Forbrugerrådet Tænk: Det klimavenlige valg skal være lige til
Det er for svært at gennemskue, om man træffer klimavenlige valg i hverdagen. Derfor skal forskellige initiativer hjælpe forbrugerne, skriver Anja Philip.
Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk, medlem, 2030-paneletKlimaforandringernes vinde blæser i disse år igennem Danmark og ændrer hverdagen for både forbrugere, virksomheder og politikere. De seneste undersøgelser af vælgeradfærd viser, at klimaet er kommet helt i top i vores bevidsthed, og i en undersøgelse, vi har foretaget, svarer 95 procent af de adspurgte danskere, at det er vigtigt for dem, at varerne er produceret ansvarligt.
Klimavenlige valg i hverdagen
I en ny temadebat spørger Altinget Energi & Klima: Hvilke initiativer er vigtigst, hvis regeringen vil anspore den almindelige forbruger til at tage flere klimavenlige valg i hverdagen?
Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.
Vil du deltage i debatten? Skriv til [email protected]
Vi forbrugere vil med andre ord gerne gøre ”det rigtige”. Men det er desværre ikke altid så lige til: Kun ni procent af danskerne svarer, at det er let at gennemskue, om der er taget hensyn til klimaet i produktionen af de produkter, de køber.
Danske forbrugere vil altså gerne ændre adfærd og bidrage til at nå klima– og verdensmålene. De har bare svært ved det. Det skal vi have gjort noget ved.
Regeringen har, som en del af den køreplan, der skal bringe os hen til en 70 procents sænkning af CO2-udledningen, varslet et udspil her i 2022 om klimavenlige valg i hverdagen, der skal motivere og hjælpe forbrugere og erhvervsliv til en mere klimavenlig adfærd.
Derfor bør klimaaftrykket fra produkter og services også afspejles i deres pris
Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk
Det initiativ hilser vi som forbrugernes organisation meget velkomment. Og vi er på vej med en række konkrete bud på, hvordan det klimavenlige valg kan blive til det lette valg for forbrugerne, så vi danske forbrugere kan bidrage bedst og mest muligt til den grønne omstilling og indfrielse af verdensmålene.
Initiativer, der gør det klimavenlige valg lettere
En af de allerstørste syndere er (over)produktion og spild. Derfor skal vi blandt andet sætte ind overfor, at der i dag produceres alt for meget tøj og mad, der bliver spildt, og at butikker sender mange tusinde af tons reklametryksager ud til forbrugere, der ikke har bedt om dem.
Og vi skal sikre, at elektronik og hvidevarer og andre produkter designes og produceres, så de holder længere og bliver lettere og billigere at reparere. Mange forbrugere vil gerne reparere fremfor at købe nyt, men ender oftest i, at det er for dyrt, for besværligt eller umuligt.
Den kollektive transport skal gøres mere attraktiv, og det skal blive nemmere for os forbrugere at gennemskue, hvor og hvordan vi kan investere vores penge og pensioner i klimavenlige virksomheder og tiltag
Anja Philip
Formand, Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerne kan og skal ikke redde verden alene. Men vi er med vores daglige valg og adfærd med til at drive den forandring, der skal skabe den grønne omstilling og sørge for, at vi når målet om en 70 procents reduktion.
Derfor bør klimaaftrykket fra produkter og services også afspejles i deres pris. Den kollektive transport skal gøres mere attraktiv, og det skal blive nemmere for os forbrugere at gennemskue, hvor og hvordan vi kan investere vores penge og pensioner i klimavenlige virksomheder og tiltag.
CO2-aftrykket fra den mad og drikke, hver af os indtager, kan sænkes med omkring en tredjedel, hvis vi vælger de madvarer, der er mindst klimabelastende. Derfor skal vi have et klimamærke på vores fødevarer, der viser forbrugerne vej til de kategorier af madvarer, som har det mindste klimaaftryk.
Forbrugeroplysning kan ikke stå alene
Vores forskellige forslag afspejler, at det er nødvendigt at få alle dele af vores liv som forbrugere i spil, hvis vi skal sænke vores CO2-udledning markant uden samtidig at skabe andre miljø- eller sociale problemer.
God forbrugeroplysning er vigtigt, men kan bestemt ikke stå alene, når vi står overfor en grundlæggende omstilling af vores samfund og verden. De klimavenlige valg skal for eksempel også være let tilgængelige i vores hverdag og til en fair pris. Det stiller krav til producenter og detailhandel.
Skal regeringens køreplanen faktisk kunne bringe os frem til vores destination til tiden, er der derfor her og nu brug for politiske krav, rammer og håndhævelse, der sikrer at det klimavenlige valg bliver lige til og attraktivt for alle forbrugere.
Heldigvis har vi et godt udgangspunkt i Danmark. Vi har i kraft af vores viden, innovations- og samarbejdsevner på tværs af sektorer mulighed for både at kunne vise vejen for den grønne omstilling og tjene penge på den.