V vinder, S dumper i valgets slogans

VALG-SLOGAN: Mere end 200 politiske slogans føres frem i valgkampen. Seks ud af ti kandidater har et slogan. V-toppen har større succes end S, mener retoriker.
Rasmus Nielsen

Mere end 200 politiske slogans er i omløb i den igangværende valgkamp.

»Stem på en økologisk landmand.« 

»Fra Vestjylland til Vækstjylland.« 

»Mennesker før systemet.«  

Blandt partierne løber Venstre med guld i retorik for sit slogan »Gæld eller velfærd.«  Her er der en antitese, ligesom i det berømte og effektive slogan »Stauning eller Kaos«.

Christian Kock
Professor i retorik

»Sammen skaber vi fremtiden.«

Det er blot et par eksempler på slogans, som folketingskandidaterne bruger på pjecer, klistermærker, hjemmesider, plakater og valgbiler. Slogans, der skal være blikfang og få vælgerne til at sætte kryds ved kandidaten med det mest geniale og rammende slogan.

I en undersøgelse, som Ugebrevet A4 i samarbejde med Kaas & Mulvad har gennemført blandt knap 400 folketingskandidater, erklærer seks ud af ti kandidater, at de har et slogan, som de bruger i den igangværende valgkamp. I alt har flere end 200 af de kandidater, der har deltaget i undersøgelsen, sammensat et politisk slogan til at styrke netop deres valgkamp.

Mest populært er de kreative ordspil og paroler hos Margrethe Vestagers partisoldater. Blandt de radikale folketingskandidater har hele otte ud af ti nemlig et slogan. På andenpladsen kommer SF. Her har næsten syv ud af ti et slogan, og på tredjepladsen står de socialdemokratiske folketingskandidater, for blandt dem har seks ud af ti en valgparole.

Hos Konservative, Liberal Alliance og Venstre er det kun hver anden kandidat, der har et personligt slogan, som de fyrer af på gågader og til vælgermøder. Og hos Enhedslisten og Dansk Folkeparti er det kun cirka hver tredje kandidat, der markedsfører sig med et slogan i valgkampen.

Blottet for politiske budskaber
Ugebrevet A4 har præsenteret professor i retorik på Københavns Universitet Christian Kock for en lang række af de slogans, som florerer i den igangværende valgkamp, og han er skuffet over, at danske politikere i den grad mangler opfindsomhed og skarphed i deres slogans.  

»Jeg er ikke imponeret over de slogans, der bliver brugt i valgkampen, og der er ikke nogen slogans, der er helt fremragende. Mange politikere har valgt abstrakte slogans blottet for politiske pointer og budskaber, og rigtig mange har lidt tamme og kedelige slogans uden nogen retorisk udtryksstyrke,« konstaterer Christian Kock.

Et godt slogan skal ifølge retorik-professoren sige noget karakteristisk om kandidatens holdning og politik på en måde, der bider sig fast med det samme.

»Hvis et slogan siger noget, kan det virkelig have en berettigelse. Valgkampen domineres jo af en masse valgplakater, hvor vi ser politikerens ansigt, og det virker lidt tosset, at man bare kan se, om politikeren ser pæn ud, men slet ikke får det mindste signal om, hvad den person står for. Her kan et godt slogan virkelig rykke,« siger han.

Ifølge Christian Kock skal formen i et slogan helst rumme et bogstavrim, en antitese, en hentydning eller en original metafor for at ramme plet.

Blandt de mange slogans falder Christian Kock over et, der nærmer sig topkarakter. »Grøn vækst - rød velfærd« hedder det, kort og godt.

»Grøn vækst - rød velfærd« har en god retorisk effekt i formen og et nogenlunde klart budskab. Det er temmelig godt, fordi det forener en rimelig skarp form med et rimeligt klart budskab,« siger han.

Ophavsmanden til sloganet er Anders Myrhøj Jensen, der stiller op for SF i Vejle. Heller ikke han har søgt professionel hjælp til at udforme et slogan.

»Jeg fik ideen til sloganet over flere omgange. Dels i forbindelse med et politisk arrangement, hvor vi skulle lave graffitiplakater, hvor farverne grøn og rød gik igen, og dels legede jeg med ideen om at bruge rød og grøn Tuborg i valgkampen. Det gode ved mit slogan er vel, at man slet ikke er i tvivl om, hvad jeg står for politisk«, siger han og er glad for anerkendelsen fra Christian Kock.

Blå penge og røde mennesker
Hvert tredje slogan i den nuværende valgkamp er ifølge A4's undersøgelse abstrakt. Det viser eksempelvis sloganet: »Politik i øjenhøjde.« Mange valgparoler handler også om værdier, eller de præsenterer kandidaten selv.

I betragtning af, at økonomi er valgets helt centrale tema, er det interessant, at kun hver tyvende kandidat har valgt et slogan, der handler om økonomi, påpeger Christian Kock. Det gælder »Sænk skatten og sæt gang i væksten«.  

Endelig viser A4-undersøgelsen, at de mest anvendte meningsbærende ord er »stem«, »livet«, »pengene«, »politik«, »ansvar«, »Danmark«, »vækst« og »velfærd«.

I blå blok bliver ord som »vækst« og »penge« brugt langt mere udtalt end i rød blok, hvor kandidaterne mere hyppigt bruger ord som »velfærd», »uddannelse« og »mennesker«.

Ser man på de slogans, som partitoppen bruger på hjemmesider og i avisannoncer er Christian Kock heller ikke duperet. Men blandt partierne løber Venstre med guld i retorik for sit slogan »Gæld eller velfærd.«

Her er der en antitese, ligesom i det berømte og effektive slogan »Stauning eller Kaos«, påpeger han.

»Antiteser kan være meget effektive i slogans, og der er også en god rytme i Venstres slogan. Budskabet er skarpt trukket op, og det kan betyde, at det går ud over troværdigheden. Men sloganet er effektivt og klart,« understreger han.

Den socialdemokratiske partileder Helle Thorning-Schmidts slogan »Danmark skal videre« er derimod alt for uklart, påpeger professoren i A4:

»Det lyder da meget godt, at vi skal videre, og Danmark skal videre. Men hvor skal vi hen og hvorfor? Det er for uklart efter min smag. Men selvom slogans er blottet for indhold og politiske budskaber, kan de sagtens virke alligevel«, siger han og henviser til at Barack Obama vandt det amerikanske præsidentvalg i 2008 med det meget uklare slogan »Yes, we can«.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024