Overblik: Her er alle partiernes ønsker til forhandlinger med Wammen

SF og Radikale vil kæmpe for skolemad, og de blå partier står sammen om flere penge til Forsvaret og Kriminalforsorgen. Altinget giver dig overblikket over alle partiernes ønsker til finanslovsforhandlingerne.

Finansminister Nicolai Wammen (S) havde uddannelsesminister Christina Egelund (M) og Venstres finansordfører Hans Andersen ved sin side, da han fredag afholdt sættemøder.
Finansminister Nicolai Wammen (S) havde uddannelsesminister Christina Egelund (M) og Venstres finansordfører Hans Andersen ved sin side, da han fredag afholdt sættemøder.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Forhandlingerne om finansloven for 2024 blev officielt skudt i gang, da finansminister Nicolai Wammen fredag inviterede til sættemøder i Finansministeriet.

Her havde alle Folketingets partier mulighed for at byde ind med både ønsker, krav og forslag til den endelige aftale om finansloven, der ventes færdigforhandlet i slutningen af november.

SVM-regeringen har i sit udspil fra august afsat 500 millioner kroner til partierne i den såkaldte forhandlingsreserve.

Trods en lang række opfordringer har finansminister Nicolai Wammen indtil videre afvist at putte flere millioner puljen.

Altinget giver dig her overblikket over, hvad partierne har lagt på Nicolai Wammens forhandlingsbord.

Du kan læse alt om SVM-regeringens udspil til finansloven her.

Den blå opposition satser på forsvar og fængsler

Den borgerlige oppositions forhandlere ankom i samlet flok til Finansministeriet.
Den borgerlige oppositions forhandlere ankom i samlet flok til Finansministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Som noget nyt har de fire partier i den borgerlige opposition – Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti – valgt at danne fælles front mod SVM-regeringen i forhandlingerne om næste års finanslov.

De fire partier har understreget, at de står last og brast med hinanden i forhandlingerne. Det betyder konkret, at partierne kun vil være med i den endelige aftale om finansloven, hvis alle er med.

"Hvis vi ikke kan få nok i forhold til vores fælles ønsker, så kommer vi også til at forlade forhandlingslokalet sammen," opsummerede Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen, da han ankom til sættemødet med Nicolai Wammen i selskab med Dennis Flytkjær (DD), Morten Messerschmidt (DF) og Rasmus Jarlov (K).

Læs også

Med til forhandlingerne har de blå partier et fælles oplæg med fem punkter.

Udover et forslag om et tilskud til hjemmepasning af børn i alle landets kommuner, vil den borgerlige opposition skrue ned for tinglysningsafgiften og fremrykke stigningen i seniorpræmien. 

Den blå alliance ønsker også at afsætte 200 millioner kroner til Forsvaret og en pose penge til Kriminalforsorgen.

Partierne vil finansiere de fem forslag ved at tilbagerulle antallet af både statsligt ansatte og særlige rådgivere, så det lander på niveauet fra før SVM-regeringen blev dannet.

Det svarer – ifølge de blå partier – til 2.900 årsværk. Forslaget vil frigive "lige godt en milliard kroner," vurderer de.

Regeringen har i finanslovsforslaget foreslået at spare 1.000 årsværk.

SF vil prioritere børn og velfærd

SF-formand Pia Olsen Dyhr og finansordfører Lisbeth Bech Nielsen var de første til at slå vejen forbi Nicolai Wammen.
SF-formand Pia Olsen Dyhr og finansordfører Lisbeth Bech Nielsen var de første til at slå vejen forbi Nicolai Wammen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SF vil gå til forhandlingerne med et "krav" om, at der skal "gøres mere for vores børn og velfærd".

"Vi er optaget af, at vi stadig finansierer i vores velfærdssamfund, selvom regeringen hellere vil lave skattelettelser," sagde Pia Olsen Dyhr på vej ind til mødet med Nicolai Wammen.

Konkret vil partiet kæmpe for "gratis skolemad".

"Børn får et bedre skoleliv, hvis de får et varmt måltid mad ude i skolerne," lød det.

Det vil cirka koste tre milliarder kroner om året, hvis der skal indføres gratis skolemad på alle landets folkeskoler.

Pia Olsen Dyhr ville ikke sige, hvor meget hendes forslag skal koste.

"Det kommer jeg ikke ind på nu. Vi er kommet med et forslag om at kigge på det her med skolemad. Så må vi se, hvordan regeringen kommer til at reagere," sagde hun.

SF vil også kæmpe for bedre barselsvilkår for forældre med for tidligt fødte børn.

Enhedslisten vil sende penge til pensionister

Pelle Dragsted er Enhedslistens politiske ordfører.
Pelle Dragsted er Enhedslistens politiske ordfører. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Enhedslisten går til finanslovsforhandlingerne med et forslag om at give en økonomisk håndsrækning til folkepensionister og førtidspensionister.

Konkret partiet fremskynde reguleringen af overførselsindkomster, så det følger med lønningerne, når der er inflation.

"Det er et af vores hovedkrav, at der skal hjælp ud til nogle af de mennesker, der har mindst i vores samfund," sagde Pelle Dragsted, da han slog vejen forbi Finansministeriet.

Læs også

Forslaget koster otte milliarder kroner. Enhedslisten vil finde pengene ved at udskyde nogle af de skattelettelser, som SVM-regeringen allerede har vedtaget.

Derudover vil Enhedslisten kæmpe for bedre kollektiv transport og et løft af velfærden i kommunerne.

Radikale vil droppe besparelser på gymnasier

Radikales finansordfører Samira Nawa vil blandt andet kæmpe for at udbrede skolemad.
Radikales finansordfører Samira Nawa vil blandt andet kæmpe for at udbrede skolemad. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Radikale går til forhandlingerne med et ønske om at droppe regeringens planlagte besparelser på gymnasieområdet. Konkret vil Radikale fjerne regeringens såkaldte taxameteromlægning.

Forslaget vil i alt koste 130 millioner kroner.

"Det er en betydelig del af forhandlingsreserven. Men nu har vi spillet det ind. Det kunne også være, at reserven blev lidt større," lød det fra finansordfører Samira Nawa efter hendes møde med Nicolai Wammen, hvor også partileder Martin Lidegaard deltog.

Ligesom SF vil Radikale kæmpe for gratis skolemad. I første omgang foreslår partiet en forsøgsordning i fem forskellige kommuner.

Hvor mange penge vil I sætte af det til?

"Det kommer an på, hvor stor ordningen skal være. Vi har ikke sat beløb på, og nu har vi bedt Finansministeriet om at regne på det. Men det er indenfor forhandlingsreserven," sagde Samira Nawa.

Alternativet vil se processen an

Alternativet vil kæmpe for grønne indrømmelser på finansloven, fortalte forperson Franciska Rosenkilde.
Alternativet vil kæmpe for grønne indrømmelser på finansloven, fortalte forperson Franciska Rosenkilde. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Alternativet er endnu ikke klar til at fremlægge partiets konkrete indspil til forhandlingerne med SVM-regeringen.

"Det vil jeg gerne vente lidt med. Nu må vi se, hvordan processen bliver. Men alle skal være klar over, at vores forslag kommer til at handle om klima, miljø og trivsel," sagde forperson Franciska Rosenkilde, da hun ankom til Finansministeriet.

Hvorfor vil I ikke fortælle, hvad I vil have med i finansloven?

"Lige nu er det vigtigst at tale med regeringen om, hvordan processen bliver herfra. Og så skal vi nok være rigtig tydelige med, hvad vi går til forhandlingerne med," sagde hun.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024