Holstein om Troels Lunds nye hold: Nogle V-ministre skal oppe sig, hvis de skal overleve den næste rokade
Med torsdagens ministerrokade har Venstre fået en ung kamphund, der skal bide Støjberg i haserne, med på holdet. Det vurderer Altingets politiske kommentator, der dog advarer om, at fordelingen af poster ikke er holdbar i længden.
Maja Hagedorn
RedaktionschefDer er både "en overraskelse" og "en krigertype" at finde på Venstres nye ministerhold, efter at den nykronede formand, Troels Lund Poulsen, torsdag har rykket rundt på partiets ansigter i regeringen.
Det konstaterer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.
Han kalder rokaden "modig under de forudsætninger, der nu er". Venstre ville nemlig gerne have lavet en endnu større af slagsen.
"Men det har de andre partier i regeringen, Socialdemokratiet og Moderaterne, ikke ønsket, så der har kun været Venstres egne ministerposter at rykke med," siger han.
Det unge talent Morten Dahlin og erhvervskvinden Mia Wagner er udtaget til at overtage henholdsvis Marie Bjerre og Louise Schack Elholms pladser på holdet. De får følgeskab af næstformand Stephanie Lose, som siger farvel til posten som regionsrådsformand i Syddanmark for at hellige sig rollen som økonomiminister.
"Rokaden har trods alt fået et omfang, så der bliver signaleret noget nyt. Så måske kan den være med til at give et lille ryk op i målingerne her og nu. Men en ministerrokade er aldrig en mirakelkur, specielt ikke når den kommer i en bølgedal," lyder det fra Erik Holstein.
Ikke en holdbar situation med en formand i Forsvarsministeriet
Selv beholder Venstre-formanden titlen som forsvarsminister, selvom forgængeren, Jakob Ellemann-Jensen, måtte konstatere, det var for driftstung en post.
En ministerrokade er aldrig en mirakelkur, specielt ikke når den kommer i en bølgedal.
Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget
"Det oplagte valg for Troels Lund Poulsen er Økonomiministeriet, men det skulle Lose have, hvis man skulle lokke hende med. Så der var ikke mange andre muligheder tilbage," siger Erik Holstein.
I Venstre hæfter man sig desuden ved, at Troels Lund Poulsen for første gang i sin karriere formåede at blive populær, da han vikarierede som forsvarsminister i foråret, fortæller den politiske kommentator.
"Men hvis der kommer en større rokade i regeringen i forbindelse med valget af en ny EU-kommissær næste sommer, bør Troels Lund sikre sig en anden post. Det er ikke en holdbar situation med en forsvarsminister, der drukner i driftsopgaver og møgsager," tilføjer han.
Nogle skal oppe sig
Venstre er ikke lykkedes med at vende nedturen oven på sidste års skuffende folketingsvalg. Den er tværtimod fortsat: Skulle vælgerne sætte kryds i dag, ville partiet ifølge målingerne få bare ni procent af stemmerne.
Dahlin er en kamphund, og hans opgave er ganske klar: Han skal bide Inger Støjberg i haserne.
Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget
Det er derfor Troels Lund Poulsens vigtigste opgave at genrejse partiet. Det får han lang line til – mindst til kommunalvalget i 2025 og formodentlig også til den anden side af folketingsvalget – vurderer Erik Holstein.
Til det har han brug for "mere kampkraft".
"Der er for mange usynlige på Venstres ministerhold. Ud fra den betragtning kunne Troels Lund godt have skiftet mere ud, og jeg tror, der er et par stykker, der skal oppe sig, hvis de også skal sidde efter næste rokade," siger den politiske kommentator.
Udover Troels Lund Poulsen fortsætter også indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen og transportminister Thomas Danielsen på Venstres ministerhold.
Især Jacob Jensen og Thomas Danielsen – der begge er stærke repræsentanter for landbrugsvenstre – kæmper med den brede gennemslagskraft: Henholdsvis 55 procent og 63 procent af vælgerne ved ikke, hvem de to ministre er, fremgår det af den seneste Epinion foretaget for DR og Altinget.
Louise Schack sidder mest skuffet tilbage
Samme Epinion-måling tegnede et lignende billede af Marie Bjerre og Louise Schack Elholm, som under halvdelen af vælgerne kunne sætte navn og ansigt på. Nu er de sendt på bænken, selvom de begge har været "flittige og passet deres job", siger Erik Holstein.
"Louise Schack Elholm har ikke slået igennem i offentligheden, når det gælder den dagsorden om landdistrikterne, der er så vigtig for Venstre. Marie Bjerre var så uheldig at sidde på en post, der stod Mia Wagner på."
Marie Bjerre skal også nok komme igen, vurderer Erik Holstein.
"Den mest skuffede i Venstres folketingsgruppe må være Louise Schack Elholm, for hun kan langtfra være sikker på at blive minister igen," siger han.
Ungt talent skal bide Støjberg i haserne
Nu bliver det så i stedet Morten Dahlin, der skal forsøge at slå igennem som ny minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
Marie Bjerre var så uheldig at sidde på en post, der stod Mia Wagner på.
Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget
"Dahlin er en kamphund, og hans opgave er ganske klar: Han skal bide Inger Støjberg i haserne, og det er en opgave, der ligger lige til hans højreben," mener den politiske kommentator.
Danmarksdemokraternes formand har godt fat i en del af Venstres gamle vælgere, og hun står klar til at gribe fat om flere, når regeringen inden længe lancerer en såkaldt CO2-afgift på landbruget.
"Dahlin repræsenterer håbet om, at Venstre kan levere nogle effektive modangreb," siger Erik Holstein.
Troels Lunds "scoop" skal udstråle fornyelse
Troels Lund Poulsens største overraskelse på ministerholdet er Mia Wagner. Hun skal udstråle fornyelse og vise, at Venstre er mere end et parti, man flygter fra, vurderer Erik Holstein.
"På den måde er det i første omgang et scoop for Venstre at få en meget promoveret erhvervskvinde ind i folden. Hvad hun så kan på længere sigt må vise sig: Erhvervsfolk har ofte svært ved at omstille sig til det politiske niveau," siger han og tilføjer:
"Hun er helt klart en joker og kan blive både fugl og fisk."