I Sverige taler de åbent om risikoen for krig: Nu efterlyser forsker samme debat i Danmark

I 2022 udgav en sikkerhedspolitisk analysegruppe en rapport om Danmarks sikkerhed frem mod 2035 med tidligere Nato-ambassadør Michael Zilmer-Johns for bordenden. Med afsæt i rapporten har han flittigt talt for at samle kræfterne indenfor samfundssikkerhed under én hat, for eksempel ved at oprette et nyt ministerium eller en ny styrelse for samfundssikkerhed.

Et forslag, som blandt andre SF, Radikale og Liberal Alliance har bakket op om.

Det samme gør krigshistoriker Niels Klingenberg Vistisen, der påpeger, at samfundssikkerhed i Danmark “ikke alene er politisk hjemløst, det er også bureaukratisk hjemløst”.

Regeringen skriver da også i sit regeringsgrundlag, at den vil undersøge, hvordan man kan etablere et nyt Ministerium for National Sikkerhed. Ekspertgruppen, som skulle belyse, hvordan det bedst gøres, er dog ikke nedsat endnu.

Der er et meget begrænset fokus på det her i Danmark, og tilsyneladende en meget begrænset lyst til at se på det sammenlignet med vores nordiske naboer

Rasmus Dahlberg
Lektor og faglig leder for Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet

Ministerium, styrelse eller råd

De nordiske lande har gjort det på forskellig vis.

“Der er flere måder at gøre det her på. Man kan lave løsningen med en minister for civilt beredskab inden for Forsvarsministeriets departement, som i Sverige, men det har vi ikke rigtig tradition for i Danmark. Man kan lave limousinemodellen, som er at lave et nyt ministerium, som regeringen foreslår, og man kunne også løse det ved at lave en stærkere styrelse,” fortæller Rasmus Dahlberg.

En stærk styrelse kunne blandt andet skabes ved som minimum at slå Beredskabsstyrelsen og Styrelsen for Forsyningssikkerhed sammen og give dem mere at skulle have sagt over for andre myndigheder.

“De her styrelser gør mange af de rigtige ting. De har bare ikke ret mange muskler, og de har ikke ret meget mandat,” siger han.

En anden god løsning kunne være at se mod Island, der – ligesom Sverige - har et Nationalt Sikkerhedsråd, hvor statsministeren sidder for bordenden, vurderer Rasmus Dahlberg.

Uanset organisering, så kunne en myndighed med et stærkere mandat og et mere entydigt politisk ansvar for samfundssikkerhed, blandt andet stå for at udarbejde risikoanalyser, vejlede regeringen, lave tværgående øvelser, styrke beredskabet og oplyse befolkningen.

Krig kan også ramme Danmark

I Norge og Sverige har myndighederne udgivet pjecer, der skal klæde borgerne bedst muligt på, hvis krisen eller krigen kommer.

I Danmark er det meget symptomatisk interesseorganisationen Folk & Sikkerhed, der i sidste uge udgav beredskabsfolderen “Hvad nu hvis?” med gode råd til danskerne om, hvordan man bedst muligt ruster sig selv og sin familie til at håndtere uforudsete situationer i op til en uge uden assistance. 

Historien om, at der aldrig kan ske noget slemt i Danmark holder bare ikke længere i byretten.

Rasmus Dahlberg
Lektor og faglig leder for Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet

Rasmus Dahlberg oplever, at de danske politikere og myndigheder “ikke unødigt vil opskræmme befolkningen”, og han anerkender, at der skal findes en balancegang, hvor utrygheden heller ikke bliver for stor, men han mener, at det danske samfund og danskerne i dag er alt for uforberedte på eventuelle længerevarende kriser.

“Historien om, at der aldrig kan ske noget slemt i Danmark holder bare ikke længere i byretten. Det kan godt være, at Sverige ligger tættere på Rusland, men krig i dag er jo ikke kun amfibiekøretøjer, der ruller op på stranden. Det er også cyberangreb og hybrid krigsførsel, og der kan være pandemier og helt andre trusler, der kan ramme os.”

Og hvis Danmark skal øge sin modstandskraft, så er der bare behov for et mere klart politisk og bureaukratisk ansvar, så nogen tager affære og sikrer ressourcer til området, mener Rasmus Dahlberg.

“Der er et meget begrænset fokus på det her i Danmark, og tilsyneladende en meget begrænset lyst til at se på det sammenlignet med vores nordiske naboer. Og så er konsekvensen jo, at håb om, at der ikke sker noget, bliver en strategi.”