Kvinderne skal redde fodbolden

Hvorfor er der dog ikke flere kvinder i fodboldens verden? Fordi den hviler på en struktur med valg. Mænd vælger mænd, fordi det er dem, der traditionelt har engageret sig i de lokale fodboldklubber.

Samtidigt fører de demokratiske strukturer ubevidst til, at fodbolden styres af mænd. Se bare på DBU's bestyrelse, hvor seks ud af syv medlemmer er mænd. Det er ikke, fordi der er noget galt med dem person for person. Men repræsenterer de samlet sporten og dens fremtid?

DBU's formand, Jesper Møller, har udtalt, at kønskvoter kan blive nødvendige. At det er noget, man bør overveje, hvis ikke det kommer af sig selv, i takt med at der nedefra kommer flere kvindelige fodboldledere.

Jeg er nok lidt mere utålmodig end Jesper Møller. Har sporten råd til at vente? Og er det reelt en garant for større professionalisme, hvis blot kønsfordelingen bliver 40-60?

En typisk kritik af "hjulpet" ligestilling, er, at det vil gå ud over konkurrencedygtigheden, hvis man besætter poster baseret på køn og ikke merit. Mange kvinder vil ikke vælges på baggrund af deres køn.

Moderne bestyrelsesledelse handler netop om at sammensætte den, så de rette kompetencer er til stede, samtidig med at der også er forskellige personligheder, herunder køn.

Jesper Olsen
Formand, Transparency Int. Danmark

Det kan jeg ikke forstå, hvis de er dygtige og i øvrigt lever op til kvalifikationerne. Og hvem er den bedst kvalificerede? Er det i virkeligheden ikke lige så svært som at måle, hvad der er højest: Rundetårn eller et tordenskrald?

Moderne bestyrelsesledelse handler netop om at sammensætte den, så de rette kompetencer er til stede, samtidig med at der også er forskellige personligheder, herunder køn.

Derfor må organisationerne have en helt anderledes målrettet rekrutteringsstrategi, så der kan eksekveres på de overordnede strategier, som fastlægges af repræsentantskabet. Det vil sikre, at spørgsmålet om kvindefodbold samt good governance ikke kun bliver noget, vi taler om.

Er forandring muligt? Ja. Norge er et godt eksempel. Der sidder Lise Klavaness som den første kvindelige præsident for det norske fodboldforbund. Hun prøver at ruske op i de internationale forbund. Men hun vinder ikke meget opbakning.

Er det, fordi hun er kvinde? Det kan også være, fordi hun tager fat om nogle af de ubehagelige problemer, som er indbygget i de internationale fodboldorganisationer bag deres glitrende slogans.

Jeg synes, at der er inspiration at hente fra en af de andre store sportsgrene i de danske arenaer: håndbolden. Dansk herre- og kvindehåndbold er nogenlunde lige store opgjort på økonomi.

Håndbolden er dermed en sport med et højt niveau af ligestilling. Det har sikret en dansk håndbold, der er langt mere transparent og samtidigt i verdenseliten for begge køn. Og ja, pengene er mindre. Men det gør det ikke mindre medrivende og ubærligt, når de taber en semifinale.

Samtidigt vil jeg langt hellere høre håndboldspillere i mixed-zone efter en kamp. De har så meget mere at byde på, fordi de har været pakket ind i professionelt vat, siden de var 15 år. Og fordi de stadig bærer deres sportstasker selv.

I mit private fodboldliv – ja, jeg ved godt, at jeg er lige i segmentet og bor tæt på Østerbro stadion – kommer jeg ret tit og drikker et glas naturvin til B.93-hjemmekampe i 1. Division. Her er der med jævne mellemrum en kvindelig dommer. Hun er superdygtig til at lede kampene.

Men der sker også noget andet godt for kampen. Spillerne er ikke lige så store tudeprinser, som de plejer, og når hun siger noget, er der langt mindre brok. Den effekt kunne vi også godt bruge i nogle af fodboldens ledende organer.