Havnedirektører: Hvis Danmark stadig skal være en verdensførende vindnation, bør der investeres i havnene

Men det er også havnens Enstedgrund, hvor det gamle, nu nedrevne kulkraftværk lå, der giver direkte adgang til transmissionsnettet, og hvor hele arealet har de rigtige sikkerheds- og miljøklassifikationer.

I Odense Havn ser Bladt Industries ind i at producere monopiles på 120 meter og 15 meter i diameter. Det er stort. Det kræver plads og anvendelig infrastruktur i øvrigt. Eksemplerne fra danske havne er mange. Fælles for dem er, at de konkrete, og at de er danske.

Det er nemlig ikke en naturgiven ting, at de her ting sker i Danmark, i danske havne og med jobs i danske virksomheder til følge. Heller ikke selv om klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) nu har skruet gevaldigt op for gigawatt-ambitionerne og dermed den danske havvindmølleudbygning frem til 2030.

Konkurrencen strammer til
Rundt om os rykker lande som Tyskland, Storbritannien, Holland, Belgien, Sverige og Polen og deres regioner, kommuner og havne hurtigt med offentlige tilskud og investeringer i den infrastruktur, der skal til for at tiltrække de store opgaver med grøn omstilling. Og hvorfor det? Udover det åbenlyse svar, at det er godt for klimaet.

Det gør de, fordi der i dén grad er arbejdspladser og indtjening i at være dem, der leverer det klimavenlige brændstof, den grønne strøm fra vinden eller på anden måde sørger for, at de politisk vedtagne havvindmølleparker og energiøer rent faktisk bliver opført.

At EU og Nordsølandene holdt topmøde i Esbjerg og offentliggjorde Esbjerg deklarationen er ingen tilfældighed, for Danmark er en verdensførende vindnation. 

Det bliver svært at bevare vores førerposition, hvis vores nabolande kan udvide hurtigere og tilbyde billigere infrastruktur

Carsten Aa og Tine Kirk
Hhv. direktør for Odense Havn og direktør for Danske Havne

Men hvis vi skal fastholde den position - og det bliver svært, for mange vil gerne være nummer ét – så bliver vi nødt til at sikre kortere afstand mellem skåltalerne fra topmøder med de rigtige intentioner og til spaden der stikkes i jorden i konkrete projekter.

I Danmark har vi god tradition for at passe på vores miljø. Og vi har mange og ofte langvarige godkendelsesprocesser med ankemulighed indbygget. Havnene skal levere infrastrukturen til den grønne omstilling. Det vil sige kajarealer og sejlrender. Med de massive udbygningsplaner i både Nordsøen og Østersøen, så ser vi ind i, at infrastrukturen skal være større.

Men det er tvivlsomt, om de store produktionsvirksomheder, vi har på havnene i dag, vil blive i Danmark, hvis de skal vente i op til 10 år før nødvendige havneudvidelser står klar. Særligt ikke, hvis en tilsvarende udbygning tager tre år i vores nabolande.

Nabolandene er hurtigere og billigere
Vi ser vores nære nabolande opruste deres infrastruktur, så de er klar til udbygning af vindenergi. Ofte gør de det med fuldt lovlige offentlige tilskud i ryggen. Sådan er det ikke i Danmark.

Det bliver svært at bevare vores førerposition, hvis vores nabolande kan udvide hurtigere og tilbyde billigere infrastruktur, fordi deres myndighedsbehandling er mere smidig, og der samtidig følger økonomisk støtte med.

Offentlig investeringsvilje og regelforenkling er fundamentet, der skal sikre, at politikernes visioner kan bygges. Bureaukrati og utidssvarende regler må ikke bremse omstillingen.

Når det efter Nordsøerklæringen bliver lettere at få godkendt en havvindmøllepark, skal det nødvendigvis blive lige så let at levere dét, der skal til for at opføre parken. Blandt andet større havne og uddybede vandveje.

Som vi kender det politiske Danmark, så vil de gerne de danske arbejdspladser og grøn omstilling, der bidrager til at nå de vedtagne klimamål. Det er på top tre hos alle, vi taler med på Slotsholmen. Nu er tiden kommet til at prioritere det. Det haster lidt.