Debat

Concito: Prisen på vejtransport har længe været for lav

Last- og varebiler har i mange år været beskattet langt under de gener, som de skaber for samfundet i form af vejslid, luftforurening og støj. En afgift, der bringer prisen på transport op på et rimeligt niveau, vil være en samfundsmæssig fordel, mener Concito.

At skifte køretøjer fra diesel til el vil reducere udledninger af CO2 og andre former for luftforurening, mener Concito.
At skifte køretøjer fra diesel til el vil reducere udledninger af CO2 og andre former for luftforurening, mener Concito.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Susanne Krawack
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der bør være ét mål for en kilometerbaseret afgift for lastbiler, nemlig at reducere CO2-udledningen.

Afgiften skal give erhvervet incitament til at købe nulemissionskøretøjer og effektivisere i så stort et omfang som muligt.

Der er ikke så meget at diskutere. De allerede vedtagne kilometerbaserede afgifter skal være et middel til at reducere lastbilernes CO2 udledning.

Derfor er det vigtigt, at afgiften er så høj, at den får transporterhvervet til seriøst at overveje, hvordan man kan reducere CO2-udledningen og dermed afgiftsbetalingen.

Temadebat

Hvordan skal modellen for kilometerbaserede afgifter se ud?
Støttepartierne venter på, at regeringen melder ud, hvordan den vil have udformet en afgiftsmodel for kilometerbaserede afgifter for lastbiler.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten landede i december 2020 aftalen om den grønne omstilling af vejtransporten.

Som en del af aftalen valgte de, at Danmark fra 2025 skulle træde ud af samarbejdet om EU's vejafgiftsregler gennem den såkaldte eurovignet og i stedet skulle indføre en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler over 12 tons.

Hvordan bør regeringen udforme afgiftsmodellen? Hvilke greb skal regeringen skrue op – og ned – for? Har regeringen og støttepartierne med et årligt finansieringsbidrag på 500 millioner i 2025 til 2027 afsat nok? Og vil afgifterne for lastbilerne potentielt kunne danne grundlag for roadpricing på personbiler? 

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Alt for lav pris

Det kan primært ske på to måder.

Den ene er ved at skifte køretøjer til andre brændstoffer, og den anden er ved at øge kapacitetsudnyttelsen i bilerne. Så altså enten ved mindre udledning per kilometer eller mere gods transporteret per kilometer. Og allerhelst begge dele.

Fordelen ved en afgift frem for andre typer af virkemidler er, at den virker ens for alle. Den vil skabe den lige konkurrencesituation, også for udenlandske transportører, som branchen altid efterlyser.

Det kan naturligvis meget let føre til, at prisen på vejtransport stiger, men den har nu også længe været alt for lav. Og hvis det skulle øge incitamentet til godstransport med tog, hilser vi det velkomment.

El-lastbiler er på markedet

At skifte køretøjer fra diesel til el og for nogle få transporter brint vil reducere udledninger af CO2 og andre former for luftforurening. For et par år siden kunne man sige, at der ikke var el-lastbiler på markedet, men nu er de på vej.

Den kilometerbaserede afgift skal derfor få de transportvirksomheder, der opererer i Danmark, til at skifte vognparken ud.

Det kræver, at afgiftens CO2-element er højt og differentieret på en måde, så der er et incitament til at gå hele vejen til en el-lastbil, som Concito tidligere har argumenteret for.

Fordelen ved en afgift frem for andre typer af virkemidler er, at den virker ens for alle

Susanne Krawack
Seniorkonsulent, Concito

Der skal naturligvis etableres ladeinfrastruktur til el-lastbilerne, sådan som også EU vil kræve i henhold til 'Fit for 55'-pakken.

Branchen skal nok klare udfordringen

Desuden kunne det være relevant at tænke i yderligere støtteordninger til etablering af ladeinfrastruktur hos virksomhederne, for det er nok der, opladningen primært vil ske.

Erhvervet optimerer allerede godskørslen, for de tjener penge på at køre med fulde lastbiler. Men optimering af godstransporten sker alene inden for den enkelte transportvirksomhed.

En høj og differentieret kilometerbaseret afgift kan bane vejen for, at transportvirksomheder ser en fordel i at samle godset fra flere virksomheder og køre med mere fyldte lastbiler, hvor det er muligt.

Mere gods transporteret med færre lastbilkilometer er til fordel for alle. Der er givetvis udfordringer i et sådant samarbejde, men en sådan udfordring skal den dygtige danske transportbranche nok kunne løse.

Afgifter er kun rimeligt

I forligsteksten står, at man skal overveje om varebiler også skal indgå. Det skal de selvfølgelig.

Både fordi varebiler kører mange kilometer, så der er en betydelig udledning fra dem, og fordi der kan ske en uhensigtsmæssig overflytning af gods mellem lastbiler og varebiler, hvis de ikke er omfattet.

En høj kilometerbaseret afgift vil få mange til at skifte til el-varebiler, og de er i stort omfang allerede på markedet. Mange håndværkere og pakkeleverandører snakker om, hvor dyre el-varebiler er i indkøb, og det er rigtigt.

Man glemmer dog ofte, at de er meget billigere i drift, så den samlede omkostning per kilometer bliver ikke meget højere end for diesel.

Og her kan en høj kilometerbaseret CO2-afgift give det nødvendige skub. Ladeinfrastruktur til bilerne kan udgøre en barriere, som eventuelt kan løses med tilskudsordninger.

Skal på sigt omfatte personbiler

Ved implementeringen af den kilometerbasererede afgift bør håndhævelsen være tilstrækkelig, til at afgifterne opleves rimelige og retfærdige.

Desuden bør ordningen designes, så den på sigt kan udvides til også at omfatte personbiler, så en mere ressourceeffektiv udnyttelse også kommer til at omfatte dem.

Af transportaftalens forligstekst fremgår, at det forventede provenu fra aftalen er væsentligt for at finansiere de øvrige tiltag i aftalen.

Last- og varebiler har i mange år været beskattet langt under de gener, som de skaber for samfundet i form af vejslid, luftforurening, støj, med videre.

Så en afgift, der bringer prisen på transport op på et rimeligt niveau, vil kun være en samfundsmæssig fordel. Det vil kunne føre til strukturelle ændringer, der samlet set vil begrænse varernes rejse på landevejen og styrke den grønne omstilling.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024