Debat

K-borgmester: Salg af Kødbyen kan forhindre kollapset af en ikonisk bydel

Hvis Kødbyen skal bevares, skal pengene til en enorm renovering findes et sted – og det kan ikke være gennem højere husleje på grund af loven, skriver Jakob Næsager (K).

Kødbyen er i så dårlig stand, at restauranter og barer risikerer at tvangslukke. Der er derfor nødt til at ske en stor renovering af det historiske område, hvis Kødbyen fortsat skal kunne anvendes som i dag, skriver Jakob Næsager (K).
Kødbyen er i så dårlig stand, at restauranter og barer risikerer at tvangslukke. Der er derfor nødt til at ske en stor renovering af det historiske område, hvis Kødbyen fortsat skal kunne anvendes som i dag, skriver Jakob Næsager (K).Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Jakob Næsager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den historiske Kødby beriger København med sin helt særlige stemning og charme, som ikke findes lignende nogen steder i byen.

Jeg tror ikke, der er en eneste københavner, som ikke kan genkalde sig det specielle designmæssige udtryk. Det er et vartegn for bydelen, som tilmed tilbyder kulturelle tilbud til byens børn, som eksempelvis musikskolen og billedskolen.

I vores optik er det bedre at tage imod privat hjælp end at risikere, at Kødbyen må lukke helt eller delvist og dermed omdannes til Dødbyen.

Jakob Næsager (K)
Børne- og ungdomsborgmester, Københavns Kommune

Kødbyens helt særlige ånd skal vi bevare. Men hvordan gør vi det bedst?

Virkeligheden er, at Kødbyen er i så dårlig stand, at vi risikerer, at restauranter og barer må tvangslukke på grund af gamle og utidssvarende køkkener.

Tage og vinduer er utætte, og forsyningskanalerne under Kødbyen skal udskiftes, da de i deres nuværende tilstand ikke længere kan holde til tung trafik.

Der er derfor nødt til at ske en gennemgribende renovering af det historiske område, hvis Kødbyen fortsat skal kunne holde åbent og anvendes som i dag.

En dyr affære

Jeg tror ikke, at mange københavnere er uenige i, at der derfor skal ske noget, og at en modernisering er nødvendig, hvis ikke Kødbyen skal blive til Dødbyen.

Den slags modernisering kommer dog med en pris. Det koster 1.200.000.000 (1,2 milliarder) kroner. Et svimlende beløb.

I dag ejer Københavns Kommune Kødbyen, men lejeindtægterne kan slet ikke dække udgifterne til en istandsættelse. Hvis situationen fastholdes som nu, vil Kødbyen blive et dyrt købt sminket lig for københavnerne.

Det kan vi som politikere ikke sidde overhørig.

Vi har ansvaret for københavnernes penge, og dem skal vi bruge med omhu. Vi skal blandt andet sørge for, at der er midler til daginstitutioner, skolerenoveringer og et stigende antal børn, der har behov for en ekstra hånd i ryggen i skolen, samtidig med at også socialområdet og klimaet gisper efter flere penge.

Hver en krone har værdi i den kommunale virkelighed, vi lever i i dag. Der skal derfor findes en løsning for Kødbyen.

Læs også

Området er fredet som historisk industriminde. Det betyder helt præcist, at Kødbyens ydre skal bevares, og Kødbyens fysiske udtryk ikke må ændres.

Det er jeg som konservativ glad for. På den måde bibeholder vi det særegne udtryk, som Kødbyen har.

Hvad vi som Konservative dog ikke kan se os selv i, er den ejerkonstruktion, som Kødbyen har i dag, da vi kan se, hvordan det langsomt eroderer bydelen.

Dårlige regler for huslejeopkrævning

Da kommunen som nævnt er ejer, er det kommunen, der opkræver leje, hvilket den har pligt til at gøre efter reglerne om markedsleje.

Om det er hele eller dele af Kødbyen, som sælges, er ikke afgørende for os i Konservative.

Jakob Næsager (K)
Børne- og ungdomsborgmester, Københavns Kommune

Det betyder, at kommunen har pligt til at opkræve markedsleje og derfor ikke kan hæve huslejen mere. Pengene til at bevare og istandsætte Kødbyen skal derfor findes andre steder.

Her synes vi Konservative, at det må være i alles interesse, at vi udnytter den interesse, som private aktører har vist for at investere i Kødbyen og derved hjælper med at bevare og betale for istandsættelsen af det gamle industriområde.

Vi er meget åbne for forskellige konstellationer, hvor private vil investere i Kødbyen. Om det er hele eller dele af Kødbyen, som sælges, er ikke afgørende for os.

Det afgørende er, at en kommende ejerkreds vil have de samme høje standarder for Kødbyens fremtid, som vi har, samtidig med at et salg kan sikre Kødbyens fremtid og bevare den unikke ånd.

I vores optik er det bedre at tage imod privat hjælp end at risikere, at Kødbyen må lukke helt eller delvist og dermed omdannes til Dødbyen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024