Lektor: Forsimplet tilskudsmodel risikerer at give museerne tunnelsyn

Hvem vil sidde oppe natten lang for at få registreret genstande ordentligt, så overblikket over vores materielle kulturarv er på plads? Hvem vil lægge kraft i at engagere sig med kommunens planlægningsafdeling, for bedst muligt at kunne udføre det lovpligtige kapitel 8-arbejde med bevaringsværdige bygninger?

Hvem vil invitere andre museer på besøg til sparring om et kultur- eller kunsthistorisk emne, der går på tværs af landsdele? Svaret er vel: engagerede og ildsjæleantændte museumsfolk. Og dem er der mange af.

Med denne incitamentsstruktur vil der dog formentlig også, og med god grund, være museumsfolk, og især ledere, der får tunnelsyn.

Det store museale maskinrum

Når man i dette forberedelsesarbejde til en ny museumsreform kan fremlæse en forventning om, at museumssektoren kan løse et mangefold af opgaver rettet mod forskellige formål (alle med kulturarven som det samlende center), så undrer det, at der i den incitamentsstrukturerede model ikke bliver plads til lidt mere af den mangfoldighed og kompleksitet.

Er det mon ikke muligt at strikke en model sammen, der i højere grad betragter det store museale maskinrum af samlingshåndtering og -udvikling, analoge og digitale dialoger med borgere udenfor museerne, udvikling af læring og forløb tilrettet skolebørn, ældre, og ekskluderede samfundsgrupper, faglig research, der ikke publiceres i fagfællebedømte tidsskrifter, arkæologiske udgravninger og besigtigelser, museets tilstedeværelse ved jubilæer, festdage og events i lokalområdet, museers engagement i lokale og regionale turismetiltag, museernes klummer i dagblade, og deres bidrag til tv- og radioprogrammer.

Hvis et museum hen over to år ikke lever op til de krav, der stilles for at kunne være et statsanerkendt museum, så mener jeg, at det er rimeligt, at man fratages denne hat.

Line Vestergaard Knudsen
Ph.d. og lektor, Aalborg Universitet

Kunne man tænke sig at lægge blot en håndfuld målestokke mere til de tre forslåede, og så måske også tillade at nogle af disse kunne fungere ved mere kvalitative faglige vurderinger, og ikke blot hvad tal kan fortælle os.

Når vi nu vil så meget med museerne, så bør det også være muligt at lave en tilskudsmodel, der kan rumme lidt mere kompleksitet end den foreslåede.

Mindre nulsumskonkurrence

Alternativt, kunne man overveje om dynamik og fleksibilitet er så vigtig et mål for den samlede museumssektor, eller om museer, der opererer indenfor forudsigelige rammer, netop oplever sikkerhed, ensartethed og gennemsigtighed. 

Museer er blandt de brancher i landet, hvor "virksomheder" lever længst – mange af de nuværende statsanerkendte museer, er over 100 år, og de allerfleste har fejret 50 års-jubilæum. Og ja, de fungerer netop ikke ved en almindelig kapitalistisk markedslogik.

Det er også en af årsagerne til, at vi alle kan engagere os i debatten om, hvordan tilskuddene skal falde i fremtiden. De opererer indenfor en logik, hvor skattepenge går til en fælles opgave, som vi ikke altid kan se den umiddelbare gevinst eller værdi i, men som vi stoler på, at museerne varetager på klog og demokratisk vis på baggrund af krav og kriterier fra politisk side.

Derfor ville mindre nulsumskonkurrence og mere forudsigelighed og stabilitet måske give os mere faglig og kulturel bæredygtighed fra museernes side, end hvad de nuværende forslag til modeller lægger op til.

Hvis et museum hen over to år ikke lever op til de krav, der stilles for at kunne være et statsanerkendt museum, så mener jeg, at det er rimeligt, at man fratages denne hat.

Der kan også være samlinger og viden, som ikke længere har tilstrækkelig relevans, eller måske andetsteds i landet repræsenteres på bedre vis. Her bør man også overveje om statsanerkendelse længere er passende.

Samtidig, må det være i alles interesse, at museer, inden de når denne afgrund, gør alt, hvad de kan for at få rettet op på praksisser og bemanding, så statsanerkendelse kan opretholdes.

Fremfor at museer løbende sluses ind og ud af det statsanerkendte bassin, og man på den måde godt nok opnår dynamik og fleksibilitet, men til gengæld mister faglig bæredygtighed og i værste tilfælde mister vigtige samlinger og udstillingssteder, som gennem tiderne har tjent til vores fælles erindring.