Kampen for den europæiske sportsmodel skal tages dybt seriøst i det nye Europa-Parlament

Den 9. juni går Europa til stemmeurnerne. Vi skal vælge 720 MEP'er til at træffe vigtige beslutninger for de 27 EU-medlemsstater. Sport er ikke og vil aldrig blive et varmt emne, når valget nærmer sig.

Ikke desto mindre kan idrætten i den lille sportsklub i Sverige, Danmark, Tyskland eller Portugal i høj grad blive påvirket af beslutninger i Bruxelles.

Langt størstedelen af idrætten er og vil altid være lokal og drevet af frivillige, så jeg synes også, at beslutningerne så vidt muligt skal være lokale.

Hvert skridt, der tages i retning af at afvikle den europæiske sportsmodel, er meget alvorligt.

Stefan Bergh
Præsident, ENGSO – Den Europæiske Ngo for Sport

Jeg ønsker, at de parlamentarikere, der får mulighed for at repræsentere mere end 500 millioner europæere, skal sikre, at idrætten først og fremmest er et nationalt anliggende.

Samtidig er sport et globalt kulturfænomen, som bygger broer i en verden af konflikter. Sporten er unik, fordi vi alle er lige over for spillets regler.

Vi ved også, at det er glæden, kammeratskabet og udfordringen, der trækker så mange af os til banen, skoven eller hallen – uanset evner eller alder. Sæt disse to elementer sammen, og du har en uovertruffen kombination, der betyder så meget for så mange.

Den europæiske sportsmodel er baseret på principperne om solidaritet, borgerengagement og frivilligt arbejde.

At anerkende, beskytte og styrke den gennem EU-politikker er ikke kun et spørgsmål om at bevare en sportstradition, men også om at opretholde et system, der bidrager væsentligt til et stærkt samfund.

Sportens særlige karakter har været indskrevet i Lissabontraktaten siden 2009. Denne specificitet blev opdateret af tre domme fra EU-Domstolen i december 2023, som sætter spørgsmålstegn ved den grundlæggende karakter af sportens specificitet i Lissabontraktaten.

Det vil sige, hvilke undtagelser sportsbevægelsen har lov til at gøre, når vores model kolliderer med andre grundlæggende elementer i EU-lovgivningen om fri bevægelighed og fri konkurrence inden for EU.

Den mest opsigtsvækkende sag er den såkaldte superligasag, hvor 12 fodboldklubber ønskede at oprette en liga og samtidig forblive medlemmer af den europæiske fodboldbevægelse og deltage i UEFA-turneringer.

Selv om der stadig er arbejde at gøre for fuldt ud at forstå konsekvenserne af dommene, kan vi sige, at hvert skridt, der tages i retning af at afvikle den europæiske sportsmodel, er meget alvorligt.