Ph.d.-studerende: Krigen i Ukraine har tilbagevist tre påstande om cyberkrig

Ukrainekrigen kan bidrage til at vise, hvordan folkeretten og ikke-bindende normer kan bruges på cyberoperationer. Det kræver, at politikerne forholder sig til de retlige spørgsmål, og tre påstande forvirrer billedet, skriver Asbjørn Thranov.

Cyberkrigen er en meget reel del af krigen i Ukraine. På dagen for invasionen udførte Rusland en cyberoperation mod det amerikanskejede satellitfirma Viasat, som blandt andet leverer kommunikation til Ukraines militær og politi, skriver Asbjørn Thranov. — Cyberkrigen er en meget reel del af krigen i Ukraine. På dagen for invasionen udførte Rusland en cyberoperation mod det amerikanskejede satellitfirma Viasat, som blandt andet leverer kommunikation til Ukraines militær og politi, skriver Asbjørn Thranov.Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Asbjørn Thranov

Ph.d.-studerende, Dansk Institut for Internationale Studier

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Krigen i Ukraine satte i en periode truslen om cyberkrig højt på dagsordenen.

Imidlertid er vores forståelse af cyberkrig indhyllet i en række misforståelser. Blandt andet at cyberkrig udgør en juridisk gråzone, og at krigen mellem Ukraine og Rusland vil besværliggøre igangværende internationale forhandlinger om god statslig adfærd i cyberspace. Tre påstande er med til at forvirre billedet.

Den udeblevne cyberkrig

Da Rusland invaderede Ukraine, forudsagde mange, at den militære side af konflikten hurtigt ville blive ledsaget af en cyberkrig i en størrelse aldrig tidligere set. Præcis sådan er det ikke gået, og det har fået mange til at underspille cyberkrigens rolle og vende blikket væk fra denne del af krigen.

Allerede i månederne op til Ruslands invasion blev flere ukrainske ministeriers hjemmesider lagt ned af et stort cyberangreb
Asbjørn Thranov
Ph.d.-studerende, Dansk Institut for Internationale Studier

Men cyberkrigen er en meget reel del af konflikten. Allerede i månederne op til Ruslands invasion blev flere ukrainske ministeriers hjemmesider lagt ned af et stort cyberangreb.

På dagen for invasionen udførte Rusland en cyberoperation mod det amerikanskejede satellitfirma Viasat, som blandt andet leverer kommunikation til Ukraines militær og politi.

Ifølge Ukraine resulterede angrebet i et betydeligt tab af kommunikation i begyndelsen af krigen. Angrebet betød også, at op mod 5800 vindturbiner i Centraleuropa blev sat ud af drift i en kortere periode. Ukrainske banker er også blevet udsat for angreb.

Det er dog ikke kun Rusland, som udfører offensive cyberoperationer. Hacktivistgruppen Anonymous og andre private hackere har erklæret Rusland krig og udført forskellige angreb mod russiske hjemmesider.

Og i maj 2022 fortalte USA's øverste ansvarlige for cybersikkerhed, general Paul M. Nakasone, at USA har udført hele spekteret af cyberoperationer med en serie af offensive, defensive og informations-operationer til støtte for Ukraine – størstedelen formentlig usynlige for offentligheden.

”Cyberkrigen” er med andre ord langt fra udebleven.

Grænser mellem krig og fred udviskes

Den anden påstand er, at brugen af cyberoperationer udvisker de klassiske grænser mellem krig og fred. Staters brug af cyberoperationer bliver ofte rubriceret som et mellemstadie eller en gråzone mellem fredstid og krig.

Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen skrev for eksempel i en kronik i Jyllands-Posten i januar 2022, at ”[v]i står i en helt anden gråzone, hvor grænsen mellem krig og fred er udvisket: cyberoperationer, desinformation og påvirkningskampagner.”

Denne sprogbrug er problematisk fra et juridisk perspektiv. For hvilke juridiske regler gælder for denne påståede ”gråzone” mellem krig og fred?

