Debat

Venstre: Landbrugsaftalen er grøn og sikrer danske jobs

Landbrugsaftalen sikrer, at Danmark hverken skubber CO2-udledninger eller danske jobs ud af landet, skriver Jacob Jensen. 

Med den nye landbrugsaftale sikrer vi, at vi eksporterer grønne løsninger og fødevarer - ikke vores udledninger og arbejdspladser, skriver Jacob Jensen. 
Med den nye landbrugsaftale sikrer vi, at vi eksporterer grønne løsninger og fødevarer - ikke vores udledninger og arbejdspladser, skriver Jacob Jensen. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jacob Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter et langt forhandlingsforløb landede der langt om længe en bred politisk aftale om vilkårene for den danske produktion af fødevarer. Venstre har hele tiden insisteret på, at vi skal fortsætte med at udvikle vores danske styrkeposition på fødevarer.

Det er ikke bare en styrkeposition i forhold til eksport og arbejdspladser landet over, men også en styrkeposition inden for bæredygtig produktion af fødevarer, hvilket både den voksende, globale befolkning og klimaet i den grad har brug for.

Fakta er, at verden stadig får flere munde at mætte. Fakta er derfor også, at der vil blive produceret fødevarer også i morgen og årene derefter. Vil man således gøre noget godt for klimaet, så skal disse fødevarer produceres i den del af verden, hvor klimaaftrykket er mindst, og hvor teknologien kan udvikles, så den grønne omstilling for den globale fødevareproduktion også kan udvikles.

Vi skal ikke skubbe problemet til udlandet

Vi kunne jo med lethed nå den danske målsætning om 70 procents CO2-reduktion og en betydelig mindre udledning af næringsstoffer til vandmiljøet, hvis vi fuldstændigt forbød dansk landbrugsproduktion. Konsekvensen deraf ville desværre være, at produktionen blot ville finde sted i andre dele af verden, hvor klima- og miljøaftrykket er betydeligt hårdere end i Danmark. Og klimaet kender som bekendt ikke til landegrænser.

Der var udsigt til en aftale med afsæt i S-regeringens udspil, hvilket kunne have kostet op imod 14.000 arbejdspladser i Danmark.

Jacob Jensen
Miljøordfører, MF (V)

I Venstre vil vi ikke være med til at skubbe problemet til udlandet sammen med vores arbejdspladser og indtjening til det danske velfærdssamfund.

Derfor har vi i Venstre også insisteret på, at en aftale om fødevareerhvervet skulle sikre gode danske arbejdspladser, sætte tryk på den grønne omstilling og gøre det muligt, at Danmark kunne fortsætte med at producere de bedste fødevarer i verden. Med aftalen bliver der tilført over tre milliarder kroner til at investere i grøn omstilling på trods af, at statsministeren ellers har udtalt, at der ikke ville blive afsat én krone til formålet.

Landbrugsaftalen er god for Danmark

Med investeringen i den grønne omstilling betyder det også, at mejeristen og slagteriarbejderen ikke skal se til, at gode danske arbejdspladser sendes til udlandet. Vi skal eksportere grønne løsninger og fødevarer - ikke vores udledninger og arbejdspladser.

Der var udsigt til en aftale med afsæt i S-regeringens udspil, hvilket kunne have kostet op imod 14.000 arbejdspladser i Danmark. Det havde ramt vores landdistrikter stenhårdt og ville have været en katastrofe for både landmænd, fødevarevirksomheder og et stærkt eksporterhverv.

Nu står vi i stedet med en aftale, hvor klimaambitionerne øges sammenlignet med regeringens udspil, idet aftalen nu viser vejen til en reduktion af landbrugets udledninger til 7,4 millioner tons CO2-reduktion i sektoren frem mod 2030. Samtidig er det nu ambitionen, at der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjorder inklusive randarealer, ganske som Venstre og de borgerlige partier pegede på i vores udspil tidligere på efteråret.

Det er godt for Danmark, og det er godt for en verden, som har brug for at blive endnu dygtigere til at producere bæredygtige fødevarer. Og her både kan og skal Danmark gå forrest.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024