Green Power Denmark: Truslen mod vores kritiske infrastruktur fordrer en dybdegående risikoanalyse
Det er vigtigt, at vi hele tiden er på forkant med udviklingen i trusselsniveauet. En sikker energiforsyning er helt afgørende for borgerne, erhvervslivet og sundhedsvæsenet. Ja, for alle dele af samfundet, skriver Jørgen S. Christensen.
Jørgen S. Christensen
Teknologidirektør, Green Power Denmark, formand, EnergiCERTSom samfund står vi over for en stribe trusler. Klimaforandringerne fører til oversvømmelser og skader på bygninger, mens sygdomme spreder sig mellem mennesker og dyr.
Samtidig er verden blevet mere usikker efter Ruslands invasion af Ukraine, og det mærker vi i energisektoren. Sidste år blev 22 danske energiselskaber ramt af det mest omfattende cyberangreb nogensinde, og Center for Cybersikkerhed har hævet trusselsniveauet for destruktive angreb mod Danmark fra lav til middel.
Cybertruslen mod den kritiske infrastruktur er ikke ny. Men den er blevet større og mere konkret. Det er en grundlæggende ny præmis, at vi ikke kun skal forholde os til hackeren i garagen men også til en trussel med reel militærkapacitet. Det kræver, at vi tænker nyt og afsætter flere ressourcer.
Derfor er det godt, at Danmark har fået et Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Indtil nu har beredskabsindsatsen ellers ligget i de enkelte ressortministerier. Det vil sige indenfor energi, miljø, forsvar, sundhed og erhverv. Det har fungeret godt i energi- og forsyningssektoren, men der har manglet en stærk aktør, som har det brede perspektiv på tværs af de sektoransvarlige ministerier.
En vigtig opgave for det nye ministerium bliver derfor at forbedre beredskabsindsatsen på tværs, samt bygge oven på det arbejde og den dybe viden, der ligger i ressortministerierne. Virksomhederne skal fortsat kun gå ét sted hen, så vi undgår dobbeltindberetninger og unødigt bureaukrati.
Dybdegående risikoanalyse
Det er ikke kun truslen fra cyberangreb, der vokser. Sprængningen af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 viser, at vi befinder os i en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor statssponsoreret sabotage eller andre fysiske angreb på kritisk infrastruktur ikke kun er noget, der hører til i en Hollywood-film.
Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Ruslands spionage mod den kritiske infrastruktur, som energisektoren udgør, sandsynligvis har til formål blandt andet at forberede fysisk sabotage af anlæg og andre installationer.
Cybertruslen mod den kritiske infrastruktur er ikke ny. Men den er blevet større og mere konkret.
Jørgen S. Christensen
Teknologidirektør, Green Power Denmark
Den trussel tager vi meget alvorligt i energisektoren, og vi er vores ansvar bevist om, at vi selv skal øge indsatsen, i takt med trusselsbilledet udvikler sig. Men vi mangler præcise vurderinger fra myndigheder og efterretningstjenester, så vi ved, hvilke fysiske trusler vi skal sikre os imod.
Det er vigtigt, så vores medlemmer i god tid kan foretage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, og at myndighederne og efterretningstjenesterne samtidig er klar til at reagere på dét, energiselskaberne observerer.
Derfor foreslår vi, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab foretager en dybdegående risikoanalyse af den kritiske infrastruktur i Danmark.
Analysen skal blandt andet afdække, hvad der anses for kritisk infrastruktur og skal beskyttes som sådan under for eksempel hybridangreb mod flere sektorer her i landet. Det skal suppleres med sektorspecifikke trusselsvurderinger af den fysiske sikkerhed – ligesom Forsvarets Efterretningstjeneste i dag laver i forhold til cybersikkerhed.
Et stærkere energisystem
Danmark har et robust energisystem, som ikke er blevet mere sårbart af, at vi har bygget vindmøller og solceller. Da forsyningen af strøm engang bestod af få centrale kraftværker, som var tæt forbundet med luftledninger, var det nemmere at sætte produktionen af el ud af spil ved et enkelt angreb.
Med vores udbygning af vindmølle- og solcelleparker er energisystemet blevet mere decentralt og fordelt på flere enheder. Dermed er det også væsentligt sværere at sætte vores produktion af strøm ud af spil. Samtidig er vi blevet mere afhængige af IT, og vi er sammen med andre brancher gået sammen i SektorCERT, som fokuserer på IT-sikkerheden i den kritiske infrastruktur.
Det er vigtigt, at vi hele tiden er på forkant med udviklingen i trusselsniveauet. En sikker energiforsyning er helt afgørende for borgerne, erhvervslivet og sundhedsvæsenet. Ja, for alle dele af samfundet.
Den skærpede sikkerhedspolitiske situation kræver et styrket samarbejde mellem myndigheder, samfundets forskellige sektorer og Forsvaret. Med det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab har vi taget et stort skridt mod at styrke vores forsvarsværk mod cyberangreb, sabotage og andre fysiske angreb.