Frie Grønne: Den tredje Limfjordsforbindelse kan føre asbest ind i Aalborg centrum
Allborgenserne betaler en høj pris for det bilglade Danmarks motorvejsfanatisme, når der sandsynligvis kommer til at løbe en asbestfyldt å ind gennem et nyt, rekreativt byområde, skriver Susanne Zimmer (FG).
Susanne Zimmer
Fhv. MF (FG), tidl. MF (ALT)Der er rigtig mange grunde til at den tredje Limfjordsforbindelse – også kaldet Egholmmotorvejen - er et hul-i-hovedet-projekt, som burde have været lagt tilbage i skuffen med skrottede ideer for længe siden.
Stort klimaaftryk, flere biler på vejene, ødelæggelse af naturområder og støjgener er bare nogle af grundene til, at den er en dårlig ide. Og så er der i området store forekomster af asbest, kviksølv og andre tungmetaller, som vil blive gravet op, når forbindelsen skal anlægges, og derefter udledt i Limfjorden.
You know the game – en potentiel miljø- og sundhedskatastrofe lurer. Det har jeg haft den tidligere transportminister i samråd om, hvor han har gentaget, at der ingen problemer er overhovedet. Det er jeg dog på ingen måde enig i, så her kommer endnu en god grund til at Egholmlinjen skal skrottes.
Østerå skal løbe igennem asbestområde
I forbindelse med etableringen af den tredje Limfjordsforbindelse er planen, at en af åerne, der er i vejen for anlæggelsesprojektet, skal flyttes for at gøre plads til motorvejen fra syd. Østerå hedder den. Det er en å, som kommer sydfra, løber gennem forskellige flade markområder, ind gennem Aalborg by og ud i Limfjorden.
Jeg har netop fået folketingssvar fra transportministeren, hvor hun skriver, at myndighederne planlægger at flytte Østerå fra der, hvor den går nu, til i stedet at skulle løbe igennem et område, som er fyldt med asbest.
Området, hvor åen skal sno sig i fremtiden, er blevet brugt som losseplads for den gamle eternitfabrik i Aalborg i tidernes løb. Ifølge tænketanken Geohav ligger her sandsynligvis flere tons asbestholdigt affald. Det er nemlig et af de områder, hvor fabrikken dumpede sine asbestholdige tagplader, og hvor resterne af asbesten stadig ligger den dag i dag.
Nu er transportministeren, størstedelen af folketingets partier og Vejdirektoratet klar til at gamble med både sundhed og miljø, selvom der er store røde lamper, der blinker
Susanne Zimmer (FG)
Folketingsmedlem, Frie Grønne
Det vil sige, at asbesten, der er blevet dumpet fra den gamle eternitfabrik, vil blive optaget i åen og ført med vandet ind gennem Aalborg og ud i Limfjorden. Det sker eksempelvis ved ganske almindelig nedsivning, eller når åen går over sine bredder.
Altså, åen flyttes fra et ikke asbestfyldt sted til et asbestfyldt sted. Det er næsten, som om man forsøger at spule det farlige stof væk med omlægningen af Østerå.
Bare lige for at slå fast: asbest er kræftfremkaldende. Borgerne i og omkring Aalborg har i mange år allerede levet med en højere dødelighed af kræft end andre steder i landet på grund af forurening fra eternitfabrikken.
Man lukkede fabrikken, fordi man fandt ud af, at det, den producerede, var farligt, og fordi man ikke mente, at det var forsvarligt og prisen værd. Nu er transportministeren, størstedelen af folketingets partier og Vejdirektoratet klar til at gamble med både sundhed og miljø, selvom der er store røde lamper, der blinker.
Østerå skal åbnes inde i Aalborg by
Der sker mange gode ting omkring byudvikling, klima og miljø i Aalborg Kommune. Et af de fine projekter er, at Østerå skal bidrage til at området omkring Karolinelunden, bliver et lækkert, grønt, rekreativt område med mere plads til naturen.
Samtidigt skal åen også findes frem andre steder byen, hvor den har ligget tildækket i mange år. Resultatet bliver noget á la Aarhus å, hvor nordjyderne vil kunne sidde og drikke en øl eller kaffe i solen ved åens bred midt inde i byen.
Det er godt med rekreative områder og mere naturligt liv i byerne. Det bakker jeg fuldt op om. Men det er foruroligende, at åen risikerer at bære asbesten med sig midt ind gennem Aalborg centrum. Alt sammen fordi Østerå skal flyttes gennem et asbestdepot for at gøre plads til den nye motorvej.
Det er foruroligende, at åen risikerer at bære asbesten med sig midt ind gennem Ålborg centrum
Susanne Zimmer (FG)
Folketingsmedlem, Frie Grønne
De naturligt skiftende vandstande i åen betyder, at de bittesmå asbestfibre vil sætte sig på brinken, udtørre og blive luftbårne. Så har vi den igen. De farlige stoffer, der blev dumpet på marken for mange år siden for at komme så langt væk fra aalborgenserne som muligt, risikerer at flyde lige så stille tilbage til selvsamme område med den nye omlægning af Østerå.
Folk, der sidder og hygger sig ved åen, vil risikere at have forhøjet risiko for at udvikle kræft og blive uhelbredeligt syge. Det er en risiko, vi simpelthen ikke må løbe.
Genåbn infrastrukturaftalen
Udover at den tredje Limfjordsforbindelse er det dyreste enkeltstående infrastrukturprojekt i infrastrukturaftalen fra sidste sommer, og at centrale klimatal har været hemmeligholdt for folketinget og offentligheden, lurer der en potentiel lokal miljø og sundhedskatastrofe for nordjyderne.
Spørgsmålet er: hvor stor en risiko er politikerne og tilhængerne af motorvejen villige til at løbe for at få en Egholmsforbindelse til samlingen? For Frie Grønne er svaret klart: Genåbn infrastrukturaftalen og skrot Egholmsforbindelsen sammen med de øvrige motorveje.