Det er fattigt, at Tranæsudvalget ikke forholder sig til udsattes rettigheder, men kun økonomiske besparelser

Da Social- og Ældreministeriet ikke har ønsket at forholde sig til kritikken af, hvorvidt kommunerne leverer de forsorgshjems- og herbergspladser, de skal, er det nemt at forestille sig, at hjemløses rettigheder og muligheder skal begrænses.

Allerede i Tranæsudvalgets første delrapport, der udkom for et lille år siden, blev det anbefalet, at der blev lavet en ny takstmodel for herberger og kvindekrisecentre.

Begge steder er der selvmøderprincip og 50 procents statsrefusion. Udvalget antog, at fordi taksten på et herberg afspejler tilbuddets serviceniveau, vil der være en tendens til, at priserne stiger, fordi serviceniveauet er et konkurrenceparameter.

Hvis du vil spare penge, så sæt serviceniveauet ned, er deres logiske slutning. Det anbefales, at der laves et takstloft for at sætte en grænse for, hvad en plads på et herberg må koste.

Anbefalingen blev straks adopteret og indarbejdet i aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi for 2024. Det var formentligt ikke svært for dem at enes om, at der skal være en større økonomisk styring af området. De har med andre ord allerede aftalt, at der skal være færre herbergspladser, og at de skal koste mindre.

Prisen på grisen skal ned, anbefaler Tranæsudvalget. Det gøres ved at indføre et takstloft. Et takstloft vender princippet for vores indsats på det specialiserede socialområde på hovedet.

De har med andre ord allerede aftalt, at der skal være færre herbergspladser og at de skal koste mindre.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand – De hjemløses landsorganisation

Frem for at anlægge en helhedsorienteret og individuel vurdering af hvilken indsats, der er nødvendig for, at en borger kan få et nogenlunde normalt og velfungerende liv, som man ifølge lovgivningen skal gøre i dag, kan der i fremtiden sættes en økonomisk ramme for, hvad der er råd til.

Ydelser, der måtte være nødvendige for at komme på fode igen, for eksempel ophold på et herberg med fagligt veluddannet personale til at støtte og motivere den hjemløse til at tackle sine problemer, vil i en fremtidig model baseres på ekspertudvalgets anbefalinger, ikke være en selvfølge for alle.

Serviceniveauet vil også blive forskelligt alt efter, hvor dyre herbergets bygninger er. I København og andre dyre områder, vil huslejen være relativ høj, mens man får ”mere for pengene” på landet, gør udvalget opmærksom på.

Stort set samtidig med at Ekspertudvalgets første delrapport udkom (maj 2023), kom Reformkommissionen med sin tredje og sidste rapport. Reformkommissionen opdrag var at komme med forslag til reformer, der både kan øge beskæftigelsen, produktiviteten, den sociale mobilitet og velstanden.

Reformkommissionen anbefaler, at det gøres til et ledende princip i kommunernes arbejde med socialt udsatte, at borgernes eget perspektiv systematisk inddrages. Det skal ikke kun være et møde på systemets præmisser. Det lyder som den stik modsatte anbefaling, som Ekspertudvalget kommer med.

Faktisk slås ekspertkommissionen også lidt med hensynet mellem kommunernes ønsker om økonomisk styring og faglige anbefalinger, der sætter mennesket i centrum. Ekspertudvalget anbefaler en omstilling mod en recovery-orienteret rehabilitering.

Det vil sige en faglig tilgang, hvor der er fokus på borgerens potentiale, hvor borgerens motivation er en væsentlig drivkraft, og hvor borgerens mål tager udgangspunkt i borgerens ressourcer og potentiale, og sker i en dialog mellem borger og fagpersoner.

Spørgsmålet om hvad der skaber trivsel for borgeren skal være omdrejningspunktet for indsatserne, er konklusionen på den anbefaling. Anbefalingen fylder ikke meget i rapporten, ej heller i de omtaler af Ekspertudvalgets rapport, jeg har set.

Set med hjemløseøjne slipper Reformkommissionen bedst fra sine anbefalinger. De er også baseret på et langt bredere fundament end ekspertudvalgets, der mere lugter af bestillingsarbejde, der skal legitimere besparelser og kommunalt herredømme over en borgergruppe, der er udråbt til gøgeunger, der mæsker sig i goder på andres bekostning.

Grundlæggende reformer og organisationsforandringer bør ikke baseres på snæver økonomisk tænkning.

Moralske forpligtelser, faglige hensyn, borgernes egne ønsker til livet og ikke mindst en grundig politisk debat bør være fundamentet, vi bygger vores indsatser overfor samfundets svageste på – ellers lever vi i sandhed i et fattigt samfund.