Socialrådgiver: Regeringen giver endelig handicapområdet opmærksomhed. Det er bare den slags, man hellere er foruden

Forleden besøgte jeg min lokale garnbutik i håb om at finde garn og tips til mine middelmådige strikkekundskaber. Jeg gik rundt og osede mellem mohair og strikkepinde, da en kvinde bag mig udbrød "Er du socialrådgiver?", mens hun kiggede på muleposen fra Dansk Socialrådgiverforening, som hang på min skulder.

Det var garnbutikkens indehaver, og hun fortalte mig, at hun faktisk også selv er socialrådgiver. Eller var. Selvom hun brændte for faget og arbejdet, blev hun nemlig nødt til at forlade det, da hun ikke kunne holde ud at være en del af systemet.

Jeg tog mig selv i at svare: "Det er nok også dét, der ender med at få mig ned med nakken."

Min dagligdag består af at være socialrådgiver for unge mennesker med forskellige funktionsnedsættelser. En del af det arbejde er at få unikke individer med deres helt egen livshistorie til at passe ind i kasser som serviceloven, kommunaløkonomisk styring og sparekataloger.

Vi vinder intet ved at spare os ud af problemerne på handicapområdet. Tværtimod troede jeg, at vi havde lært, at det hjælper at investere i mennesker.

Laura Pode

Med andre ord skal jeg og mine kolleger hver dag forsøge at finde de bedst mulige støttemuligheder og tilbud til vores borgere ud fra de rammer, som vi arbejder under. Og det er lettere sagt end gjort, når systemet igen og igen bliver presset til ekstremerne i håb om at få økonomien på bundlinjen til at se bedre ud.

De pressede budgetter betyder, at borgere nærmest skal være heldige for at slippe gennem nåleøjet og få bevilget et botilbud eller en anden afgørende form for støtte – som de så bagefter må stå på venteliste for at få.

At ledere skal afskedige medarbejdere, som vi har svært ved at undvære. At vi som socialrådgivere holder stadigt flere opfølgningsmøder for at se, om støttebehovet hos en borger er blevet mindre og dermed billigere.

At det i forvejen lave budget til medarbejdernes lokale lønforhandlinger halveres, så det bliver sværere at honorere medarbejdere for deres store indsats. Og jeg kunne blive ved.

Derfor virker det helt på månen, at regeringen kommer med det ene mere vidtgående forslag efter det andet om at spare yderligere på handicapområdet.

De seneste måneder har vi nemlig både fået præsenteret regeringens forslag til en revision af reglerne om magtanvendelser, det nedslående resultat af Tranæsudvalgets månedlange arbejde og senest den store handicapaftale.

Og selvom det kunne tyde på, at handicapområdet endelig får længe ventet opmærksomhed, så er det lige før, at det er den slags opmærksomhed, som man hellere er foruden.