Mette Frederiksen tabte slaget om bededag, fordi hun ikke vil sige, at vi er i krig

Det har skabt den lidt mærkelige situation, at vestlige statsledere på én gang taler, som om ”vi” er krig for vores værdier, og hele tiden alligevel understreger, at det er ukrainerne alene, der slås.

Eller som den franske diplomat Pierre Vimont sagde for nylig til et webinar arrangeret af European Council on Foreign Relations:

"Europæerne vil vinde krigen uden at udkæmpe den."

Men i takt med, at de våben, vi sender til Ukraine, ikke bare skal forsvare belejrede byer, men drive russerne den anden vej, er den skelnen mellem rent defensive våben og angrebsvåben blevet sværere og sværere at opretholde.

Stregen i sandet er blevet trukket flere gange, kun for at blive visket ud og slået et andet sted. Efter leoparderne – de tysk producerede kampvogne – blev "sluppet løs", handler det nu om F16-jagere.

Men selvom det dermed er blevet sværere at sige, at vi ikke er i direkte krig med Rusland, så har den skelnen mellem støtte på den ene side og direkte krig på den anden været drivende hos de vestlige regeringer.

Også den danske.

Vi står bag ved Ukraine – bare et stykke væk

Allerede i sit første store interview om Ukraine-krigen lagde Mette Frederiksen fundamentet for måden, danske politikere taler om Ukraine-krigen på.
 
”Hvis jeg skal sige det direkte, så er krigen tilbage,” sagde hun til Berlingske.

For med det samme at understrege, at vi ikke dermed var krig:

”Ikke fra vores side, men fra hans (Putins, red.) – og derfor er krigen som et banalt magtmiddel for at opnå egne interesser også tilbage som en del af vi europæeres virkelighed. Det skal vi kunne forsvare os mod, og det skal vi forberede os på som et vilkår."

Og ligesom vestlige statsledere generelt har Mette Frederiksen også benyttet sig af den tvetydige retorik, hvor "vi" kæmper for Europas frihed i Ukraine, mens det egentlig kun er ukrainerne som slås.

"Dette er et definerende øjeblik for Europa. Det, vi gør nu, vil ikke kun definere vores fremtid. Men også, hvem vi er," som hun sagde i en tale til det ukrainske parlament i juni sidste år.

Men selvom krigen var definerende for os, og det "vi gør nu", understregede hun, at det var ukrainerne, der udkæmpede selve krigen:

"I har kæmpet i 117 dage. Og ingen af os ved, hvornår denne ødelæggende krig vil slutte. Men vi ser jeres styrke. Vi ser jeres mod. Jeg er overbevist om, at I vil vinde krigen."

Igen: Den dobbelthed er fuldt forståelig. Er vi i direkte krig med Rusland, er risikoen for atomkrig så meget desto større. Det er en strategisk vigtigt tvetydighed.

Men det er den samme dobbelthed, der stillede sig i vejen for SVM-regeringen, da den ville have danskerne til at ofre en fridag for forsvarsudgifterne.

Velfærden som et svar på krig

Krig er grænseløst i sit væsen. Det er også derfor, at krig er den ultimative undtagelsestilstand – her gælder alle kneb, som man siger. Hvis Danmark var i krig, ville bededag være det mindste offer.

Men vi er, som Mette Frederiksen siger, ikke (rigtigt) i krig, og så bliver det en anden kalkule. Eller så bliver det en kalkule i det hele taget, hvor udgifterne til forsvar blot er en post på statsbudgettet, og hvor velfærd er alfa og omega.

Det har en særlig dansk velfærdshistorisk pointe bag sig. For da en ung Jens Otto Krag i slutningen af Anden Verdenskrig satte sig for at formulere Socialdemokratiets efterkrigstidspolitik og dermed støbe fundamentet for velfærdsstaten, var pointen netop, at velfærd endegyldigt ville bringe samfundet væk fra kilderne til krig og krig.

Nemlig den ulighed og arbejdsløshed, som kom fra, hvad Krag kaldte "privatkapitalismen":

"Krigen og Krigsøkonomien har rokket alvorligt ved dette System. Nu maa det aldrig vende tilbage. Det formaaede ikke at løse Før­krigstidens Problemer - og det vil endnu mindre kunne løse Efterkrigstidens. Det vil blive en Kilde til nye Kriser, mere Arbejdsløshed - maaske til nye Nazismer og nye Krige," skrev han i Fremtidens Danmark.

Og han understregede, at den "Kritik, som Socialdemokratiet gennem Aartier har rettet mod Kapitalismen, maa nu vinde Tilslutning hos Be­folkningens Flertal".

Det lykkedes i en grad i tiden efter 1945, så de borgerlige partier aldrig er lykkedes med at etablere et levedygtigt alternativ. Hvilket Venstres indtræden i en socialdemokratisk ledet regering er sit eget bevis på.

Men omvendt har den massive opbakning til velfærdsstaten efterladt en mentalitet hos vælgerne, hvor selv små velfærdsofre hurtigt bliver for store. Hvis velfærd historisk var svaret på krig og krise, hvordan skulle mindre velfærd så være et svar på en krig, vi alligevel ikke rigtig deltager i? 

Når man taler med regeringstoppen, ser det ud, som om det nu berømte og berygtede kryds mellem bededagsafskaffelse og forsvarsudgifter blev nedfældet i regeringsgrundlaget som (noget af) det sidste, inden regeringen blev præsenteret.

Som sagt var det dårligt parlamentarisk håndværk, der forvandlede krydset til en revolver for panden af oppositionen. Men det var også et forsøg på, at skabe en legitimerende, meningsfuld forbindelse fra de ellers så forhadte udbudsreformer til gevinsten ved dem. Nemlig at vi kunne forsvare os selv bedre i en usikker verden.

Men det, især Mette Frederiksen overså, var, at hendes egen måde at tale om Ukraine-krigen på, hvor vi både er i krig og ikke rigtig er i krig alligevel – kombineret med hendes partis historiske succes med at vinde befolkningens tilslutning til velfærdsstaten som et svar på krig i det hele taget – blokerede for det argument.

Derfor må tingene nu skilles ad, så vi både kan afskaffe store bededag, bruge mange flere penge på forsvar, og lade som om de ikke går fra velfærden eller kunne bruges på skattelettelser.

Og som vælgere må vi nok, mens vi klør os i nakken over det hele, spørge os selv om, hvor solidt og fast man egentlig kan holde fast i, at vi ikke deltager i en krig, vi med Mette Frederiksens ord "ikke har råd til at tabe".