Lidegaards projekt lever – og det er en god nyhed for Mette Frederiksen

Det hele blev toppet af Radikales slowmotion-mistillidsvotum til Mette Frederiksen op til sidste folketingsvalg. Det var en aktion, den daværende radikale leder Sofie Carsten Nielsen blev tvunget ud i af sit bagland, og for socialdemokraterne var det et skoleeksempel på svag ledelse. 

Som rosinen i pølseenden trak Lidegaard sit parti fra den brede regering i sidste øjeblik, fordi han ikke fik de lovede ministerposter. For socialdemokraterne skabte det indtryk af en ny radikal leder, der ikke havde kontrol over sit parti.

Nej, Radikale kunne man virkelig ikke bygge på, konkluderede socialdemokraterne, så var det trods alt bedre med Lars Løkke Rasmussen (M), der i det mindste er dybt professionel og utrolig fleksibel i sine holdninger. 

Men som EU-valget på ubarmhjertig vis illustrerede, har de socialdemokratiske vælgere aldrig købt midterregeringen, og S-ledelsen bliver nu tvunget til meget dybtgående strategiske overvejelser. Det er her, det radikale resultat pludselig bliver interessant.

Lidegaard er den mest pragmatiske radikale leder siden Niels Helveg.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Arven efter Niels Helveg
EU-valget gav ny luft til den radikale leder Martin Lidegaards projekt, der indtil da havde utrolig svært ved at få flyvehøjde. En tid lang så det ud som om, at Løkke fuldstændig havde udmanøvreret Lidegaard og nappet Radikales traditionelle plads på midten.

Men EU-valget var skuffende for Moderaterne, der kun lige akkurat fik reddet et mandat, selvom de havde et kendt navn som Stine Bosse (M) i spidsen, mens Sigrid Friis (R), der gik ind i valgkampen som totalt ukendt, mere overbevisende fik taget et mandat hjem til Radikale. Det gav et rygstød til Lidegaards ledslse af partiet, og for Mette Frederiksen er han langt at foretrække for alternativerne. 

Martin Lidegaard er ikke mere venstredrejet end sine forgængere, men han er langt mere pragmatisk. Martin Lidegaard er ganske enkelt den mest pragmatiske radikale leder, siden Niels Helveg Petersen var i spidsen for partiet for over 30 år siden.

Det var ikke med Lidegaards gode vilje, at Zenia Stampe stillede socialdemokraterne et ultimatum om at droppe Rwanda-projektet, og tilbage i Thorning-regeringens tid var Lidegaard ikke det mindste begejstret for Vestagers hårde linje i dagpengespørgsmålet.

Under hans ledelse har Radikale koncentreret kræfterne om to mærkesager: Radikale skal være det konsekvent grønne parti, og det skal være partiet, der varetager den næste generations interesser.

Det er prioriteter, der ikke er sammenfaldende med socialdemokraternes, men det er heller ikke antagonistiske modsætninger til socialdemokraternes linje.

Derfor er der i det mindste et grundlag for kompromiser, hvor Radikale får indrømmelser på miljø og klima og en højere prioritet af de unges interesser, mens socialdemokraternes smertepunkter i udlændingepolitik og arbejdsmarkedspolitik respekteres.

Regering med Støjberg et fantom
Martin Lidegaard har flirtet med de borgerlige i den såkaldte KLAR-alliance, og Radikale vil ikke afskrive muligheden af at indgå i et borgerligt flertal efter valget.

Støjberg vil aldrig acceptere at bakke op om radikale ministre uden selv at få en ministerpost.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Men kigger man nærmere efter, eksisterer den mulighed kun i teoriens verden. I hvert fald hvis Radikale skal have de ministerposter, de er så sultne efter.

Dansk Folkeparti har klart markeret, at de "hellere vil dø end at gøre radikale til ministre", og Inger Støjberg (DD) vil aldrig acceptere at bakke op om radikale ministre uden selv at få en ministerpost.

Det lader ikke mange muligheder tilbage - med mindre man forestiller sig en borgerlig regering med både Støjberg og Lidegaard. Her kan man lige prøve at overveje, hvordan det vil blive taget ned i det radikale bagland.

Skal Lidegaard have ministerposter, er der i realiteternes verden kun vejen over Mette Frederiksen.

Tvivlsomme bortforklaringer
På den socialdemokratiske side af hegnet har det næsten surrealistiske valgnederlag rystet partiets selvforståelse.

