Børne- og Undervisningsudvalget spørger børne- og undervisningsministeren, Mattias Tesfaye, om de økonomiske konsekvenser ved at gennemføre beslutningsforslag 8

De økonomiske konsekvenser forbundet med beslutningsforslag B 8 om at lade tilskud til specialundervisning og anden pædagogisk bistand følge eleven vil afhænge af den konkrete model herfor. Merudgifterne forbundet med beslutningsforslaget kan derfor ikke beregnes på det foreliggende grundlag.

Kommunerne har ansvaret for folkeskoleområdet, herunder også det samlede finansieringsansvar. Kommunerne betaler et bidrag til staten for elever i frie grundskoler. Bidraget fastsættes på de årlige finanslove. Dette bidrag er identisk for alle elever uanset evt. støttebehov. Det vil således indebære kommunale merudgifter, såfremt kommunerne i tillæg til deres eksisterende bidrag tillige skal give et tilskud til specialundervisning til den konkrete skole, som er baseret på elevens støttebehov.

Omfanget af de kommunale merudgifter ved en sådan pengene-følger-eleven model skal dog vurderes i sammenhæng med den statslige finansiering af de frie grundskoler. Under de nugældende regler yder staten et driftstilskud pr. årselev i frie grundskoler fastsat som en andel (koblingsprocent) f udgiften pr. elev i folkeskolen 3 år før finansåret. Ud af det samlede driftstilskud til de frie grundskoler afsættes på finansloven en pulje til specialundervisning. Staten yder tilskud med en takst for den 1. specialundervisningselev på den enkelte frie grundskole, en takst for den 2. specialundervisningselev på 90 pct. af taksten for den 1. specialundervisningselev, og en takst for den 3. og efterfølgende specialundervisningselever på 60 30. november 2023 Sagsnr.: 23/22778 grundlag af antallet af specialundervisningselever pr. 5. september året før finansåret og størrelsen af puljen til specialundervisning.

De samlede offentlige merudgifter, herunder for kommunerne, forbundet med en pengene-følger-eleven model vil dermed afhænge af om modellen skal ledsages af bortfald af det statslige tilskud til specialundervisning, således at skolerne ikke både modtager et statsligt og kommunalt tilskud for elever med behov for specialundervisning, men alene modtager et tilskud fra kommunerne, samt om bortfaldet skal indebære en tilsvarende reduktion i det kommunale bidrag til staten for elever i frie grundskoler. Det bemærkes i denne sammenhæng, at en individuel udmåling af støtte også kan indebære merudgifter, idet tilskuddet til specialundervisning under de nugældende regler er en fast takst. Dertil vil det føre til øget administration i kommunerne.

Endeligt bemærkes det, at ved en pengene-følger-eleven model kan kommunerne formentligt have svært ved at nedbringe de marginale udgifter til almenundervisning i samme omfang som de midler, de skal afgive til den frie grundskole, for at den kan tilvejebringe eleven den fornødne specialundervisning og specialpædagogiske støtte. Det følger af, at selvom specialundervisning er individbaseret, er udgiften til undervisning i folkeskolen i høj grad knyttet op på klassen og ikke de enkelte elever.