Her er Danmarks 15 nyvalgte parlamentarikere – og deres personlige stemmetal
SF har fået lige så mange mandater i Europa-Parlamentet som Socialdemokratiet, Venstres spids må se sig slået som den største stemmesluger, og Radikale og Moderaterne får begge et mandat. Få overblik over alle de 15 nyvalgte danske parlamentarikere og deres stemmetal.
Simon Engell Kjøller
Debatredaktør og studenteransvarligStemmerne er talt op, og mandaterne er fordelt. Få overblik over de 15 nyvalgte EU-parlamentarikere.
Socialdemokratiet
Andel af stemmerne: 15,6 procent
Antal mandater: 3 mandater
Christel Schaldemose
Personlige stemmer: 142.198
Christel Schaldemose er født i 1967 på Fyn og bor i dag på Frederiksberg. Hun har været medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet siden 2006, hvor hun erstattede Henrik Dam Kristensen, inden hun selv blev valgt ind i 2009 med 43.855 personlige stemmer. I 2014 fik hun så 64.495 stemmer, og i 2019 blev hun genvalgt med 65.179 stemmer.
Schaldemose har tidligere været folketingskandidat for Socialdemokratiet i 1999-2003 og 2005-2008 og formand for DSU Fyns Amt og medlem af DSU's hovedbestyrelse 1985-1989.
Christel Schaldemose er uddannet cand.mag. i historie fra Syddansk Universitet i 2002.
Niels Fuglsang
Personlige stemmer: 29.135
Niels Fuglsang er født i 1985 i Århus. Han blev valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet i 2019 med 29.444 stemmer.
Han har i den seneste valgperiode været medlem af industri-, forsknings- og energiudvalget og Kina-delegationen og stedfortræder i økonomiudvalget.
Han har tidligere arbejdet i Europa-Parlamentet som assistent for udviklingsminister Dan Jørgensen og har været kampagneleder for tidlgiere udenrigsminister Jeppe Kofod.
Fuglsang er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har skrevet en ph.d. om Finansministeriets regnemodeller på Copenhagen Business School.
Se Niels Fuglsangs svar i kandidattesten.
Marianne Vind
Personlige stemmer: 28.267
Marianne Vind er i 1970 i Køge. Hun blev indsuppleret i Europa-Parlamentet, da Jeppe Kofod blev udnævnt som udenrigsminister i den socialdemokratiske regering i 2019. Ved europaparlamentsvalget maj 2019 fik hun 29.396 personlige stemmer.
Marianne Vind har været næstformand i HK/Privat, tillidsrepræsentant for laboranterne hos Novozymes i Kalundborg og formand for Dansk Laborant-Forening fra 2006-2011.
Marianne Vind er uddannet laborant og har en master i professionel kommunikation fra Roskilde Universitet.
Radikale
Andel af stemmerne: 7,1 procent
Antal mandater: 1
Sigrid Friis
Personlige stemmer: 63.093
Sigrid Friis er født i 1994, er vokset op uden for Hillerød og bor i dag på Frederiksberg.
Hun er medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Radikale og arbejder som politisk konsulent hos Dansk Fjernvarme. Sigrid Friis er tidligere landsformand for Radikale Ungdom og har læst statskundskab på Københavns Universitet.
Konservative
Andel af stemmerne: 8,8 procent
Antal mandater: 1
Niels Flemming Hansen
Personlige stemmer: 33.147
Niels Flemming Hansen er født i 1974 i Vejle. Ved folketingsvalget i 2019 blev han valgt for Konservative i Sydjyllands Storkreds, og han er i dag partiets EU- og europaordfører og formand for Forsvarsudvalget i Folketinget.
Niels Flemming Hansen har været markedschef hos Politiken og selvstændig skohandler hos Holst Sko fra 2008-2019. Han er uddannet hh fra Kolding Købmandsskole i 1996.
SF
Andel af stemmerne: 17,4 procent
Antal mandater: 3
Kira Marie Peter-Hansen
Personlige stemmer: 178.438
Kira Marie Peter-Hansen er født i 1998 på Frederiksberg. Hun blev valgt til Europa-Parlamentet for SF i 2019 som den yngste i parlamentets historie.
Kira Marie Peter-Hansen har tidligere arbejdet som administrativ medarbejder i SF Ungdom og været kampagneleder for medlem af Københavns Borgerrepræsentation Astrid Aller ved kommunalvalget i 2017. Hun har desuden siddet i forretningsudvalget i Landssammenslutningen af Handelsskolelever.
Kira Marie Peter-Hansen har læst økonomi på Københavns Universitet, og ved siden af det parlamentariske arbejde studerer hun international relations ved Vesalius College i Bruxelles.
Se Kira Marie Peter-Hansens svar i kandidattesten.
Villy Søvndal
Personlige stemmer: 60.510
Villy Søvndal er født i 1952 i Struer. Hans politiske karriere begyndte, da han i 1982 blev stemt ind i Kolding byråd for SF. Her sad han frem til 1994, da han i stedet rykkede til Folketinget.
I 2005 afløste han Holger K. Nielsen som partiets formand. Fra 2011 til 2013 var han udenrigsminister i Helle Thorning Schmidts regering.
Han har tidligere været regionsrådsmedlem i Region Syddanmark.
Søvndal er uddannet lærer fra Kolding Seminarium i 1980.
Se Villy Søvndals svar i kandidattesten.
Rasmus Nordqvist
Personlige stemmer: 11.525
Rasmus Nordqvist er født i 1975 i København. Han var medlem af Folketinget for Alternativet indtil 2020 og var blandt andet partiets politiske ordfører. Efter en kort periode som løsgænger meldte han sig ind i SF og var partiets klimaordfører. Han røg ud af Folketinget ved valget i 2022.
