Handicapråd: Fritids- og foreningslivet er en lavthængende frugt til at styrke handicapområdet

Samtidig – og det er her, den gyldne mulighed kommer ind i billedet – vurderer 95 procent af de adspurgte, at deltagelse i fritidsliv har et stort potentiale i forhold til at få personer med handicap til at deltage i andre samfundsarenaer som beskæftigelse eller uddannelse. 

Derfor kan jeg nu ikke lade være med at undre mig over prioriteringen af området i kommunerne. Når man ser så stort et potentiale i området, hvorfor er det så ikke højere oppe på prioriteringslisten? Jeg får næsten lyst til at kalde det for en lavthængende frugt at styrke området.

Foreningslivets potentiale

Selvom fritidslivet er et lavt prioriteret område, står det heldigvis ikke helt stille. Ifølge undersøgelsen vurderer fire ud af ti nemlig, at der allerede er incitamentsstrukturer i deres kommune, som tilskynder de lokale foreninger til at fokusere på inklusion af personer med handicap.  

Og hele seks ud af ti angiver, at der er iværksat særlige tiltag eller indsatser i deres kommune, der har til formål at øge personer med handicaps deltagelse i fritids- og foreningslivet. 

Det kommunale handicapråd kan spille en vigtig rolle som sparringspartner, da de besidder viden om udfordringer og løsninger relateret til handicap og fritidsliv. 

Mogens Lindhard
Formand, Det Centrale Handicapråd

Så bevægelsen er altså i gang, men det er vigtigt, at vi får fulgt de gode hensigter til dørs og i højere grad får prioriteret området, så vi netop skaber de rigtige rammer i kommunerne og i foreningerne, som gør, at flere kan deltage i samfundet – handicap eller ej. 

Men hvordan kommer man som kommune i gang med at indfri det gyldne potentiale og få flere med i fritidsfællesskaberne? Først og fremmest handler det selvfølgelig om at få øjnene op for potentialet og mulighederne – og det forsøger vi i Det Centrale Handicapråd lige nu på med en kampagne, som netop sætter fokus på handicap og fritidsfællesskaber.  

Derudover handler det overordnet om, at man på kommunalt niveau understøtter foreningerne, men også prioriterer foreningslivet som en integreret del af kommunens indsats på handicapområdet.  

Det tillader jeg mig at uddybe herunder i håbet om, at man i kommunerne i højere grad griber muligheden for at åbne dørene til fritidslivet og derved også udfolder potentialet i at bruge fritidslivet som bro til andre samfundsarenaer: 

1) Prioritér fritids- og foreningsliv som en integreret del af kommunens indsats på handicapområdet

Først og fremmest kan kommunalbestyrelserne sikre, at fritids- og foreningslivet bliver en central del af kommunens arbejde med handicapområdet. Det skal tydeliggøres på tværs af forvaltningerne, fra fritid og kultur til sundhed og socialområdet, at personer med handicap også skal inkluderes i fritidsfællesskaberne. 

Det kommunale handicapråd kan spille en vigtig rolle som sparringspartner, da de besidder viden om udfordringer og løsninger relateret til handicap og fritidsliv. En viden, som kan være afgørende, hvis der for eksempel skal udformes differentierede tilskudsmodeller eller skabes en lokal model for fritidsvejledning.

2) Understøt og motivér de lokale foreninger til inklusion

Det vil samtidig være oplagt, at kommunerne påtager sig en opgave i forhold til at opkvalificere og støtte foreningerne i at modtage og inkludere personer med handicap.

Det kan blandt andet gøres ved at indføre differentierede tilskudsmodeller, som belønner foreninger, der gør en ekstra indsats for inklusion af personer med handicap. På den måde kan der skabes incitamenter, som fremmer tilpasning og inklusion i fritidslivet.  

Medlemsstøtte bør desuden ikke afhænge af bopæl, da personer med handicap ofte må søge relevante tilbud uden for deres egen kommune. Det er derfor vigtigt, at kommuner understøtter de foreninger, der arbejder med handicapinklusion, uanset hvor medlemmerne kommer fra.

3) Indfør kommunalt forankret fritidsvejledning

Fritidsvejledning bør være en del af alle kommuners tilbud til personer med handicap. Det indebærer personlig vejledning og hjælp til at finde egnede fritidstilbud samt støtte i opstartsfasen.

Fritidsvejledningen bør være tilgængelig for både børn, unge og voksne med handicap, og det er afgørende, at sagsbehandlere, lærere og sundhedspersonale kender til og informerer om muligheden for fritidsvejledning, når de er i kontakt med personer med handicap.  

Ved at formidle bredt sikrer man, at ingen bliver afskåret fra at deltage i fritidslivet på grund af manglende viden eller støtte.

4) Udbred kendskab til eksisterende tilbud og organiser afprøvningsmodeller.

Mange personer med handicap har svært ved at finde frem til de relevante fritidstilbud i deres kommune.

Her kan kommunerne udarbejde en oversigt over eksisterende aktiviteter og tilbud, som er velegnede for personer med forskellige typer handicap. Oversigten skal løbende opdateres og formidles bredt, så den når de relevante borgere og deres pårørende.

Der er et kæmpe potentiale, som kan indfries, hvis vi tør tage de nødvendige skridt og skabe rammerne for et fritidsliv, hvor alle – uanset handicap – kan deltage og bidrage.

Mogens Lindhard
Formand, Det Centrale Handicapråd

Vi foreslår også, at kommunerne kan samarbejde med lokale foreninger om at organisere afprøvningsmodeller, hvor personer med handicap kan prøve forskellige fritidsaktiviteter i en begrænset periode. Dette kan bidrage til, at flere tør tage skridtet og blive en del af fritidsfællesskaberne.

5) Inddrag civilsamfundet som en del af løsningen på ledsagelse

Det kan være udfordrende at finde økonomisk støtte til ledsagelse i fritidsaktiviteter. Her kan civilsamfundet spille en afgørende rolle ved at tilbyde frivillig ledsagelse.  

Kommunerne kan samarbejde med foreninger og frivillige organisationer om at etablere en ordning med frivillige følgevenner, der kan hjælpe personer med handicap med at deltage i fritidsaktiviteter.  

Det kan fungere som et supplement til de eksisterende ledsagerordninger og være en mindre omkostningstung løsning, der sikrer, at flere får mulighed for at deltage aktivt i fritidslivet. 

6) Styrk fokus på frivilligt arbejde for personer med handicap

Endelig er det vigtigt, at vi anerkender, at personer med handicap ikke blot er brugere af foreningslivet, men også kan bidrage værdifuldt som frivillige.

Foreningerne har ofte svært ved at rekruttere frivillige. Ved at inkludere personer med handicap i bestyrelsesarbejde som instruktører eller følgevenner kan foreningerne udvide målgruppen af potentielle frivillige.

Vi anbefaler, at kommunerne kan synliggøre muligheden gennem deres fritidsvejledning – og samtidig opfordre de lokale foreninger til at tænke personer med handicap ind som ressourcer i det frivillige arbejde. 

Der er et kæmpe potentiale, som kan indfries, hvis vi tør tage de nødvendige skridt og skabe rammerne for et fritidsliv, hvor alle – uanset handicap – kan deltage og bidrage. Det vil ikke blot gavne den enkelte, men også samfundet som helhed.