Status og fremtid for Danmarks ferske vande

Hvert andet år samles miljømedarbejdere, konsulenter, forskere og studerende til et ferskvandssymposium for at fremlægge og diskutere den nyeste viden om fysiske, kemiske og biologiske forhold i søer, vandløb og ferske vådområder. Ved dette tredje symposium, som blev afholdt af Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet i marts 2010, mødtes 180 deltagere for at udveksle viden gennem bl.a. 26 foredrag og 25 posters. Denne artikel giver et indblik i de præsenterede emner og fremhæver en række væsentlige konklusioner og anbefalinger.

De ferske vande er i bedring, men har det stadig ikke godt nok
Den aktuelle sundhedstilstand af et vandløb, en sø og den øvrige natur er ikke blot et resultat af mange års menneskeskabte påvirkninger, men også af nutidige og til tider pludselige hændelser. På trods af store naturlige variationer blev det på symposiet i flere præsentationer dokumenteret, at tilstanden er i langsom bedring.

Men hvorfor tager det tager så lang tid? Årtiers indsats med at rense byernes spildevand har med stor succes reduceret udledningen af let nedbrydeligt organisk stof, hvilket især ses på dyrelivet i vore vandløb. Også flere søer har fået det bedre med klarere vand og flere vandplanter på bunden, fordi der ikke længere ledes spildevand med fosfor ud i dem. Den diffuse tilførsel af kvælstof og til dels fosfor fra de dyrkede marker er også reduceret i løbet af de sidste 20 år. Men høje fosfor-niveauer i størstedelen af søerne indikerer, at landbrugets udledning af fosfor fra markerne stadig er høj. Dertil kommer, at mange års ophobning af fosfor i sedimentet med efterfølgende langvarig intern frigivelse yderligere forsinker søernes udvikling mod en bedre miljøtilstand. Vi kan ikke forvente hurtige forbedringer i søernes overordnede tilstand.

Forskning i klimaeffekter på ferskvandssystemerne viser endvidere, at de forventede forbedringer på flere fronter modvirkes af et forandret klima med vådere og varmere vintre, samt mere tørre somre med episodiske voldsomme skybrud. Der er stor sandsynlighed for en øget udvaskning af næringsstoffer i vinterhalvåret, som kombineret med hurtigere biologisk omsætning i et varmere klima og opblomstring af varmeelskende blågrønalger vil reducere søernes klarhed, ligesom vandløbenes smådyr og fisk kan komme under pres på grund af reduceret vandføring, forhøjede temperaturer og periodevis iltmangel.

Men der er andre trusler mod miljøtilstanden end tilførsel af næringsstoffer og klimaændringer. Ud over negative effekter af tilførte pesticider, som måske også vil øges i et fremtidigt ændret klima, er størstedelen af vore vandløb stadig stærkt fysisk forstyrrede som følge af kanalisering, årlige grødeskæringer og anden vedligeholdelse af hensyn til landbrugets afvandingsinteresser. Fysiske spærringer forhindrer desuden mange steder, at der kan genskabes naturlige fiskesamfund. Andre fysiske ændringer som opfyldning af vandhuller samt oppløjning af enge og andre artsrige vådområder er fortsat med til at forringe naturtilstanden. Erfaringer fra genopretning af blandt andet Gudenåen viser, at man bør satse på den "rigtige" løsning frem for "lappeløsninger" som ikke virker, skal laves om og derfor bliver dyrere i længden.

Hovedkonklusionen fra symposiet var derfor, at vores ferske økosystemer stadig er stærkt forstyrrede af næringssalte og dårligt fysisk miljø, og accelererende klimaforandring med mulig indvandring af nye arter og belastning med pesticider gør, at der er lang vej, før systemerne opnår de målsatte tilstande. Opnåelse af en god miljøtilstand forudsætter derfor fortsat en markant indsats over mange år.