Nordqvist er uddannet designer fra Danmarks Designskole i 1999.
Liberal Alliance
Andel af stemmerne: 7 procent
Antal mandater: 1
Henrik Dahl
Personlige stemmer: 65.502
Henrik Dahl er født i 1960 i Vejlby Risskov uden for Århus. Han har siddet i Folketinget for Liberal Alliance siden 2015 og været udenrigsordfører siden 2016. I dag er han næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn.
Henrik Dahl er uddannet sociolog fra Københavns Universitet i 1987, uddannet sprogofficer i russisk fra 1980 og har en ph.d. fra Copenhagen Business School. Han er forfatter til en række bøger herunder debatbogen 'Den sociale konstruktion af uvirkeligheden' fra 2020 og 'Ved voksenbordet' fra 2022.
Moderaterne
Andel af stemmerne: 5,9 procent
Antal mandater: 1
Stine Bosse
Personlige stemmer: 86.888
Stine Bosse er født i 1960 i Virum. Hun har blandt andet været formand for PlanBørnefonden og Europabevægelsen og sad som administrerende direktør for forsikringsselskabet Tryg fra 2002-11.
Bosse var medlem af Velfærdskommissionen, der blev nedsat af den daværende VK-regering i årene 2004-06. Hun har siden 2013 været adjungeret professor ved Copenhagen Business School
Stine Bosse er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1987.
Dansk Folkeparti
Andel af stemmerne: 6,4 procent
Antal mandater: 1
Anders Vistisen
Personlige stemmer: 55.082
Anders Vistisen er født i 1987 i Viborg og har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2004. Vistisen var fra i 2014-2019 valgt til Europa-Parlamentet som et af Dansk Folkepartis fire medlemmer. I november 2022 blev han igen medlem af parlamentet, da han afløste Peter Kofod på posten, efter Kofod blev valgt til Folketinget.
Fra 2010 til 2014 var Anders Vistisen regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og han har desuden været medlem af Randers byråd. Fra 2012-2014 fungerede han som juridisk rådgiver for Morten Messerschmidt i Europa-Parlamentet.
Vistisen har været medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom.
Han er uddannet cand.jur. ved Aarhus Universitet i 2013.
Venstre
Andel af stemmerne: 14,7 procent
Antal mandater: 2
Morten Løkkegaard
Personlige stemmer: 174.048
Morten Løkkegaard er født i 1964 i Helsingør. Han var medlem af Europa-Parlamentet 2009-2014 og sad som medlem af Folketinget fra juni 2015 til februar 2016.
I 2016 vendte han tilbage til Europa-Parlamentet, da han overtog Ulla Tørnæs mandat, efter hun blev udnævnt som minister. I 2019 blev Morten Løkkegaard valgt til EU-parlamentet med 207.558 personlige stemmer og blev dermed den kandidat, som fik flest personlige stemmer ved valget.
Morten Løkkegaard er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1988 og var fra 1990 til 2005 journalist og tv-vært på TV Avisen hos DR.
Løkkegaard er bosiddende i Charlottenlund og er valgt som kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte Kommune.
Se Morten Løkkegaards svar i kandidattesten.
Asger Christensen
Personlige stemmer: 47.088
Asger Christensen er født i 1958 i Tarm. Han har siddet i Europa-Parlamentet siden 2019, hvor han blev valgt med 31.303 personlige stemmer. Ved siden af sit politiske virke driver han et landbrug som mælkeproducent.
Asger Christensen har været medlem af byrådet i Kolding Kommune siden 2014 og blev genvalgt ved kommunalvalget i 2017, hvor han sad frem til 2021.
Danmarksdemokraterne
Andel af stemmerne: 7,4 procent
Antal mandater: 1
Kristoffer Storm
Personlige stemmer: 73.493
Kristoffer Storm er født i 1989 i Hillerød. Han er rådmand for Senior- og Omsorgsforvaltningen i Aalborg Kommune for Danmarksdemokraterne.
Fra 2010-2022 var han medlem af Dansk Folkeparti, og i 2015 indtrådte han i byrådet i Aalborg Kommune og blev senere 1. viceborgmester. Storm blev medlem af regionsrådet i Region Nordjylland i 2013.
Han har tidligere arbejdet som pr- & kommunikationschef for Rekom Aalborg.
Enhedslisten
Andel af stemmerne: 7 procent
Antal mandater: 1
Per Clausen
Personlige stemmer: 32.670
Per Clausen er født i 1955 i Kongsvinger i Norge og er bosiddende i Aalborg. Han var medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2005 til 2015 og var fra 2009-2013 formand for Enhedslistens folketingsgruppe og medlem af Folketingets Præsidium fra oktober 2014 til 2015.
Inden han blev valgt til Folketinget var han ansat som sekretær hos Enhedslisten. Fra 1994-2000 var Per Clausen formand for Dansk Magisterforening. Inden da havde han blandt andet været undervisningsassistent på Aalborg Universitet og VUC-lærer.
Han er uddannet cand.phil. i samfundsfag fra Aalborg Universitet i 1988.
Portrætbilleder:
Schaldemose: MEW/pressefoto
Friis: Pressefoto/Radikale
Flemming Hansen: Arthur Cammelbeeck
Peter Hansen: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dahl: Arthur J. Cammelbeeck
Bosse: Pressefoto
Vistisen: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Løkkegaard: Pressefoto
Storm: Arthur J . Cammelbeeck
Clausen: Arthur J . Cammelbeeck
Kristoffersen: Arthur J . Cammelbeeck