Kasper Holten: Gør som Faaborg, og lad kunsten blive en del af folkeskolen

Kulturpolitik er pludselig blevet "hot stuff".

Hvem skulle nu have troet det? Det lader til, at identitetspolitik er udset til at overtage udlændingepolitikkens status som et område, hvor man kan definere sig skarpt på forskelle og principielle standpunkter.

I mange år har vi i kulturlivet rutinemæssigt klynket over, at politikerne ikke vil noget med kunsten. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig – man risikerer, at det går i opfyldelse.

Men det skal vi ikke være bange for. Det er godt, at kunsten debatteres og vækker stærke følelser. Den største trussel var såmænd nok snarere, hvis der ikke blev talt om os mere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu, hvis kulturpolitik ikke handler om, hvad der deler os, men hvad der samler os?

Er der er en ting, som jeg hører fra alle politikere, som jeg taler med, er det enigheden om, at vi har et stort ansvar for at vise børn, at kunsten kan berige deres liv.

Det er jeg naturligvis enig i, og tiden med corona, hvor vores børn har siddet lidt for meget med kolde skærme mellem hænderne, har næppe gjort det mindre presserende. 

Algoritmernes ekkokamre og et moderne dannelsesprojekt
Om børnene ender som balletfans eller eksperter i litteratur, er op til dem selv. Det gør de næppe alle, men vi har et fælles ansvar for, at flere af dem vokser op og ved, at de kunne være blevet det.

Et moderne dannelsesprojekt handler for mig ikke om en tjekliste, som man kan slå andre i hovedet med: Jeg har læst de og de bøger, har været tre gange i Det Kongelige Teater og kan kongerækken udenad. Så er jeg mere dannet end dig. Nej, det har vi brug for er ikke udenadslære, men nysgerrighed. 

Vi lever i en tid, hvor algoritmerne er programmeret til hele tiden at give os mere af det, som vi kan lide i forvejen. Sådan tjener man penge på at fastholde børnenes opmærksomhed og begrænse deres nysgerrighed. Blev de alt for nysgerrige, ville de jo smutte væk fra platformen og søge andetsteds hen.

Vi skal kæmpe for, at fremtidens borgere forbliver nysgerrige

Kasper Holten
Teaterchef, Det Kongelige Teater

Et moderne dannelsesprojekt handler derfor ikke om at få alle til at gå i Det Kongelige Teater, men om at få dem, der gør det i forvejen, til også at turde prøve noget helt andet – og omvendt.

Min første tur i Parken til en fodboldkamp med min datter var formentlig ligeså behæftet med uro over, om jeg nu kendte de sociale koder, som det ville være for min sidemand i Parken, hvis han skulle besøge Gamle Scene for første gang.

Det er meget lettere at blive bekræftet i det, som man kender og ved i forvejen i algoritmernes ekkokamre. Derfor skal vi kæmpe for, at fremtidens borgere forbliver nysgerrige ved at sikre, at de, mens de er børn, eksponeres for mange forskellige oplevelser og udtryk. At de opdager, at verden kan smage, lyde, se ud og fortælles på mange måder. Og at de kan deltage aktivt. 

Faaborg viser vejen
Da jeg med Det Kongelige Teaters nye transportable børneunivers, Postyrium, var på besøg hos borgmester Hans Stavnsager (S) i Faaborg-Midtfyn Kommune, oplevede jeg, at det er muligt i praksis at få børn eksponeret for kunst og gjort dem nysgerrige.

Kommunen har nemlig besluttet, at alle børn på alle klassetrin skal møde kunsten i skolen. Og de har sat sig for at parre krav til kulturinstitutionerne om at koordinere deres udbud af formidling med et krav til skolerne om at aftage forløb med bestemte temaer på hvert klassetrin.

Med ganske få ressourcer vokser alle børn i Faaborg nu op og møder kunsten aktivt hvert år gennem deres skolegang. Jeg stemmer derfor på den, der kandiderer til kulturministerposten med ambitionen om at samle kommune-, undervisnings- og kulturdanmark til en slags "trepartsdrøftelse" for at se, om det ikke med selv begrænsede ekstraressourcer er muligt at løfte en fælles ambition om, at alle børn i Danmark skal have den gave med i deres bagage:

En moderne dannelse, der lærer dem, at nysgerrighed betaler sig.