik og forsyningssikkerhed har i den grad fejlet. Uddannelsessiden ligeså. Men værst af alt – set fra russisk side – en politisk og militær top, som kun hørte det, den ville høre, og kun så det, den ville se. Alle de kritiske røster var siet fra – Putin har omgivet sig selv med ja-sigere – og det har kostet Rusland dyrt.

I denne miniserie dykker forskere fra Forsvarsakademiet ned i materien og stiller spørgsmålet: Er Rusland stadig en militær stormagt i lyset af krigen i Ukraine?


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Meedom Staun

Lektor i international politik, Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet
ph.d. (Diis 2010), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024