Lang vej til "god økologisk tilstand"
Danmark er via EU-lovgivningen forpligtet til, at de danske søer og vandløb opnår mindst "god økologisk tilstand" i 2015. Derfor er både Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet indarbejdet i dansk lovgivning. Hvor og hvordan målet skal nås, er beskrevet i de udkast til vand- og naturplaner, som staten netop har haft i høring hos kommunerne. Det er nemlig kommunerne, der har ansvaret for at sikre opfyldelsen af målene. Planerne er en del af regeringen og Dansk Folkepartis aftale om "Grøn Vækst", hvor der over en årrække afsættes 1 mia. kr. til bl.a. nye vådområder og ådalsprojekter for at reducere tilførslen af kvælstof og fosfor til havmiljøet og søerne, ligesom de fysiske forhold på udvalgte strækninger af 7.300 km vandløb skal forbedres.

Kommunerne er ivrige efter at iværksætte projekter til opfyldelse af målene. Hjørring Kommune har for eksempel allerede lavet en detaljeret vurdering af, hvilke vandløbsstrækninger og søer som skal restaureres, de nødvendige virkemidler og omkostningerne hertil. Det tyder umiddelbart på, at det bliver betydeligt dyrere end budgetteret af Miljøministeriet. Der er derfor grund til nøje at vurdere, hvilke virkemidler der mest effektivt bør anvendes.

Er det for eksempel muligt at skabe fysisk set gode vandløb alene ved at reducere omfanget af grødeskæringen eller lade den helt ophøre, og er det meningsfuldt i det samme vandløb kun at gøre det på delstrækninger, hvor tilstanden er dårlig, og ikke samtidig hvor tilstanden allerede er god? Eller er anlæggelsen af søer i forbindelse med vandløb helt problemfrit? Anlæggelsen af lavvandede søer i direkte forbindelse med vandløb som et led i Vandmiljøplan II og III - med det formål at reducere næringsstoftilførslen til havet og søer og i tilgift skabe store naturværdier lokalt - viser sig også at have nogle utilsigtede negative effekter. Unge ørreder og laks kan på deres vej mod havet have svært ved med at passere lavvandede søer, der anlægges direkte i vandløbene, ligesom også forhøjede vandtemperaturer, større partikeltransport og iltsvind i vandløbene har uheldige effekter på for eksempel smådyr og fisk på nedstrøms liggende vandløbsstrækninger. Dertil kommer, at projekterne ikke nødvendigvis fjerner den tilsigtede mængde kvælstof eller skaber varige forbedringer af biodiversiteten.

Erfaringer viser, at der kan gå lang tid, før den ønskede effekt af et givet virkemiddel slår igennem. I vandløbene skyldes det primært, at dyr og planter bruger lang tid på at indvandre til de forbedrede levesteder. For mange søer vil frigivelse af næringsstoffer oplagret i søbunden overskygge et indgreb mod tilførslen af disse stoffer fra omgivelserne. Danske forsøg med en ny teknik, hvor man behandler søbunden med aluminium for at binde fosfor, viser at man med den rigtige dosering kan reducere fosfor-koncentrationerne markant og opnå en hurtig forbedring i søens klarhed. Længerevarende succes forudsætter dog, at man har formået at standse tilførslen af fosfor fra det omkringliggende opland, hvilket sjældent er tilfældet. Hydrogeologiske undersøgelser påviser desuden, at søer på sandede jorde, som forekommer i det vestlige Danmark, modtager en overraskende stor tilførsel af fosfor og kvælstof via indsivende grundvand, hvilket vil udsætte de positive effekter af reduceret gødskning på miljøtilstanden.

Der er vigtigt at erkende, at der kan være lang vej til god økologisk tilstand, og at det i mange tilfælde bliver svært at nå til 2015 som fastsat i Vandrammedirektivet. Anvendelse af forskellige virkemidler er en forudsætning for at komme i mål. Men manglende dokumentation vanskeliggør en vurdering af virkemidlernes nytteværdi, deres omkostninger og utilsigtede effekter.

Er god økologisk tilstand et ambitiøst mål?
Umiddelbart lyder det fantastisk, at der er udsigt til god økologisk tilstand i vore søer og vandløb i 2015. Men hvad er "god økologisk tilstand " og hvordan vurderer man det fyldestgørende? Planter, smådyr og fisk reagerer forskelligt på de menneskeskabte miljøfaktorer. I erkendelse heraf, forudsætter vandrammedirektivet, at der bruges flere organismegrupper for at få et så dækkende billede som muligt af tilstanden og årsagerne til denne i søer og vandløb. Det er bare endnu ikke tilfældet i Danmark, hvor der kun bruges hhv. algemængde i søer eller artssammensætning af smådyr i vandløb. Det betyder, at bedømmelsen af den samlede økologiske tilstand baseres på en enkelt nøgleparameter. Ud over den usikkerhed, der er forbundet med denne simplificering, er der stor risiko for, at der gennemføres projekter, som måske forbedrer nøgleparameteren, men ikke er tilstrækkelige i forhold til en bredere gruppe af vigtige organismer.