Folkeretten skelner klart mellem de regler, der gælder i fredstid og under en væbnet konflikt. Når to lande er i krig med hinanden, som tilfældet i konflikten mellem Ukraine og Rusland, er det den humanitære folkeret, der gælder.

Der er bred enighed om, at det også er tilfældet, hvad angår cyberoperationer i forbindelse med en igangværende væbnet konflikt. Nogle få lande, ført an af Rusland og Kina, har dog argumenteret for, at det vil lede til en militarisering af cyberspace, hvis man anerkender, at den humanitære folkeret gælder i forhold til cyberoperationer.

Disse lande bliver blot bekræftet i deres synspunkt, når cyberoperationer fremstilles som noget, der mudrer grænserne mellem krig og fred.

Læs også

Militæranalytiker: Fremtidens forsvar skal ikke indrettes bag lukkede døre

Debat

Krigen besværliggør regulering af cyberspace

Den tredje påstand er, at krigen mellem Ukraine og Rusland vil besværliggøre fremskridt i de igangværende forhandlinger om nogle internationalt ikke-bindende normer for god statslig adfærd i cyberspace.

De internationale drøftelser angår imidlertid ikke alene forhandlinger om ikke-retligt bindende normer, men handler i lige så høj grad om fortolkningen og anvendelsen af folkerettens eksisterende, bindende regler og principper i cyberspace.

Det anspændte geopolitiske klima har eksempelvis ikke påvirket forhandlingerne i FN om en ny global konvention til bekæmpelse af cyberkriminalitet, som Rusland er den primære forslagsstiller til.

Det skal også bemærkes, at denne retlige og normative udvikling ikke kun foregår gennem formelle multilaterale drøftelser i FN. En lige så vigtig del af udviklingen af normer og regler for cyberspace sker ved, at stater reagerer på andre staters cyberoperationer og på den baggrund fremsætter deres bud på, hvordan disse regler og normer skal fortolkes konkret i forhold til brugen af cyberoperationer.

Dette skete blandt andet, da en række lande offentligt kritiserede Rusland for at have udført den tidligere nævnte cyberoperation mod satellitudstyr fra Viasat.

Krigen mellem Ukraine og Rusland er en mulighed for, at stater bidrager aktivt til den internationale debat om anvendelse af folkeretten og ikke-bindende normer på cyberoperationer
Asbjørn Thranov
Ph.d.-studerende, Dansk Institut for Internationale Studier

Danmark var blandt de lande, der fordømte den russiske cyberoperation, og udenrigsminister Jeppe Kofod sagde i den forbindelse, at ”[d]et her angreb udstiller endnu engang Ruslands totale mangel på respekt for internationale regler og normer.”

Med sin eksplicitte henvisning til internationale regler og normer kunne denne officielle erklæring have været et relevant bidrag til den internationale debat om at skabe klarere regler for, hvordan stater skal operere i cyberspace.

Desværre er erklæringen for ukonkret og overordnet til at uddrage nogle specifikke konklusioner af (u)lovligheden af den russiske cyberoperation.

For hvilke konkrete regler eller normer krænkede den pågældende operation? Var operationen eksempelvis en overtrædelse af den humanitære folkerets grundlæggende regler, som kræver at et angreb alene rettes mod militære mål og ikke mod civile objekter, samt at angrebet skal være proportionelt?

Udmeldingen er kendetegnende for Danmark og flere andre lande, som generelt er temmelig tilbageholdende med offentligt at fremlægge juridiske analyser eller holdninger til den præcise folkeretlige regulering af cyberspace.

Krigen mellem Ukraine og Rusland er en mulighed for, at stater bidrager aktivt til den internationale debat om anvendelse af folkeretten og ikke-bindende normer på cyberoperationer. Det kræver dog, at stater offentligt eller i dialogen med hinanden forholder sig konkret og specifikt til de retlige spørgsmål, som brugen af cyberoperationer i både krig og fred rejser.

Læs også