Flere atleter bør gøre som Mbappé

En central del af ytringsfriheden er friheden til ikke at ytre sig. Men man skal selvfølgelig helst ytre sig offentligt, hvis man har noget på hjerte. Og synspunkter om politik generelt bliver ikke mere rigtige, bare fordi man er sportsstjerne.

Gælder det så også idrætspolitiske spørgsmål? Det blev særlig aktuelt under VM i fodbold for herrer i Qatar. Her var fortællingen den, at de mange spørgsmål til den omdiskuterede slutrunde var forstyrrende for spillerne og medvirkende til det ringe danske resultat.

Da jeg hørte, de danske spillere udtale sig om slutrunden, kom jeg til at tænke på den legendariske sætning ”vi er jo bare kokke”, fra filmen ’I Kina spiser de hunde’.

Der er behov for de aktives stemmer. Ikke mindst vedrørende de forhold, som handler om sporten selv.

Jesper Olsen

De danske spillere kom netop med en række undskyldninger for ikke ytre en klar holdning til Qatar. For selvfølgelig har de og alle andre sportsudøvere en holdning.

Jeg står helt på mål for retten til ikke at ytre sig, som det er formuleret i en vejledning fra Danmarks Idrætsforbund om forberedelse af store internationale idrætsbegivenheder. En vejledning, der er blevet til på baggrund af en arbejdsgruppe, jeg selv var medlem af.

Men hvad er det egentlig, der holder de reflekterede atleter ude af den offentlige samtale? For der er forhold internt i sportens verden, som trænger til at blive debatteret uden for de lukkede miljøer. Alt for ofte gemmer sporten sig bare bag standardfrasen ’den tager vi internt’.

Nu står vi så overfor et OL. Noget af det jeg glæder mig allermest til, er at se alle de danske sportsstjerner, som jeg ikke kender – endnu. Men som vi forhåbentlig bliver på fornavn med i takt med at medaljerne indhøstes, eller i takt med at vi deler deres skuffelser. Det bliver som altid interessant at følge, hvor meget atleterne offentligt mener og siger.

Et af de argumenter, jeg ofte bliver mødt med, er, at sport og politik ikke må blandes sammen. Tak. Hvis man løfter blikket et kort øjeblik, vil man se, at sport har ret meget med penge at gøre, og hvor der er penge, er der både magt og politik. Så er den ikke længere.

Erkendelsen af fællesmængden mellem politik og sport kan faktisk blive en styrke. Der er behov for de aktives stemmer. Ikke mindst vedrørende de forhold, som handler om sporten selv. Atleterne er insiderne; deres indsigt er unik og kan nuancere debatten. Også sådan at os med de ’nemme synspunkter’ (mandagstrænerne, som vi også bliver kaldt) kan se, hvorfor det hele ikke er så simpelt endda.  

Men det koster, når man åbner munden. Fodboldspilleren Nadia Nadim er et interessant eksempel. Hun turde mene noget, og jeg har ubetinget Nadias ryg i spørgsmålet om hendes ret til at ytre sig og vælge at tage imod penge fra Qatar. 

Men når hun vælger at bruge sin ret til at ytre sig, skal hun selvfølgelig også stille op og svare på kritiske spørgsmål efterfølgende. Der kneb den så lidt mere.

Et andet eksempel på, at det ikke er helt nemt er fodboldspilleren Mathias ’Zanka’ Jørgensen, der i 2019 havnede i politisk stormvejr, da han i forbindelse med en kamp for det tyrkiske hold Fenerbache sammen med resten af holdet iførte sig en træningstrøje, der udtrykte opbakning til det tyrkiske militær.

Vi må stoppe med at lægge afstand til atleter, bare fordi de har et andet synspunkt end vores eget, eller fordi de stemmer på et andet parti.

Jesper Olsen

I Tyrkiet har man ikke samme fine fornemmelser om sammenblandingen af sport og politik. Og hvor stillede det Zanka i forhold til sin arbejdsgiver i et land, hvor ytringsfrihed staves på en lidt anden måde end i Danmark?

Kritikken haglede ned over ham, men efter en tænkepause, gik Zanka i medierne og forsøgte at uddybe sine tanker og refleksioner over det dilemma, han havde stået i. Navnligt dilemmaet mellem loyalitet overfor sin arbejdsgiver og private holdninger. Tak for at han tog del i debatten.

Et andet godt eksempel er nuværende formand i Dansk Håndbold Morten Stig Christensen, der i sin aktive karriere ofte blandede sig i politiske spørgsmål uden for banen. Inden for håndbolden finder man også tidligere landstræner Ulrik Wilbek, som efterfølgende har gjort karriere i politik for Venstre.

Det synes jeg, de fortjener stor anerkendelse for. Og gerne flere som dem, tak. Men hvis vi vil have flere atleter til at deltage i den offentlige debat, så kræver det, at vi som samfund ændrer måden, vi ser på den offentlige debat.

Vi må stoppe med at lægge afstand til atleter, bare fordi de har et andet synspunkt end vores eget, eller fordi de stemmer på et andet parti. Lige på dette punkt er atleternes frygt for at deltage i den offentlige samtale egentlig bare et symptom på et underliggende samfundsproblem.

Kun få tør mene noget, fordi de personlige konsekvenser kan være enorme. Både i sporten og samfundet generelt.

Det er mediernes, analytikernes og offentlighedens ansvar at anerkende og fremhæve det, når Zanka, Morten Stig og Mbappé aktivt trækker sporten med ind i den demokratiske samtale. De gør sporten klog; og det trænger den til.

For vi har brug for høre, at sportsstjerner også – ligesom alle os andre – gør sig tanker om den verden, de lever i. Vi har brug for at se, at sport også er for dem, der læser bøger og abonnerer på nyhedshjemmesider.

Men hvis de ytrer sig, kan det på nuværende tidspunkt koste dem popularitet. Det er den, de lever af hos sponsorerne. Prisen bliver høj for at gøre noget så vildt som at deltage i den offentlige samtale.

Det flugter ikke med de demokratiske værdier, som sporten også bygger på. Så vågn op, kære medier, politikere, analytikere og fans. Vi skal have sporten mere aktivt med ind i demokratiet for at styrke begge dele.