Naturgevinst ved at fælde klitplantage i Thy

Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet
og Hans Henrik Bruun
Lektor, Københavns Universitet

Af Altingets referat fra høringen om placeringen af testcentret for vindmøller ved Østerild fremgår det, at der stadigvæk er stor uenighed om placeringen. Vi vil gerne kommentere naturforholdene, som har været et afgørende stridspunkt, og samtidig påtale, at der har manglet faglighed i debatten om netop dette emne.

Placeringen af et fuldt funktionelt testanlæg ved Østerild vil kræve fældningen af et stort areal med fredskov - Østerild Klitplantage. Fældningen af skov er blevet opfattet og formidlet af modstanderne som en betydelig naturkatastrofe. Ud fra en biologisk-faglig betragtning er sagen stik modsat: Der kunne, med de rette tiltag, være store naturmæssige gevinster at hente ved en fældning af klitplantagen i Thy.

Nåleplantager gavner ikke naturen 
Måske skyldes denne udbredte misforståelse, at begrebet fredskov er et stærkt brand. I den almindelige danskers øre klinger det af uberørt og fredet natur. Det er bare ikke tilfældet. Fredskovsforordningen fra 1805 - nu Skovloven - var og er dog snarere en produktionslov, hvis hovedformål har været at sikre produktionen af gavntræ til samfundet. Ser man på naturens mangfoldighed, havde forordningen både negative og positive effekter på den danske natur. Den omfattende plantning af nåleskovsplantager på heder, overdrev, klitter, enge og moser, som blev gennemført senere, har derimod langt overvejende haft negative effekter på den danske natur.

Plantagerne består hovedsageligt af ikke-hjemmehørende nåletræer plantet så tæt, at livsmulighederne i bevoksningerne er stærkt begrænsede. Visse af de indførte træarter - fx bjergfyr - betragtes i dag som invasive problemarter i den danske natur. Klitplantagerne har over store arealer skygget den mangfoldige flora og fauna i de lysåbne naturtyper bort. Af denne grund har Danmark i de senere år modtaget naturgenopretningsmidler fra EU til bl.a. at fælde naturfattige nåletræsplantager og genskabe de overdrev og klitter, som for bare 100 år siden lå, hvor plantagerne ligger i dag.

Denne fredskov i Østerild er altså først og fremmest en naturfattig nåletræsplantage og ikke en dansk urskov. Dermed ikke sagt, at der ikke findes spændende vilde dyr og planter i plantagen. Ligesom det er tilfældet i andre fredfyldte områder af Danmark, indfinder der sig arter i naturen, hvis man lader den passe sig selv i en årrække. Dette forhold bør dog ikke skygge for, at en rydning af store dele af plantagerne i Thy og genopretning af de oprindelige lysåbne naturtyper må vurderes som et naturforbedrende tiltag.

Fældningen af skov er blevet opfattet og formidlet af modstanderne som en betydelig naturkatastrofe. Ud fra en biologisk-faglig betragtning er sagen stik modsat: Der kunne, med de rette tiltag, være store naturmæssige gevinster at hente ved en fældning af klitplantagen i Thy.

Rasmus Ejrnæs og Hans Henrik Bruun
.

Bedst i det dyrkede landskab 
Hvis politikerne spurgte eksperter i biodiversitet om, hvad den optimale løsning på placeringen ville være set fra naturens synspunkt, kunne svaret således være, at selve testcentret og møllerne ville ligge bedst et sted i det dyrkede landskab - under hensyn til fx trækfuglenes ruter, men at fældningen af Østerild Plantage med fordel kunne gennemføres alligevel. Sådan går det næppe.

Når "fredskoven" ikke har kunnet fortrænge testcentret, er det vel netop fordi, det bliver slået af et endnu stærkere brand, nemlig "slægtsgården". At fælde fredskov er trods alt mere acceptabelt end at bede mennesker flytte fra deres fædrene gård. Så det ender nok uanset hvad med, at testcentret bliver placeret i naturen.

Hvis vindmøllerne skal ligge i naturen, så er en nåletræsplantage lidt inde i landet ikke noget dårligt valg. Til gengæld er det afgørende, at konsekvensen for naturens mangfoldighed skal belyses ordentligt af fagfolk, ligesom mulighederne for at gennemføre projektet som et naturudviklende projekt skal beskrives i en naturplan baseret på bedste eksisterende viden. Østerild-sagen er netop et eksempel på en sag, hvor det havde gavnet at indhente forskningsbaseret rådgivning tidligere i processen. Naturdebatten i denne sag har været alt for overfladisk, og vi har ikke set noget, som ligner en naturplan for de planlagte rydninger. Hvis det går, som det plejer, ender naturen som en utilsigtet konsekvens af andre rationaler og prioriteringer, og det er synd, for debatten viser, at befolkningen er endog meget optaget af effekterne på naturen.