Selvom IOC jubler over fraværet af matchfixing ved OL, må vi ikke lade os berolige af manglen på skandaler

Governance-modellerne, som de er struktureret i dag, lider af en grundlæggende mangel på uafhængighed og magt til at håndhæve reglerne. Uafhængighed er en nøglekomponent i enhver form for effektiv kontrol.

Men i denne sammenhæng er de organer, der skal beskytte sportens integritet, ofte tæt knyttet til dem, de overvåger. Endnu værre er det faktum, at ingen af disse partnere har myndighed til at efterforske kriminalitet.

Deres magt strækker sig kun til at udelukke spillere, der ikke overholder spilleselskabernes love og regler, eller atleter fra at deltage i de pågældende events. Dette betyder, at når der er tale om organiseret kriminalitet, som ofte står bag matchfixing, er vi milevidt fra at kunne komme efter bagmændene.

Lad os ikke være tilfredse med et system, der tillader selvovervågning og risiko for bias. 

Chris Kronow Rasmussen
Lektor i Sports Betting Integrity, University of New Haven

Denne begrænsede magt gør, at vi står med en overfladisk form for kontrol, som kun adresserer symptomerne, men aldrig årsagen. Uden muligheden for at efterforske og retsforfølge de kriminelle bagmænd, forbliver den egentlige trussel mod sportens integritet uantastet.

Et andet kritisk aspekt, der ofte bliver overset i denne diskussion, er det faktum, at illegalt spil står for cirka 60 procent af verdens samlede spilomsætning.

Dette betyder, at selv hvis vi antager, at den lovlige spilindustri bliver perfekt overvåget, så er det i virkeligheden kun 40 procent af markedet, der er under kontrol. De resterende 60 procent opererer udenfor lovens rækkevidde, hvilket gør det praktisk talt umuligt at få et fuldstændigt billede af matchfixing og andre former for sportsrelateret kriminalitet.

For at tackle dette problem kræves en global indsats for at lukke ned for illegalt spil. Dette er ikke kun en opgave for regeringer og myndigheder, men også for sporten selv.

Et uheldigt eksempel er, da World federation of Badminton tidligere på året underskrev en betting-kontrakt med en udbyder, der mildest talt er kontroversiel og har muligvis/muligvis ikke en licens på Curacao. Sådanne handlinger underminerer sportens integritet og bidrager til, at illegalt spil fortsat kan florere.

På samme måde, når engelske, franske, spanske og italienske fodboldklubber står og klapper i deres hænder, når nye betting sponsorer rækker ud. Uden at tænke over konsekvenserne, har man sagt ja tak til penge, der ofte stammer fra kriminelle aktiviteter.

Hvad er løsningen? Der er behov for en radikal reform af den måde, hvorpå overvågningen af spilmarkedet ved store sportsbegivenheder som OL og EM håndteres.

Vi har brug for et uafhængigt organ, et AMLA for spilleselskaber, der står udenfor både spilleselskaberne og sportsorganisationerne, til at føre reel kontrol. Disse organer skal have reel myndighed til at efterforske kriminalitet, og der skal indføres mekanismer, der sikrer fuldstændig gennemsigtighed i overvågningen, så de kan operere uden frygt for økonomiske eller politiske konsekvenser.

Men det er ikke nok. For at komme hele vejen rundt om problemet skal vi også fokusere på at eliminere det illegale spilmarked. Dette kræver en global indsats og en vilje også fra sportsorganisationerne til at tage ansvar og undgå forbindelser til tvivlsomme aktører. Et sted at starte, kunne være fra sportens side, at sige “nej tak til reklamer.”

Vi skal ikke lade os berolige af den tilsyneladende mangel på skandaler. I stedet skal vi fokusere på at skabe et system, der virkelig sikrer integriteten i sport.

At udelukke risikoen fuldstændigt, som det ofte bliver gjort af institutioner som IOC, UEFA og forskellige spilleselskaber, kan være en farlig tilgang.

Chris Kronow Rasmussen
Lektor i Sports Betting Integrity, University of New Haven

Ved at insistere på uafhængighed, reel magt, og en global indsats mod illegalt spil, kan vi sikre, at fremtidige OL og EM i fodbold kan nydes med fuld tillid til, at alt er foregået på ærlig og retfærdig vis.

Lad os ikke være tilfredse med et system, der tillader selvovervågning og risiko for bias. Det er tid til at kræve en ændring, så vi kan bevare sporten og spillemarkedet ren og fair for alle involverede.

Har der så været matchfixing ved OL og EM?

Selvom det er fristende at afvise muligheden for matchfixing ved OL som urealistisk, skal vi være varsomme med at antage, at det ikke eksisterer i nogen form. Som udgangspunkt er der ingen indikationer på, at organiserede kriminelle netværk har været involveret i at fixe konkurrencer ved OL eller ved store turneringer som EM.

De fleste tilfælde, vi hører om, drejer sig snarere om atleter, der beder familie eller venner om at spille mod dem, eller endda selv spiller mod sig selv i et forsøg på at profitere personligt.

Men at udelukke risikoen fuldstændigt, som det ofte bliver gjort af institutioner som IOC, UEFA og forskellige spilleselskaber, kan være en farlig tilgang. Historien har vist os, at hvor der er penge involveret, er der også risiko for manipulation.

Selv om der ikke er beviser for storskala matchfixing ved disse events, betyder det ikke, at vi kan lukke øjnene for potentielle mindre uregelmæssigheder. Det er vigtigt, at vi fortsat er opmærksomme og kritiske over for sådanne muligheder, så vi kan sikre fair konkurrence og beskytte sportens integritet.