L&F: Plan Bi's beskyldninger om lovbrud er forkerte
REPLIK: Plan Bi beskylder blandt andre Landbrug & Fødevarer for at opfordre til ulovligt dørsalg. Men det beror på en helt forkert tolkning af Forbrugeraftaleloven, mener Thomas Holst.
Af Thomas Holst
Chefkonsulent i Klima, Energi & Planter, Landbrug & Fødevarer
Når Plan Bi i et indlæg forholder sig til folderen ”Bestøvningsbiavl”, som Landbrug & Fødevarer har støttet, og påstår, at den opfordrer til ulovligt dørsalg, så beror det på en forkert tolkning af Forbrugeraftaleloven, i daglig tale kaldet Dørsalgsloven.
Loven gælder kun for såkaldte forbrugeraftaler, altså mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ikke i business-to-business-relationer.
I dette tilfælde er der tale om salg til landmænd, som er erhvervsdrivende. Dermed er der ikke tale om en forbrugeraftale, og følgelig foreligger der ikke et brud på loven.
Landbrug & Fødevarer er selvsagt ærgerlige over, at vi på et forkert grundlag bliver beskyldt for at støtte publikationer, som opfordrer til at agere på en måde, der er i modstrid med lovgivningen.