Glæde over Obamas klima-skifte

TRANSPORT: Obama vil bryde med Bushs klimadirektiver og give Californien lov til at sætte højere miljøkrav til biler. Et godt tegn frem mod klimatopmødet, mener MEP Dan Jørgensen (S).
Anders Jerking
Barack Obama er parat til at gøre op med George W. Bushs klimadirektiver. USA's nyindsatte præsident vil give Californien og 13 andre stater lov til at sætte deres egne, skrappere krav til, hvor meget drivhusgas biler må udlede. En mulighed, Bush afviste.

Den beslutning glæder Dan Jørgensen (S), der er næstformand i Europa-Parlamentets miljøudvalg.

"Det er en rigtig god nyhed, fordi det viser, at Obama har tænkt sig at leve op til de løfter, han kom med i valgkampen. Man kunne have frygtet, at når det kom til konkret lovgivning, så skulle selv en grøn Obama også lytte meget til bilindustrien - især her midt i en finanskrise," siger han.

Protester fra bilindustrien 
George W. Bush forbød Californien at stille skrappere krav til bilindustrien. Staten ville kræve, at bilernes udslip blev nedbragt med en tredjedel inden 2016, og at bilerne skulle køre mindst 35 miles pr. gallon i stedet for som nu 27 miles pr. gallon.

Bilindustrien protesterede voldsomt mod loven og argumenterede med, at bilfabrikkerne så skulle lave én bilmodel til Californien og en anden til resten af markedet.

Det er første tegn på, at også Obama er villig til at tage fat, hvor det gør ondt.

Dan Jørgensen
MEP (S)

Det argument accepterede George W. Bush, men nu vil Obama altså skifte kurs.

Godt for klimatopmødet 
"Det er helt utrolig vigtigt, at han tillader, at Californien går først, før der er behov for, at nogle driver innovationen i USA. Det har Californien gjort tidligere, men de seneste år har de desværre været forhindret på grund af George W. Bushs miljølovgivning," siger Dan Jørgensen, der mener, at meldingen giver håb for klimatopmødet i København til december.

"Det er første tegn på, at også Obama er villig til at tage fat, hvor det gør ondt."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024