Nina Smith er "godt nok bekymret" for milliardbesparelser på jobindsatsen

Formanden for Reformkommissionen tror på, at beskæftigelsesindsatsen på sigt kan blive billigere. Men det vil kræve investeringer frem for besparelser til at begynde med, siger hun.

På sigt vil det være muligt at spare på beskæftigelsesindsatsen, siger Reformkommissionens formand, Nina Smith. "Men jeg er godt nok bekymret for at begynde med
besparelserne."
På sigt vil det være muligt at spare på beskæftigelsesindsatsen, siger Reformkommissionens formand, Nina Smith. "Men jeg er godt nok bekymret for at begynde med besparelserne."Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jakob Krarup Bjerregaard

En bedre indsats for at få flere udsatte i arbejde stemmer dårligt overens med milliardstore besparelser på landets jobcentre.

Sådan lyder det fra formanden for Reformkommissionen, økonomiprofessor Nina Smith, der tirsdag præsenterede 48 anbefalinger under overskriften ‘Nye veje for udsatte unge og voksne’.

”Lige nu tror jeg ikke, hvis man virkelig vil hjælpe folk tilbage, at det er her, man så kan spare en hel masse milliarder,” sagde Nina Smith ved et pressemøde i København.

Regeringen har bebudet, at den vil nedlægge jobcentrene og har samtidigt lagt op til, at udgifterne til beskæftigelsesindsatsen skal reduceres med 3 milliarder kroner om året i 2030.

Læs også

Ifølge Nina Smith er anbefalingerne fra Reformkommissionen ”nogenlunde budgetneutrale”. Det vil sige, at der hverken skal skrues op eller ned for blandt andre jobcentrenes økonomiske muskler for at føre anbefalingerne ud i livet.

Reformkommissionen foreslår dog blandt andet, at flere udsatte unge og voksne skal have såkaldte løntimer, altså egentligt arbejde. Det vil kræve, at kommunerne, der står bag jobcentrene, kan finde småjob på eksempelvis 5-10 timer om ugen til de udsatte.

Foreslår investeringer

Overfor Altinget uddyber Nina Smith, at der efter hendes opfattelse er behov for i første omgang at ”investere” i indsatsen.

”Sidenhen tror jeg sådan set, at der kommer besparelser, hvis det er sådan, at man lykkes med strategien. Men jeg er godt nok bekymret for at begynde med besparelserne,” siger hun.

Konkret frygter Nina Smith, at der vil blive sparet på den virksomhedsrettede indsats i jobcentrene.

”Det vil være rigtig trist, hvis det er sådan, det ender. Så det er lidt vigtigt, at rækkefølgen bliver den rigtige,” siger hun.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har endnu ikke løftet sløret for, hvornår og hvordan SVM-regeringen har i sinde at nedlægge jobcentrene og spare milliarder på jobindsatsen.

Læs også

Nissen flytter med

Reformkommissionen skriver i den nye rapport – den tredje og sidste af slagsen – at den ”noterer” sig, at regeringen vil nedlægge jobcentrene. Formand Nina Smith havde tirsdag ingen kommentarer til, om nedlæggelsen i sig selv er en god idé.

Kommissionen stiler i rapporten sine anbefalinger til jobcentrene trods den politiske dødsdom. Nina Smith peger på, at det også fremover – efter alt at dømme – vil være kommunerne, der har ansvaret for indsatsen overfor arbejdsløse.

Derfor er det væsentlige selve indholdet i beskæftigelsesindsatsen, mener kommissionsformanden.

”Hvis ikke man får gjort noget ved det, der ligger nedenunder, vil nissen flytte med et hvert andet sted hen, man måtte organisere sig på.”

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nina Smith

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, bestyrelsesformand, VIVE, formand, Kommission for 2. generationsreformer, bestyrelsesformand, VisitAarhus
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1981)

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024