Europa-Parlamentet giver fossil gas og atomkraft grønt stempel

Det lykkedes ikke for danske europaparlamentarikere fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti at få nedlagt veto mod EU-Kommissionens grønstempling af naturgas og atomkraft. Konservative Pernille Weiss er lettet. Læs mere og se den danske stemmefordeling her. 

"Ren og skær greenwashing af naturgas," kaldte Linea Søgaard-Lidell (V) taksonomien i sin tale i plenarsalen tirsdag. 
"Ren og skær greenwashing af naturgas," kaldte Linea Søgaard-Lidell (V) taksonomien i sin tale i plenarsalen tirsdag. Foto: Europa-Parlamentet
Rasmus Raun Westh

Danske europaparlamentarikere fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti led onsdag et nederlag i en længe ventet afstemning om at stoppe EU-Kommissionens grønstempling af naturgas og atomkraft.

"Vi tabte. Det er svært at se, hvordan det skal udlægges anderledes. Medlemslandene kommer heller ikke til at bremse det," siger Linea Søgaard-Lidell (V).

Den danske europaparlamentariker var medforfatter på den indsigelse, der – hvis den havde fået de nødvendige 353 stemmer – villet have tvunget Kommissionen til at lave retsakten om.

"Jeg er bange for, at det bliver fatalt for vores klimamål," siger Linea Søgaard-Lidell. 

Jeg er bange for, at det bliver fatalt for vores klimamål.

Linea Søgaard-Lidell
Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

I alt 278 stemte for indsigelsen. 328 stemte imod den – og dermed for inklusionen af naturgas og atomkraft.

"Det er en sort dag for klimaet," siger socialdemokraten Niels Fuglsang.

Afstemningen udløste buhråb både inde og uden for parlamentet.

Den grønne taksonomi er groft sagt et sæt regler for, hvad man må kalde en investering i bæredygtig energi. Hensigten er forsikre eksempelvis pensionskunder eller andre private investorer om, at deres grønne investeringer reelt er grønne og ikke greenwashing. 

Læs også

Jo flere investorer, der takket være EU's grønne stempel er trygge ved en investering, jo mere efterspurgt vil den blive, og jo billigere vil virksomheder eksempelvis kunne låne penge til at opstille vindmøller eller solceller – og dermed give den grønne omstilling et skub.

Et skub, som både politikere og grønne organisationer nu frygter, blot bliver et lille puf, fordi naturgas og atomkraft er kommet med på taksonomien som overgangsteknologier.

"Vi havde en mulighed for at få sendt en masse penge mod vedvarende energi. For at skabe en international standard, også uden for EU. Det, tror jeg, er højst tvivlsomt nu," siger Niels Fuglsang.

To danskere stemte for grønstempling

De fleste danske parlamentarikere bakkede op om indsigelsen mod taksonomien og fulgte dermed også den samme linje som den danske regering, der sammen med Spanien, Luxembourg og Østrig har klaget til Kommissionen.

Du kan få det fulde overblik over de danske stemmer her:

 

 

Hvor eksempelvis Socialdemokratiet har stemt i samlet flok, er Venstre splittet.

Linea Søgaard-Lidell udgør Venstres eneste stemme imod grønstemplingen af gas og atomkraft. Søren Gade stemte som det eneste medlem af partiet for. De sidste to, Morten Løkkegaard og Asger Christensen, stemte blankt og dermed de facto imod. Indsigelsen mod Kommissionens delegerede retsakt ville nemlig kun have gået igennem med et absolut flertal på 353 stemmer.

Studehandel

Atomkraft og naturgas kom ved årsskiftet med på taksonomien som et kompromis mellem unionens to største lande. Tyskland skiftede mening og fik gas inkluderet, og atomkraft kom med af hensyn til Frankrig, der i stor stil får strøm og varme fra atomkraft.

"Der er gået politik i den inde i Kommissionen. Det burde ikke være sket," siger Linea Søgaard-Lidell, der kalder kompromiset en "studehandel".

"Når vi beder Kommissionen om at komme med en faglig vurdering af, hvordan vi skal klassificere (energiinvesteringer, red.), så forventer vi jo en faglig vurdering og ikke et politisk kompromis," siger Linea Søgaard-Lidell.

Hun havde håbet på en version af taksonomien, der havde forkastet gas, men givet mere støtte til atomkraft.

"Det er håbløst, at de har bundet de to energiformer sammen," siger Linea Søgaard-Lidell.

Slag i hovedet

Socialdemokraten Niels Fuglsang føler, at Kommissionen har løbet om hjørner med EU-parlamentarikerne.

"Det er en ret udspekuleret måde, Kommissionen har fået det igennem på. Man lægger naturgas og atomkraft ned i én pakke, så man har noget, både Frankrig og Tyskland kan gå med på. Og når man så klumper det sammen, er der flere, der vil stemme ja, fordi de vil have én af tingene," siger Niels Fuglsang.

Det er en ret udspekuleret måde, Kommissionen har fået det igennem på.

Niels Fuglsang
Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne

"Det skader både taksonomiens og EU's troværdighed," siger han.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen er enig.

"Ved sidste EP-valg steg valgdeltagelsen ikke mindst på grund af unge klimaengagerede, der gik til stemmeboksen i håb om, at EU kunne levere den grønne omstilling, vi så akut har brug for," siger han.

"Det er et kæmpe slag i hovedet på dem og de fremtidige generationer," siger Nikolaj Villumsen, der også stemte imod taksonomien.

Kommissionens eget ekspertpanel, Platform on Sustainable Finance, har advaret om, at lovforslaget er i strid med den overordnede taksonomilovgivning, som den delegerede retsakt tilhører.

Det samme mener Greenpeace, der i kølvandet på afstemningen onsdag meldte ud, at den vil sagsøge Kommissionen ved EU-Domstolen.

Weiss: Nu kommer vi hurtigere af med kul og olie

Den eneste, der for alvor er glad i telefonen, er konservative Pernille Weiss, som stemte imod indsigelsen og altså for grønstemplingen af gas og atomkraft.

"Jeg er faktisk lettet over, at den sunde fornuft har sejret," siger hun.

"Vi har en EU-klimalov, der siger, at vi skal være klimaneutrale senest i 2050. Det mål er jeg 100 procent opsat på, at vi skal nå," siger Pernille Weiss. 

Jeg er faktisk lettet over, at den sunde fornuft har sejret.

Pernille Weiss
Medlem af Europa-Parlamentet for De Konservative

Hun mener, at det bliver nemmere at nå målet efter dagens afstemning.

"Det er misforstået, at det handler om at kåre noget som grønt eller ej. Det handler om, hvad der er en bæredygtig investering. Og det er det, hvis det hjælper os med at komme af med olie og kul," siger Pernille Weiss.

For at få taksonomiens grønne stempel skal nye gasledninger eller anlæg kunne bruges til mere klimavenlige gasser som biogas ved udgangen af 2035. Loven åbner altså for ny naturgas de næste 13 år.

Taksonomien træder i kraft 1. januar 2023, medmindre den bliver stoppet af Ministerrådet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Linea Søgaard-Lidell

MF (V)
cand.public. (Aarhus Uni.)

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Nikolaj Villumsen

Politisk konsulent, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, fhv. MEP (EL)
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024