Mette Frederiksens stålsatte tro på, at man sagtens kan hente det tabte land tilbage i en stærk valgkamp, har fået et grundskud, men forklaringerne på valgnederlaget varierer.

Umiddelbart efter valget fremhævede finansminister Nicolai Wammen (S) og den politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) begge, at "det koster at tage ansvar", og "at regeringer går tilbage overalt i Europa".

En åbenlyst utilstrækkelig forklaring, alene af den grund at Mette Frederiksens etpartiregering netop blev belønnet med et fremragende folketingsvalg i 2022. Det er altså alt andet end en naturlov, at regeringer går tilbage i disse år, det kommer helt an på politikken.  

I partiets bagland gives der andre bud:

I København har den den lokale politiske ordfører Laura Rosenvinge (S) peget på den stramme udlændingepolitik som årsag. Det er ikke et overraskende synspunkt fra Rosenvinge, der flere gange har markeret en helt anden linje, men heller ikke den analyse holder for en nærmere prøvelse.

For da Mette Frederiksen fik det bedste socialdemokratiske valg i 20 år for kun halvandet år siden, var partiets udlændingepolitik ikke mindre stram. Tværtimod var en snarlig gennemførelse af Rwanda-projektet et af de socialdemokratiske slagnumre.

Alt for blåt
Andre dele af baglandet peger på partiets højredrejning i økonomisk politik og arbejdsmarkedspolitik med dannelsen af midteregeringen (skattelettelser, store bededag mv.) samt en for uambitiøs grøn politik.

Afskaffelsen af store bededag blev af mange lønmodtagere opfattet som ”en omvendt Arne”.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Det er straks mere sandsynlige forklaringer, for skal man man lave en ædruelig analyse af nederlaget, må man identificere de områder, hvor S har ændret politik siden folketingsvalget: Det er netop områder som arbejdsmarked, skat og miljø.

Afskaffelsen af store bededag blev af mange lønmodtagere opfattet som "en omvendt Arne", og problemet blev kun forstærket af, at socialdemokratiske topministre landede forkert i diskussionen om arbejdstid. Et forhold Mette Frederiksen – alt for sent – har erkendt.

Den grønne dagsorden har de seneste måneder mest handlet om miljø med fokus på de døde fjorde som følge af landbrugets forurening med kvælstof.

Her er miljøminister Magnus Heunicke (S) blevet sat på en sand uriaspost. Det er på det område, man har set de hårdeste angreb fra SF-formand Pia Olsen Dyhr, der ligefrem har beskrevet Heunicke som "landbrugets lakaj".

Ligesom i den økonomiske politik er socialdemokraternes problemer her et resultat af regeringssamarbejdet. Venstres nære binding til landbruget forhindrer Heunicke i gribe resolut ind og stille kontante krav til landbrugets udledninger, og dermed bliver miljøpolitikken for første gang i årtier et seriøst problem for socialdemokraterne.

Siden sejren ved folketingsvalget har S ændret politik på tre områder: Arbejds-marked, skat og miljø.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

En vej ud
Da Helle Thorning-Schmidt (S) i 2015 fik vendt flere års elendige meningsmålinger til et godt resultat ved folketingsvalget, var det en følge af en markant omlægning af partiets profil i det sidste halve år før valget.

Væk var den positive fremhævelse af regeringens "reform-amok", i stedet konfronterede Thorning de katastrofale følger af den halverede dagpengeperiode, ligesom hun lagde op til, at indvandrere på kontanthjælp skulle arbejde mere for deres ydelse.

Kursændringen var mulig, fordi Margrethe Vestager var smuttet til Bruxelles, og den nye leder radikale Morten Østergaard endnu ikke havde fundet sine ben.

Den øvelse kan Mette Frederiksen ikke gentage som leder af SVM-regeringen. Lars Løkke løber man ikke om hjørner med, og Troels Lund Poulsen (V) er tvunget til fortsat at levere solide borgerlige aftryk. Derfor ser absolut intet ud til at kunne forhindre et stort socialdemokratisk nederlag ved næste folketingsvalg.

Men med SF's store fremgang og et mere pragmatisk radikalt parti, eksisterer der en mulighed for, at vende tilbage til det centrum-venstre samarbejde, Mette Frederiksen havde så stor succes med fra 2019-22.

Den dør var blevet lukket, hvis Lidegaards projekt havde lidt et smerteligt nederlag ved EU-valget, og Radikale igen havde bevæget sig i mere yderliggående retning.