Hummelgaards vilde udtalelser om varetægtsfængslinger burde udløse en fyreseddel

For udover at vi taler om, at vi langt overgår vores nabolande, så er de forhold, vi tilbyder endnu ikke dømte sigtede personer ganske horrible, og ofte langt værre, end den behandling og de rettigheder, man ellers får, hvis man dømmes skyldig og skal sidde i "normalt" fængsel.

Som DR fint blotlægger, så er det nemlig ikke unormalt for en varetægtsfængslet at sidde hele 23 timer(!) i døgnet i en mikroskopisk celle. Solen ser de ikke. Eller i hvert fald sjældent. En løbetur er blot en drøm. Kontakt til omverdenen er minimal hvis ikke helt afskåret, da de helst ikke må påvirke den igangværende sag. Og som blandt andet Peter Scharff Smiths forskning viser, så får disse mennesker bestandige ar på livet – både i forhold til deres psyke, relationer og jobmæssige virke.

Men bare rolig derude. For selvom Dommerforeningen nu endelig har set lyset og kan se det problematiske heri, så kan Danmarks justitsminister alligevel betrygge os. Der er "gode grunde" til at varetægtsfængsle, siger Hummelgaard (S) til DR. Og som han også har sagt til Ekstra Bladet, der tidligere ligeledes har løftet problemet, så er det jo meget godt, at cirka ni ud af ti varetægtsfængslede ender med at blive dømt.

Alt er godt. Alt ånder fred.

Og så alligevel ikke. For jeg håber, at alle I forstår, hvilken (ja, undskyld mig) vanvittig kommentar det er, vores siddende justitsminister her kommer med. At blive konfronteret med, at hele ti procent de facto sidder i en slags isolationsfængsel uden at blive kendt skyldige, og så mest af alt konstatere, at det er en ganske god "hit rate", burde være fyringsgrund.

At acceptere en fejlrate på ti procent, hvor man smadrer et menneskes liv, bryder med retssikkerheden og derudover i ringe grad kompenserer dem for deres lidelser, er helt og aldeles uacceptabelt.

David Sausdal

Udover at det viser, at det moralske kompas er gået i stykker (samt hvordan det at fremstå hård i filten er blevet en sær fetich for mange danske retspolitikere), så er det svært ikke at forstå Hummelgaards vurdering som en slags blåstempling af utallige justitsmord fra den danske retsstats øverste instans side.

Sandt. Der vil altid være tilfælde, hvor man har varetægtsfængslet på gode og gyldige grunde, men hvor sagen ikke holder. Og der vil også være tilfælde (fortæller mine mange bekendte i politiet mig), hvor manden er skyldig, men hvor retssagen falder uheldigt ud. Fair nok. Men at igen og igen acceptere en fejlrate på ti procent, hvor man smadrer et menneskes liv, bryder med retssikkerheden og derudover i ringe grad kompenserer dem for deres lidelser, er helt og aldeles uacceptabelt.

Nu har dommerne så selv indset, at den er gal. Jeg vil dog tillade mig påpege, at de er dukket noget sent op til festen, som man vist siger på engelsk. Problemet er både grelt og gammelt. Og som formand for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, også i nogen grad anerkender, så bærer dommerne en del af ansvaret. Dog peger han alligevel på, at dommere som bekendt dømmer til varetægt på "ganske saglige grunde".

Og det er rigtigt. Men det er også lidt forkert.

Har man deltaget ved blot et par retsmøder, vil man nemlig hurtigt se, at varetægtsfængsling ikke altid er et spørgsmål om åbenlyse fakta men også et spørgsmål om mavefornemmelse. Er du for eksempel udlænding, så er varetægt en naturlighed.

Argumentet er, at personen ellers med det samme vil flygte hen over grænsen og mod fremmede himmelstrøg. Maven siger, den er god nok. Det giver mening. Men bevisførelse for, at dette faktisk er det, der oftest sker, fremlægges i ringe grad. Og er du en skidt bandekriminel type eller lignende, så kan du også godt forberede dig på, at du skal ind at sidde før dom.

Rationalet er her, at der er stor risiko for, at du vil påvirke sagen negativt. Igen fremsætter anklager og politi ikke sjældent denne påstand uden det helt store belæg, men mere ud fra, at det er let tænkeligt. "Vi kan jo lige så godt prøve", som en anklager har sagt til mig mere end en gang.

Justitsministerens kommentarer taler deres tydelige sprog – og det enøjede fokus på sagskompleksitet og ventetid som forklaring på problemet, viser levende, hvordan man nægter at erkende, at man er gået for langt i sin straffelyst.

David Sausdal

Går den, så går den.

Og som min erfaring desuden tilsiger mig, så er det blevet en slags automatreaktion fra dommernes side, at de lidt for let køber disse påstande uden megen eftertanke og evidens. "Det er praksis," siger de. "Vi følger blot praksis". Og det er jo også rigtigt. Og, indrømmet, her løber min sparsomme juridiske forstand ud i sandet.

Men selvom det i forhold til retspraksis og lov er rigtigt og korrekt, så må det stadig være rimeligt at pege på, at dommerne selv har været med til at bygge denne praksis op – selvfølgelig med kig mod lovgivning og dertilhørende (politiske) anbefalinger.

At dommerne nu endelig har set lyset, er desuagtet kærkomment. Og jeg håber, at resten af retskæden nu også vil kigge indad og se på, hvordan man har bidraget til et system, som ikke er "en retsstat værdigt", som Scharff Smith helt rigtigt udtaler det.

Retspolitikken har jeg dog mere eller mindre givet op på. Justitsministerens kommentarer taler deres tydelige sprog – og det enøjede fokus på sagskompleksitet og ventetid som forklaring på problemet, viser levende, hvordan man nægter at erkende, at man er gået for langt i sin straffelyst.

Kriminaliteten og Kafka er problemet. Ikke politikken og dennes overbelastning af systemet og umættelige tro på, at straf og fængsel er nøglen til prævention og paradis. Det må vi alle forstå.

Alt imens sidder mange mennesker i et mørkt hul og venter på, at deres sag kommer for retten. De har sgu nok fortjent det. Hellere en for meget end en for lidt, synes Hummelgaard at udtale mellem linjerne…

Man må så håbe for Hummelgaard og hans ligesindede, at det aldrig bliver en af deres nære, der bliver udsat for samme retsmæssige overgreb. Mon så ikke piben hurtigt ville få en anden lyd? Straffes skal vi alle for vores ugerninger. Men det behøver ikke løbe løbsk. Og måske vi endda alle fortjener lidt anstændig behandling og en chance til – også når vi parkerer ulovligt.