Danske Havne: Den kommende regering skal have modet til at sikre vores kritiske infrastruktur

Jeg har flere ønsker til en kommende regering, men indledningsvist kunne jeg godt tænke mig, at regeringen og for den sags skyld hele Folketinget fremover taler om danskernes infrastruktur. Det er danskernes veje, danskernes jernbaner og danskernes havne.

Og det er ikke, fordi jeg ønsker at gå Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne eller andre mere nationalt sindede partier i bedene. Det er, fordi ejerskabet og dermed råderetten over vores infrastruktur betyder endnu mere her ved udgangen af 2022 end ved indgangen til 2022.

2022 er nemlig desværre året, hvor et europæisk land blev invaderet af et naboland. Krigen i Ukraine har sammen med Corona vist værdien af sikker lokal forsyning. Vi skal kunne brødføde os selv, og vi skal kunne forsyne os selv med energi. Til det har vi brug for havne, veje og rørføring til energiforsyning.

Det lyder enkelt nok, men der er mange trusler derude. Vores cybersikkerhed er ikke høj nok, hackerne er altid foran os andre, og det truer sammen med krige vores fødevare- og energiforsyning.

Og minsandten om ikke vores naboland Tyskland i denne situation, hvor landet har store udfordringer med deres energiforsyning på grund af afhængigheden af russisk gas, så finder ud af, at det da er en god idé at sælge en del af Hamborg havn - kritisk infrastruktur - til Kina, som er et land, vi på ingen måde deler sikkerhedspolitiske interesser med.

Fasttrack-ordning og penge fra staten
Så det er ikke så enkelt, som det lyder at værne om den nationale kritiske infrastruktur. Så mit første ønske til en ny regering og et nyt Folketing er: Pas på danskernes infrastruktur. Vi har brug for den, og behovet bliver næppe mindre i de kommende år. Desværre.

En lidt trist indledning, det medgiver jeg. Vi har i Danske Havne da også flere ønsker til Danmarks kommende regering. De ønsker er i den lidt mere muntre afdeling, men de er ikke desto mindre også knyttet op til behovet for national forsyningssikkerhed.

Det er ikke så enkelt, som det lyder at værne om den nationale kritiske infrastruktur

Tine Kirk

Vi ønsker os en Fasttrack-ordning med myndighedsgodkendelser, så papirgange ikke tager år eller tiår og unødigt forsinker alt fra uddybning af sejlrender over havneudvidelser til havvindmølleparker og grøn omstilling.

Det er sagt før, men det nytter ikke noget, at vindmølleparker kan godkendes efter ét til to års sagsbehandling, hvis det tager tre til fire år at godkende uddybning af en sejlrende, som er en nødvendig forudsætning for udskibning af havvindmøller. Og endnu længere tid at godkende nødvendige udbygninger af havneinfrastrukturen på land.

En fasttrack ordning og dermed hurtigere myndighedsgodkendelser af den infrastruktur, der er nødvendig for den grønne omstilling, kræver mod. Også politisk mod. Til at sige, at vi undersøger tingene tilstrækkeligt i Danmark, og vi tilfører området de nødvendige ressourcer.

Vi ønsker os også en højere grad af statslig medfinansiering på havneområdet. I Infrastrukturplan 2035 blev der afsat 50 millioner kroner til havnene. Ud af 160 milliarder kroner.

Jeg ved godt, der også blev afsat midler til adgangsveje på landsiden, men sejlrender og havnearealer er altså også infrastruktur. Det anerkendes i vores nabolande, hvor der nogle steder helt lovligt ydes statsstøtte til nye sejlrender og ny havneinfrastruktur, som skal sikre et godt afsæt for den grønne omstilling. Mere havvind og nye grønne brændstoffer.

Kommunerne skal ikke bære risikoen alene
Havnene er ejet af kommunerne, som i mange tilfælde garanterer for havnenes lånoptagning. En ny regering kunne også genbesøge lånevilkårene for havnene. Men det er ikke rimeligt, at enkeltkommuner alene skal bære den finansielle risiko ved nødvendige infrastrukturinvesteringer til grøn omstilling – blot fordi de ejer en havn af national interesse.

Det kunne her være fristende at pege på privat medfinansiering af sejlrender og havneinfrastruktur. Men det vil jeg undlade. For havnene er danskernes nationale kritiske infrastruktur, og det skal vi eje selv.

Pas på danskernes infrastruktur. Vi har brug for den, og behovet bliver næppe mindre

Tine Kirk

Som det er i dag, når vi ikke hverken klimamålene i 2030 eller de vedtagne planer for udbygning af havvind i Nordsøen og Østersøen. Fordi tingene ganske enkelt tager for lang tid og sander til. Bogstaveligt talt.

Men ovenover vores åbenlyse havne-interesser, som ikke er snævre og egoistiske, men nationale, kritiske og af betydning for os alle sammen, er ét brændende, stort ønske: Regeringen skal passe på danskernes infrastruktur.

Så kære regering. Når I tager fat, så hæv klippehøjden. Prioritér vores kritiske nationale infrastrukturs sikkerhed, godstransporten og de klimavenlige søveje. Ikke for havnene skyld, men for vores alle sammens skyld.

Det er klimavenligt og afhjælper trængsel. Og det er nødvendigt, hvis vi skal i mål med alle de gode, grønne aftaler, der er indgået fra 2019 og frem til august i år. Vi er i Danske Havne helt klar til at indgå i arbejdet med udredning og prioritering. Vi kender vandvejene - og vildvejene. Vi kan hjælpe.