Hegn eller ej?

Den seneste debat om dyrehaver og hegn er interessant, og diskussionen viser, hvor vanskeligt det er at skabe gode vilkår for natur og biodiversitet i et tæt befolket og intensivt opdyrket kulturlandskab som Danmark.

Græsningen i skovene har stor betydning for skovenes mangfoldighed. Der har altid været græssende dyr i naturen, også før landbrugets husdyr. De græssende dyr skaber variation og forstyrrelser - de opretholder lysninger skabt ved stormfald, vådområder, brande og erosion og medvirker på den måde til at skabe levemuligheder for engplanter, overdrevsplanter og hedeplanter samt alle de tilknyttede insekter, for eksempel sommerfuglene. Nogle af lysningerne vil gro til med insektbestøvede buske som tjørn, pil og roser.

Andre steder kan græsningen skabe brede og delvist lysåbne skovbryn. Den tætte, skyggefulde skov, som er blevet fremelsket i det moderne skovbrug, har taget livet af mange truede insektarter, bl.a. dem som lever i skovenge eller i gamle træer. Det er nemlig ikke nok, at træerne er gamle og hule, de skal også være lyse og varme, som man finder det i eksempelvis Jægersborg Dyrehave. Så lever træerne længere, og de varmekrævende insekter trives. Om det skal være hjorte, skovkvæg, heste, bisoner, elge, bæver eller vildsvin, som græsser og roder i skovene, findes der ingen entydig opskrift på. Ud fra et biologisk synspunkt kan man sige, at en mangfoldig fauna vil være bedre end en fattig fauna, og at en enkelt græsser er bedre end ingen græsser. Og så er det væsentligt, at græsningstrykket svarer til områdets bærekapacitet og ikke holdes unaturligt højt gennem tilskudsfodring.

Fodermarker i skov et problem
Når hegn og dyrehaver kommer på tale som virkemiddel i naturforvaltningen, er det naturligvis fordi, det opleves som problematisk at have et højt græsningstryk i landbrug og skovbrug. Dyrene går gerne ud og græsser på de næringsrige afgrøder, ligesom de kan hæmme nyopvæksten af træer i skovene. Man kan sige, at hvis vi vil have græssende dyr og dyrkede marker i det samme landskab, må vi hegne enten dyr eller marker inde. I skovene har man mange steder valgt at indhegne unge trækulturer for at undgå hjortevildtets græsning, og der findes landmænd, som sætter hegn i skovkanten for at beskytte deres afgrøde mod kronvildtet.

En af de foreslåede løsninger på problemet med markskaderne består i at dyrke næringsrige fodermarker til dyrene inde i skovene, således at de ikke i samme omfang fristes til at gå ud på markerne. Denne løsning er imidlertid stærkt problematisk ud fra et naturperspektiv, idet en mangfoldig natur forudsætter, at jorden ikke pløjes, gødes og tilsås. Faktisk er en af skovenes helt store naturkvaliteter, at jorden ikke er blevet ødelagt af næringsstoffer, sådan som det er sket i det dyrkede landskab. Og mange steder i skovene vokser vilde planter fra enge, overdrev, heder og skovbryn i skovenes tilbageværende lysninger langs skovveje, brandbælter og omkring vådområder. Det virker derfor som en meget dårlig løsning på problemet at flytte de dyrkede marker ind i skovene.

Vådområder og lysninger
Til gengæld kunne det være spændende at se virkningen af flere naturlige vådområder og skovlysninger i skovene - både på biodiversiteten og på hjortevildtets færden. Alt i alt er det dog svært at forestille sig tætheder af græssende dyr, som nærmer sig naturområdernes bærekapacitet i naturområderne, uden at de er under hegn. Det kan måske praktiseres på øer uden landbrug eller i store øde naturområder, men dem har vi ikke mange af i Danmark.

Det er vigtigt at huske, at de græssende dyr i skoven ikke er nok til at bevare og udvikle skovenes biodiversitet. Det er også vigtigt, at der efterlades gamle døende træer og dødt ved, og at der gives bedre plads til det naturlige vandkredsløb, end tilfældet er i dag, for eksempel ved at kaste nogle af de mange grøfter til. Måske kunne man overveje at knytte vilkår af denne type til tilladelser til indhegnede dyrehaver i skovene.