Overvågningen af de ferske vandområder er ufuldstændig
Danmark har i mange år været et foregangsland, når det handler om overvågning af vores miljø. Indsatsen og aktiviteterne er dog ændret markant de senere år. Man startede i midten af 1970'erne med at udføre en betydelig regional overvågning, og fra 1989 blev der iværksat et omfattende nationalt overvågningsprogram for bl.a. vandløb og søer. Med kommunalreformen, hvor ansvaret for overvågningen overgik fra amterne til de statslige regionale miljøcentre, forsvandt der regional overvågning af vandløb og søer svarende til mindst 15 millioner kroner om året. Det betød for eksempel ophør af lange tidsserier af biologiske undersøgelser i vandløb. Tilbage var kun den nationale overvågning (NOVANA) og et nyt meget begrænset regionalt program (DEVANO), der samtidig helt blev finansieret inden for NOVANA-økonomien fra før 2007. NOVANA og DEVANO er for tiden ved at blive revideret, og der vil årligt være ca. 38 mio. kr til rådighed til overvågning af søer og vandløb. Heraf vil ca. 9 mio. kr./år gå til biologiske undersøgelser i vandløb, hvilket er under halvdelen af, hvad der samlet blev brugt på overvågning af vandløb før kommunalreformen. Der var blandt deltagerne i symposiet en udbredt tvivl om, hvorvidt de begrænsede midler gør det muligt at opstille et program, som tilfredsstiller alle væsentlige behov. Meget tyder på, at det kan blive vanskeligt at vurdere effekterne af samfundets milliardinvesteringer i bekæmpelse af forureningen fra byer, industrier og ikke mindst landbruget. Herved risikerer vi at gå glip af værdifulde erfaringer og på længere sigt spilde dyrebare miljøkroner på ineffektive virkemidler.

De mange præsentationer ved Ferskvandssymposiet viste klart, at kombinationen af klimaforandringer, invasive arter og forurening med næringsstoffer og pesticider stresser vandmiljøet. Det stiller øgede krav om viden og harmonerer ikke med den fremtidige reducerede overvågning, som primært sigter mod at opfylde en række minimumskrav i EU-direktiverne. Klimaeffekterne stiller desuden større krav til overvågningsindsatsen, og andre lande ruster sig til denne situation. I Danmark skæres der fortsat ned på overvågningen, og klimaeffekterne indgår marginalt i programmet. Det kan gøre det vanskeligt at vurdere om manglende opfyldelse af miljøkravet "god økologisk tilstand" skyldes forandrede klimaforhold eller om det fx skyldes, at der ikke er sket tilstrækkelig reduktion af fosforudledningen fra landbruget. Connie Hedegaard udtalte som Miljøminister, at "Der er data nok til at planlægge ud fra". Vores vurdering er, at det for flere forhold ikke er tilfældet (se figur 1).

Besparelserne i overvågningen vil utvivlsomt reducere antallet af lange tidsserier med brugbare fysiske, kemiske og biologiske data fra danske søer og vandløb. Repræsentative lange tidsserier er en forudsætning for at kunne vurdere, hvordan naturen reagerer på stigende temperaturer og ændret nedbør, eller en mulig stigende udnyttelse af vores grundvandsresurser, som reducerer sommervandføringen i vandløbene. Ligeledes er der en udtalt mangel på forskningsbaseret viden om effekten af flere af de virkemidler, som vandplanerne forudsætter taget i brug. Og her er det ikke nok blot at foretage kortvarige undersøgelser, når virkningen i givet fald først ses efter flere år. Der er således al mulig grund til at opfordre vores nye miljøminister til at kæmpe for yderligere midler til at sikre en visionær overvågning af vore ferske vande og den øvrige danske natur.