Skibsingeniør: Danmark bør købe sig ind i skibsserier hos andre Nato-lande

Vi har nogle store og kompetente reparationsværfter, men de har en helt anden og mere praktisk organisation, end det der skal til for at bygge nye krigsskibe. Det vil kræve enorme ændringer, hvis de skulle bygge krigsskibe – og er de overhovedet interesseret i at skifte fra deres succesfulde og profitable niche?

Hvis vi ikke mener, at vi kan stole på vores Nato-allierede til at bygge større krigsskibe til Søværnet, eller for eksempel lade værfter i vores polske eller baltiske Nato-allierede levere skibsskrogene, som de i øvrigt har gjort til alle de større danske krigsskibe, der er bygget i de sidste 25 år, så burde vi vel også sikre os produktion af våbensystemer indenlandsk? Hvilket er fuldstændig umuligt.

For de mindre skibe, som for eksempel miljøskibe og skibe til Marinehjemmeværnet, er der heldigvis stadig adskillige danske værfter, der har viden, kompetence og kapacitet til at klare opgaven.

Når man konstruerer sådanne "partnerskaber" som der lægges op til, hvor ligger ansvaret så? Partnerne er Forsvaret (staten), interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og pensionsselskaber. Der er næppe nogen af dem der kan (eller vil) påtage sig opgaven og ansvaret for at bygge krigsskibene.

Der ligger rigtig meget viden i de organisationer, men der mangler organisationen og den praktisk tilgang til skibsbygning. Et tilsvarende partnerskab, blev prøvet med udviklingsprojektet el-færgen Ellen til Ærøfærgerne, et projekt der endte med at koste den endelige ejer, Ærø Kommune, noget nær det dobbelte og med en forsinkelse på over to år.

Drømme er godt, men vi kan ikke bygge vores sikkerhedspolitik på drømme og luftkasteller.

Lars Jordt
Skibsbygningsingeniør

Og så er jeg slet ikke kommet ind på andre statsprojekter som de danske "supersygehuse", adskillige af statens it-systemer (blandt andet ejendomsvurderingerne), eller bygning af nye redningsskibe?

Byg skibe hos Nato-allierede
Den eneste praktiske løsning, er at få en af de store, udenlandske værftsgrupper med krigsskibs-knowhow til at bygge og drive et orlogsværft, eventuelt i en periode. Det kunne være hollandske Damen, franske Naval Group, spanske Navantia, italienske Fincantieri eller svenske Saab Kockums. Det vil dog stadig forudsætte store statslige investeringer og en fast og langsigtet ordrebog.

Den løsning jeg finder allermest interessant, er at vi køber os ind i skibsserier der allerede er under bygning på kompetente Nato-allierede værfter. Nye korvetter eller patruljeskibe til danske farvande kunne være de finske korvetter af Pohjanmaa-klassen, hollandske eller fransk-italienske korvetter eller patruljeskibe.

Til erstatning for de udslidte (eller er de dårligt vedligeholdte? – ligesom forsvarets kaserner) inspektionsskibe af Thetis-klassen, kunne de dansk designede (OMT) canadiske arktiske patruljeskibe af Harry Dewolf-klassen, eller de norske kystvagtsskibe af Jan Mayen-klassen være hurtige, bedre og mere kosteffektive løsninger.

Det vil være den måde vi hurtigst og billigst får gode og velprøvede krigsskibe, det kræver dog, at vi ikke går ind med ”besserwissen” og ændrer i design og udstyr.

Det værste eksempel på, hvor galt en sådan bedreviden kan gå, er de kommende amerikanske Constellation-klasse fregatter, hvor man startede med at købe et eksisterende italiensk-fransk design, med 85 procent ”genbrug” fra Framm-klasse fregatterne. Fire år efter kontrakten er underskrevet, har amerikanske særkrav ændret omkring 80 procent af det oprindelige design, hvilket flere år inden det første skib skulle have været færdigt har resulteret i flere års forsinkelse og løbske budgetter!

Med nye krigsskibe fra igangværende produktion får vi hurtigere forbedret vores sikkerhed til lavere priser uden at gå på kompromis med kvalitet og kampkraft. Det giver råd til flere skibe inden for samme ramme, og dermed yderligere forbedret sikkerhed.

Drømme er godt, men vi kan ikke bygge vores sikkerhedspolitik på drømme og luftkasteller.